Efterveer og oprejsning.

I lørdags kom X herud og hentede drengene. Det var første gang at jeg så ham efter angrebet. Dvs at jeg gjorde alt for ikke at se ham. Jeg blev indendøre mens drengene gik udenfor til ham, men jeg måtte ud for at kysse drengene farvel. Jeg så silhouetten af ham og fik det dårligt. Jeg fik ondt i maven og græd bagefter.

Derefter skulle jeg forberede mig på at se ham igen mandag eftermiddag til skolesamtale med den ældste dreng. Jeg havde svært ved at finde ud af hvordan jeg havde det med det. Jeg ville afsted for drengens skyld, men ville helst undgå det fordi jeg ikke ville se hans far.

Men typisk mig, så forsøgte jeg ikke at tænke for meget over det og istedet stole på min mavefornemmelse. Så jeg tog afsted.

Det var akavet. Jeg talte ikke med ham, kiggede ham ikke engang i øjnene, men fokuserede kun på min søn og talte med ham og kun ham.

Inde til samtalen slog det mig pludseligt at JEG har da for fa... ikke noget at skamme mig over. Hvor skal jeg gå rundt og have det skidt, når det er HAM der er idioten?! Og så drejede jeg hovedet og kiggede på ham fra siden uden at han så på mig. Jeg følte foragt og overlegenhed. Tænkte at hvis han bare følte sig en brøkdel så lille, som jeg syntes han var - så var han ca. på smølfestørrelse!

Men jeg besluttede mig for at hæve mit hoved og gå derfra med min stolthed i behold. Vist er der meget som jeg har gjort i hele dette forløb, som kunne være gjort bedre og med mere fintfølelse. Men jeg har aldrig prøvet at blive skilt før og jeg synes at jeg har gjort det så godt som jeg har kunnet, ud fra de givne omstændigheder. Såeh deeet.....

Jeg har dagligt hovdpine, formodentlig pga slaget, der gav en lille hjernerystelse - og det er min daglige reminder om hvilken stor nar han er. I tilfælde af at jeg skulle glemme det for en kort stund.

Min elskede er nu tættere og tættere på (ihvertfald i mine tanker) og om kun 2 dage er hun så tæt på, at jeg kan kramme hende hårdt og kysse hende fra top til tå.... Hvilken lyksalighed....