Sol og krystalkugle......

Nu ender det nok snart med at jeg bliver smidt ud af blogverdenen, så sjældent som jeg skriver for tiden........

Men det seneste, der er sket er at min kæreste og jeg skulle på en kærlighedsferie sydpå.
Den første (og nok eneste i lang tid) uden børn og mens hun stadig kunne flyve.

Vi nåede at være dernede i 7 timer, da telefonen ringede og min X fortalte at min yngste søn var blevet indlagt med meget høj feber, ondt i maven og eksplosive opkast.
De troede i første omgang at det kunne være blindtarmsbetændelse og truede med at han skulle opereres....
Jeg gik næsten i panik. Kunne ikke klare tanken om at være så lang væk hjemmefra mens han lå på sygehuset med drop og en operation hængende over sig.

Så de næste 10 timer gik med at finde ud af hvornår og hvordan vi kunne komme hjem igen.

Det blev en længere tur med forsinket fly og en ekstra overnatning på hotel i Kbh, fordi vi missede det sidste fly til provinsen.
Men 30 timer fik vi under de sydlige himmelstrøg. Nåede lige at blive dyppede i Middelhavet, men solen satte ikke de store spor, når man smører sig ind i faktor 20.

Og enden blev på det blev at da vi endelig kom hjem kl 12.30, på 3. dagen for hans indlæggelse, blev han udskrevet....... De mente at det havde været en voldsom virusinfektion....

Så der sad vi så i DK istedet for i sydens sol og varme... Surt show..........

Men vejret var heldigvis dejligt, så vi havde en lille miniferie, hvor vi tog til stranden og spiste is og stegte rødspætter. Men vandet var godt nok noget koldere end Middelhavet!!

Havde man dér haft en krystalkugle, så havde det været fedt...
-

Milesten

Min kæreste har været til scanning idag.
Nakkefoldsscanning og risikoberegning.

Hun 13 + 0 og det hele er indtil videre gået godt. Ihvertfald set fra mit synspunkt.
For hende har det derimod været en op og nedtur af håb, skuffelse, bekymring og angst for at håbe... Men det ved den lille ikke noget om.
Den ligger trygt derine i maven og vokser med lynets hastighed.

Og scanningen idag viste også at der kun er 0,08 procents risiko for at det er et kromosomsygt barn.
Eller sagt på en anden måde - 99,92 procents chance for at den helt enkelt er sund og rask.
Og det må da siges at være ganske gode odd's.

Nemmerli'!!

Nytårsforsæt

Jeg havde et nytårsforsæt om at jeg ville være bedre til at skrive i min blog i 2009, men det har vist sig at være svært at holde dette løfte. (Det og så at jeg skal tabe de 4 kg som jeg har taget på i december måned!)



Der er sket mange ting. Rigtig mange ting.

Både gode og knap så gode.



På den gode side, så er min elskede stadig gravid og indtil nu går det som det skal. Den lille inde i maven er 1,5 cm stor (eller lille om man vil) og hun er ramt af alle de bekymringer, der følger med i den tidlige graviditet. Tør dårligt tro på at alt går som det skal og at det skal blive ved med det. Men det ved den lille heldigvis ikke noget om. Den vokser videre, lykkelig uvidende om alle de bekymringer dette afstedkommer.
Uanset hvad så er det ude af nogens hænder. Den skal bare have de bedste vækstbetingelser og det har den. Så vi fortsætter med at håbe og ønske at alt skal fortsætte med at gå godt.

På den knap så gode side, så har min x-svigerfamilie vendt mig ryggen. X's forældre vil ikke have noget med mig at gøre, og i deres verden er det åbenbart ok at slå på andre og de blå mærker jeg fik, havde jeg sikkert bare sminket mig til for at få melidenhed. Hvor lang ude kan man være?!?!
Men jeg må nok sige at det er ikke det store savn for mig ikke at havde dem i mit liv længere. Det er virkelig ikke mennesker der bidrager med noget som helst positivt til deres omgivelser. Altid når man er sammen med dem, skal man lægge øre til alle deres elendigheder. De spørger aldrig "nå hvordan går det så med dig?". De er de mest selvcentrerede og selvopfyldte mennesker jeg nogensinde har mødt. Og jeg er bare glad for at jeg ikke behøver at lægge øre til deres brok længere....

