Sorg og bekymring

Jeg er knust.
Går rundt nærmest apatisk.
Har skiftevis ængstelse i hele kroppen og tungsind, så jeg nærmest ikke kan slæbe mine fødder afsted.

Jeg er i skilsmisseforhandling med min mand gennem snart 11 år.
Han er ved at acceptere, at jeg ikke elsker ham mere, men kan ikke forstå hvorfor.
Kan ikke se, at man skal være 2 for at få et ægteskab til at fungere. Han fralægger sig ethvert ansvar og har altid gjort det - samtidig med at han ville diktere dagsordenen.
Og det fortsætter han så med. Han kræver at børnene skal bo ved ham og at de så kan komme på besøg hos mig.. ??!!

Han har et arbejde, der gør at han er væk minimum 40 % af tiden og har været det de sidste 8 år. Og nu vil han så ind og påtage sig ansvaret for børnene. Jeg mener så, at det er da dejligt at han vil det, men at det ikke skal være på bekostningen af mig eller børnene. At de skal miste mig, som den primære person i deres liv. Det er og har altid været mig, der har stået for alle de arrangementer og planlægninger, der har været i og omkring børnenes og vores liv.
Så jeg har svært ved at tage det alvorligt, når han nu siger at han vil have dem.
Men samtidig, så er jeg bange. Bange for hvad han kan finde på at sige til børnene, for han skyr åbenbart ingen midler for at få sin vilje. Bange for at han vil vende dem mod mig og sætte dem i loyalitetskonflikt. Og det ønsker jeg virkelig ikke. Så er min umiddelbare tanke at jeg går med til hans krav for at beskytte børnene, men samtidig så VIL jeg ikke det. For jeg ved godt, hvad der er bedst for dem og hvem der er den primære person i deres liv.
Han skal selvfølgelig også være i deres liv og de skal have et godt forhold til ham, så det er jeg nødt til at anstrenge mig for at få også - men det er svært..