Overgreb

I morgen er det en uge siden at jeg blev udsat for et voldsomt overfald af min x..

Det kom meget pludseligt og uventet og rystede mig i mine grundvolde.

Jeg har været i syv sind om jeg skulle skrive det her i bloggen, men i og med at jeg er anonym og dem der er tættest på mig ved det, besluttede jeg mig for at fortælle om det.


Værst er ikke den fysiske del af det, det er til at føle på og forholde sig til. Men det værste er at blive truet på livet. At få taget kvælertag og truet med at blive slået ihjel og truslen om at hente en kniv og dræbe mig. Det sad i mig i lang tid. Det der fløj igennem mit hovet var, at jeg skulle skynde mig hen og hente mine børn og få dem med hjem, så han ikke gjorde noget dumt ved dem. Ikke fordi at jeg nu tror at han ville gøre det, men det var min umiddelbare tanke.

Men jeg har det bedre nu.
Det virker så fjernt og uvirkeligt, men jeg har heldigvis stadig de blå mærker, der minder mig om at det så sandelig var virkeligt.

Jeg har meldt ham til politiet. Det er en underlig følelse at anmelde sine barns far, den mand jeg har været sammen med i over 11 år til en fremmed politibetjent. Fortælle i detaljer hvordan det foregik - og der er allerede nu mange detaljer, der er smuttet for mig.
Jeg kan f.eks. ikke huske om han sad ovenpå mig, da jeg lå ned. Jeg kan ikke huske hvor meget jeg kæmpede for at komme fri. Jeg husker det somom jeg var meget passiv og det skræmmer mig. Havde altid troen at jeg ville kæmpe med næb og kløer, hvis det nogensinde skulle ske for mig. Men jeg prøvede mere på at undvige og sagde til ham, at han skulle stoppe. Det gjorde jeg gentagne gange og til sidst stoppede han også.
Det hele skete meget hurtigt. Jeg tror at der gik max 15 min fra jeg kom ind ad døren, til jeg var ude igen. Men min tidsfornemmelse er ikke til at stole på.

Jeg fortryder ikke et sekund at jeg har anmeldt ham. Men jeg er ked af de konsekvenser det kommer til at få for hans liv, fordi det kommer til at pårøre mine børn. Ikke for hans skyld, men for deres.

De ved heldigvis ingenting og skal heller aldrig have det at vide, hvis det på nogen måde kan undgåes.

Jeg har efterfølgende haft mange, som har støttet og hjulpet mig. Både direkte og indirekte. Mine søskende og min veninde har værét hos mig og igår var første gang at jeg skulle være helt alene. Men det var ok. Jeg er ikke bange. Heldigvis. Jeg føler mig stærk - han skal ikke have lov til at knække mig.....

Men jeg glæder mig meget til min elskede kommer om 2 dage. Det har været svært ikke at have hende tættere på. Men alligevel så er hun hos mig - altid. Både i telefonen, på computeren og i mine tanker. Og det hjælper. Men helt godt bliver det først, når jeg kan putte mig ind til hende igen - om meget snart.......