X skal for retten i morgen og jeg er nervøs for udfaldet. På den ene side, så håber jeg at han bliver dømt, men jeg ønsker ikke at han skal i fængsel. Det ville være en større straf for ham at blive idømt samfundstjeneste - især ulønnet. Jeg ville fryde mig baglæns, hvis han f.eks. skulle skifte bleer på et plejehjem. Men det ville til gengæld være enormt synd for de stakkels gamle at skulle passes af ham.
-

Gråvejr, huller i væggen og fred på jord.

Idag er det gråt udenfor - og også indenfor.
Min elskede er rejst idag og er på vej hjem til sit liv hjemme hos hende selv. Hun har været her en hel uge og det har været aldeles luxus. Vi skal ses igen allerede om 10 dage, hvor jeg rejser over til hende for at holde jul sammen med hendes familie. Drengene skal være hos deres far, så det passer mig fint at rejse langt væk, hvor der ikke er noget, der minder mig om drengene eller skilsmissen.
Hvor der derimod er en varm og kærlig favn, som jeg kan putte mig ind til. Glemme alt om advokater, hademails, samværsordninger, retssag og meget meget mere fra den trælse skuffe.

Drengene kommer hjem om 2 timer og jeg har travlt med at rydde op og hænge hylder op. Lige nu går det ikke som planlagt. Der er 4 store huller i væggen og ingen rawplugs tager ved. Lortevæg. Beton, der bare smuldrer, når man borer i det. Men den ene hylde er oppe, den anden ligger på gulvet.
Og sådan føler jeg generelt at mit liv er lige nu. Halvt færdig med en masse hængepartier. Jeg bliver snart 40... Bor til leje i et gammelt hus ude i en lille landsby, er økonomisk noget nær en katastrofe (nej - konvolut ordningen kører ikke særlig godt lige for tiden) og X sender mails, der hyler mig ud af den i tide og utide.......

Så i julegave ønsker jeg mig:

- Fred på jord (og er det for ambitiøst, ja så bare i mit eget liv da....)
- En stor gevinst i klasselotteriet (men først efter at separationen er trådt i kraft, for ellers skal jeg dele med X!!)
- 2 børn, der er glade eller i det mindste ikke ulykkelige.
- Og sidst men ikke mindst, at min elskedes højste ønske går i opfyldelse....

Jeg synes ikke at det er så meget at forlange.

Hos psykologen.

Jeg har været til psykolog igen idag. Jeg fik tildelt 12 sessioner efter overfaldet hvoraf sygesikringen betaler halvdelen. Det er godt at det er billigere, ellers havde jeg aldrig haft råd til at komme afsted.
Hun er utroligt behagelig og tillidsvækkende. Det er vigtigt for mig at jeg føler mig tryg ved hende. Jeg har ellers altid haft nærmest præstationsangst, når jeg har skullet tale med psykolog eller lign. Men det har jeg ikke med hende. Jeg taler bare, græder, raser, ynker og hun lytter og kommer med de helt rigtige observationer, kommentarer og bemærkninger.
Og så er hun helt og holdent på min side, kan jeg mærke og det betyder alt for mig. Ikke at hun skal give mig ret i alt hvad jeg siger, men fordi hun anerkender mine følelser og hjælper mig til at holde fast i dem.
For det er svært. Det er svært at holde fast i mine følelser, når X kommer med sine manipulative mails og sms'er.

Dagen efter overfaldet sendte han en mail, hvor han undskyldte for det utilgivelige han havde gjort, men samtidig giver mig ansvaret for at han gjorde det, da det var "en reaktion på afmagt, og den måde jeg føler du behandler mig på og taler til mig på." Så dér fralægger han sig så ansvaret igen.

