Håb.

Jeg håber.
Prøver at holde næsen oven vande og håber på det bedste. Der er ikke så meget andet jeg kan gøre.
Det frustrerer mig, der er vant til at få tingene til at hænge sammen og fungere, at der er så meget lige nu, der er udenfor min kontrol og rækkeevne.
Så jeg holder vejret og håber. Håber at jeg kan få lov til at beholde børnene. At jeg får lov til at se dem mest muligt. At vi kan få ro på hverdagen og at de ikke lader sig mærke alt for meget, af det der sker omkring dem lige nu.

Jeg er tilgengæld stolt af mig selv lige nu. Stolt af at jeg er i stand til at vise overbærenhed, at jeg kan holde hovedet koldt og være konstruktiv, når en stor del af mig skriger, stamper i gulvet og tuder over den uretfærdighed, som jeg synes overgår mig for tiden. Men jeg prøver på at sige til mig selv, at jeg ikke er den, der har det værst lige for tiden. Og det hjælper.

Det hjælper også ufatteligt meget, at jeg har et par brede skuldre at græde ud ved. En at støtte mig til. Og det er meget mere end jeg kan forlange.
Bare det at kunne ligge i sengen og læse i en bog, mens min elskede falder i søvn i mine arme - det er lykke.......
Og det er masse små (og store) ting som dette, der gør at det er det hele værd!!!!!