Suburban happieness

Det er utroligt så hurtigt man kan tilpasse sig. Jeg kan ihvertfald.

K. har nu været her i 2 uger - og det er skønt. Skønt at komme hjem og blive mødt med et "Hej" og et kys - istedet for kun kattenes "giv mig mad NU" ritualer.

Vi har fundet en "rolig" hverdag, hvor vi suppelerer hinanden godt. Hun er en fantastisk sparringspartner. Stiller sig objektivt undrende til alt det kaos, der er omkring mig - og som hun uværgeligt bliver trukket ind i. Men hun formår at holde hovedet koldt og støtter mig, som jeg ikke troede var muligt. En støtte der hjælper og ikke giver anledning til dårlig samvittighed eller nye dilemmaer.

Det kan næsten lyde småborgerligt og kedeligt, når jeg her skriver om det. Men det er det ikke. Alt andet end kedeligt. Vi udforsker stadig hinanden og finder nye sider af hinanden, os selv og "os" - og det er spændende.
Og til alt det som jeg har set indtil videre, kan jeg kun sige "me like - me like alot!!"

Jeg har ferie i denne uge, hvor skolen er startet igen. Det er rart at kunne sende børnene i skole stille og roligt, uden selv at skulle ræse ud af døren. Det er skønt og luxeriøst.

K. ligger stadig og sover oppe i sengen. Om lidt går jeg op og putter mig hos hende. Og dét er lykken! Lige dér under en morgenvarm dyne, i den blødeste favn af alle..