Separation og sodavandsdiskotek

Som tiden dog flyver afsted.
Mit sidste indlæg indledtes med at K nu havde været her i 2 uger og idag har jeg lige kørt hende til flyet. Hun er rejst hjem og huset føles ulideligt tomt. På trods af 2 katte, en hamster, fisk og 2 mine 2 drenge. Hun er væk. Der er ingen, der kommer hen og kysser mig i nakken, mens jeg sidder her ved PC'eren. Ingen, der giver mig en kram eller et kys, når de går forbi.

Og så dog. Mit ældste barn er meget kærlig for tiden. Han er ellers ved at blive en lille præ-teenager... Gyyyys... Han var til sodavandsdiskotek for første gang i fredags sammen med sin 3 år ældre fætter.
Han var bare for sej. Fik endda sat håret med géle. Noget han ellers hader!
Men jeg kan mærke på ham, at der er mange ting, der fylder for tiden. Der er selvfølgelig hele problematikken omkring skilsmissen og samværsordningen, som går ham på.
Han er som en lille svamp. Selvom vi forsøger ikke at involvere ham i ting, han ikke behøver forholde sig til, så suger han det hele til sig. Og der er ingen tvivl om, at han er i loyalitetskonflikt, på begge sider...
Og så er der hans problemer i skolen. Dvs at han har ikke faglige problemer, men sociale problemer og det synes jeg på en måde er værre. Hvis han havde faglige problemer, ville det være lettere at sætte ind med en handlingsplan. Men når man føler sig udenfor, føler sig uretfærdigt behandlet og misforstået, så er det en anden problematik og den er meget svært at gribe fat i.
Men der er fokus på problemerne, både fra vores og skolens side og det er godt. Det kommer til at tage tid, men det er ok. Bare der bliver forbedring at spore.

For at vende tilbage til kærligheden, så har det været 3 fantastiske dejlige uger. De er bare gået alt for stærkt.
Jeg havde selvfølgelig gjort mig nogle tanker forinden. Hvordan skulle det gå at have en hverdag sammen. Hvordan ville børnene reagere, når hun nu var her dagligt og i så lang tid. Hvordan ville hun trives herude på landet med husdyr, have og fluer og andre ulækre kryb, som hører sig til, når man bor udenfor bygrænsen.....

Men det er gået fantastisk godt. Drengene har tilsyneladenede accepteret at hun er her. Det må være svært for dem, men jeg synes de tager det flot.

Vi har bestået det nye parforholds første og afgørende stopprøver/forholdstestere. Vi har samlet møbler fra IKEA uden at komme op og skændes og samlet et monstrum af et hjemmelavet skab tungere end et ondt år uden at snerre af hinanden. Og det er stort ;-)
Så tror jeg på at vi kan klare alt!!!
Selvom dette langdistance-forhold er noget lort. Men jeg kan godt se, at i forhold til f.eks 100 eller 200 år siden, hvor man fik post en gang om måneden eller 2 gange om året, alt efter hvor man boede, så har vi det nemt i 2008. Eller ikke. Man bliver også hurtigt forvænnet. Man vænner sig til e-mails, sms'er, daglige flyafgange og alle andre bekvemmeligheder, der hører den højteknologiske tid til.

Men der er heldigvis mindre end 2 uger til vi ses igen............................................