The only gay in the village

Jeg er langt om længe blevet færdig med bogen "lesbisk med forsinkelse" og kan ikke finde ud af om jeg egentlig bare er mere frustreret efter at have læst den, fordi jeg ikke rigtig synes at jeg kan identificere mig med nogen af dem.
Og fordi at jeg egentlig også synes at den er enormt dårligt skrevet, men sådan bliver det nok, når man skal koge et helt liv ned på 8-10 sider.
Men jeg bøjer mig i dyb respekt for de modige kvinder, der står frem i bogen og fortæller deres spændende hitorier.

Der er nogle brudstykker i andres tanker og skæbner, som jeg kan forholde mig til, men ikke nok til at det giver ret meget mening for mig.
Fælles for dem alle er at de har haft meget glæde af HMF-gruppen (homo med forsinkelse) og den støtte de har oplevet af det fællesskab, som det har givet dem. Så jeg overvejer at være lidt mere aktivt søgende i forhold til et sådant fællesskab, for helt ærligt, så er det fu.... ensomt her i landsbyen når min elskede K ikke er her.

Jeg savner at kunne snakke med ligesindede, som også slås med dårlig samvittighed, dumme, bitre x-mænd og den krise/forandring det pludselig er at stå frem i verden som officielt lesbisk efter så mange år i et straigh liv. Især når den verden er så lille og lukket, som der hvor jeg bor.

Der er et debatforum under LMF (lesbisk med forsinkelse), men det har jeg ikke haft adgang til medmindre jeg har betalt for VIPmedkemskab, da de kun lukker et vist antal "gratister" ind.
Og så går der principiel stædighed i mig. Jeg bliver totalt 3-årig og nægter at bøje mig - indtil nu ;-) Men jeg holdt stand i over 1 måned, så var det slut. Blev træt af aldrig at kunne komme ind i debatten..........
Men lang de fleste tiltag foregår desværre i København, så det er allerede udelukket. Nej jeg må bare indse at det er hårdt og ensomt at være "the only gay in the village"... :-)
-