Det første trin.

Jeg har lige nu for ganske kort tid siden haft en lille succés-oplevelse med at sige fra.... Men det er med blandede følelser..

Drengenes far har helt egenrådigt disponeret over skiferien og købt en skirejse i vinterferien. Og dette var inden vi nogensinde havde aftalt, hvem der skulle have drengene i vinterferien. Jeg havde nævnt for drengene, at hvis vi fik sparet penge sammen, så kunne det være sjovt at tage afsted på skiferie, og så går han uden videre ind og overtager projektet, inden det overhovedet er blevet til andet end en strøtanke.
Eftersom han har dem i efterårsferien, troede jeg det var logisk, at så skulle jeg have dem i vinterferien. Jeg havde aftalt med min arbejdsplads at få ferien i den uge. Og det er i forvejen ikke nemt på en arbejdsplads fyldt med kvinder med børn i skolealderen.

Hans argument var, at det var han nødt til - ellers kunne han ikke få den i tide og til billige penge. Jeg var rasende. Rasende over at han gjorde det uden at aftale det med mig først....
Så siger han guddødemig at det er for 2 voksne og 2 børn, så jeg er velkommen til at tage med!!
Jeg er målløs... Sagde til ham at jeg syntes bare ikke det var i orden, og at jeg forøvrigt aldeles ikke ville med ham på skiferie.....
Han siger så at han er villig til at aflyse det... Men han har allerede fortalt det til drengene.. Så det er nemt at se, hvem der bliver den "onde", hvis jeg siger at de ikke kan komme afsted alligevel. Og jeg aner ikke om jeg overhovedet får råd til at tage på skiferie alene sammen med drengene....

Jeg er ulykkelig og vred over at han har sat os i denne situation....

Synes virkelig ikke at han kan være det bekendt - og det sagde jeg til ham.. Men der er ikke kommet nogen løsning endnu...

Men jeg har stadig svært ved at adskille fornuft fra følelser......

Babysteps - babysteps.........

Må man i øvrigt kalde nogen for en idiot i en blog?????