Jeg kan høre græsset gro.

Idag er en dejlig efterårsdag. Solen skinner og det blæser men ikke for meget.
Dagene er blevet mærkbart kortere og det er også blevet koldere, men det er stadig smukt udenfor.
Desværre er det ikke koldt nok til at græsset er gået i vinterhi, så jeg skal ud og slå det om ganske straks. Hvornår holder det skidt op med at gro??

Drengene er hos deres far i denne uge, hvor de har vinterferie, så jeg har oceaner af timer for mig selv. Det er både godt og skidt.
Jeg når en pæn del. Jeg får skrevet i min blog. Jeg får vasket tøj. Jeg får ryddet lidt op. (Men ikke for meget - man skal heller ikke overdrive ;-))

Men det er også ensomt og det synes jeg engang imellem er træls. Jeg kan egentlig godt lide at være alene i perioder. Trives ganske godt med det, men på et tidspunkt bliver det lidt for patetisk kun at snakke med katten.
Jeg har for meget tid til at gå og tænke og til at savne.

Efter den skønneste høstweekend hos min elskede er savnet meget stort.
Vi sad og prøvede at koordinere kalendere i går aftes.
Det var nedslående.
Jeg kan ikke rejse til hende de weekender, hvor jeg har drengene. Og de weekender hvor jeg ikke har drengene kommer der andre ting i vejen.
Sådan ser det ud for de næste 5 uger. Meget deprimerende.

Men heldigvis har hun kunne udskyde nogle af sine gøremål, så hun kommer til mig sidst på måneden. Hurra hurra. Endda i en lidt forlænget weekend.
Det lyder måske lidt skørt, men hver time tæller, ja hvert minut endda, når man har så kort tid sammen som vi har.

Men så er det heldigt at vi er så gode til at udnytte tiden maximalt. Vi når det vi kan og oftest det vi vil......

Så selvom vi begge er rørende enige om at det er noget lort at skulle undvære hinanden, så er det så meget mere luxeriøst at vi overhovedet har hinanden - både at elske og at savne....