Efterfølgende er der sket flere ting, hvor han videre verbalt overfalder mig og anklager mig for div. ting. Og nu er han så nået dertil, at det er min skyld at han skal straffes for at have overfaldet mig!!! Han spørger hvilken glæde jeg har af at køre retssag mod ham, udover at få ham fyret og forhindre ham i at se sine børn..... Og at han kun fortæller andre sandheden om hvordan jeg er og hvad jeg har lavet og hvis jeg ikke kan håndtere det, så skulle jeg have tænkt mig om inden jeg lavede "sådan noget griseri"......

Jeg sendte ham en sms med billeddokumentation af hans kvælningsforsøg og slag og spurgte ham om det var det her, han mente at han ikke skulle stå til ansvar for... Jeg har ikke fået noget svar...

Det ene øjeblik er jeg hård og nægter at lade ham ramme mig og det næste øjeblik får jeg en knude i maven og hjertebanken og går helt ned i kælderen. Denne rutsjetur af følelser er utroligt hård og svær.
Men det er følelsen af afmagt, der er allerværst. Jeg føler at jeg intet kan stille op mod hans angreb. At alle mine forsøg på forsvar overhovedet ikke synker bare den mindste smule ind. Det preller af på ham og han fortsætter sit forsvar med at kaste en masse ting i hovedet på mig. Han projicerer i en sådan grad, at han er umulig at nå.

Psykologens råd var at jeg skulle skrive et brev til ham, for at komme af med min vrede. Men at han ikke skulle have brevet. Det skulle kun være en hjælp til mig selv. Så det vil jeg gøre. Jeg vil starte på det nu, hvor der er ro i huset og drengene sover.

På den positive side, for det er der bestemt også, så havde jeg den luxeriøse oplevelse at se K i 1½ time idag. Hun havde et møde på disse kanter og jeg havde mulighed for at tilbringe 90 skønne minutter sammen med hende, inden hun skulle afsted igen. Hun kommer heldigvis tilbage i overmorgen og bliver i mange dage hos mig.
Ellers ville 90 minutter kun være tortur........

Og jeg har 54 kroner tilbage i konvolutten!!!

Efterveer og oprejsning.

I lørdags kom X herud og hentede drengene. Det var første gang at jeg så ham efter angrebet. Dvs at jeg gjorde alt for ikke at se ham. Jeg blev indendøre mens drengene gik udenfor til ham, men jeg måtte ud for at kysse drengene farvel. Jeg så silhouetten af ham og fik det dårligt. Jeg fik ondt i maven og græd bagefter.

Derefter skulle jeg forberede mig på at se ham igen mandag eftermiddag til skolesamtale med den ældste dreng. Jeg havde svært ved at finde ud af hvordan jeg havde det med det. Jeg ville afsted for drengens skyld, men ville helst undgå det fordi jeg ikke ville se hans far.

Men typisk mig, så forsøgte jeg ikke at tænke for meget over det og istedet stole på min mavefornemmelse. Så jeg tog afsted.

Det var akavet. Jeg talte ikke med ham, kiggede ham ikke engang i øjnene, men fokuserede kun på min søn og talte med ham og kun ham.

Inde til samtalen slog det mig pludseligt at JEG har da for fa... ikke noget at skamme mig over. Hvor skal jeg gå rundt og have det skidt, når det er HAM der er idioten?! Og så drejede jeg hovedet og kiggede på ham fra siden uden at han så på mig. Jeg følte foragt og overlegenhed. Tænkte at hvis han bare følte sig en brøkdel så lille, som jeg syntes han var - så var han ca. på smølfestørrelse!

Men jeg besluttede mig for at hæve mit hoved og gå derfra med min stolthed i behold. Vist er der meget som jeg har gjort i hele dette forløb, som kunne være gjort bedre og med mere fintfølelse. Men jeg har aldrig prøvet at blive skilt før og jeg synes at jeg har gjort det så godt som jeg har kunnet, ud fra de givne omstændigheder. Såeh deeet.....

Jeg har dagligt hovdpine, formodentlig pga slaget, der gav en lille hjernerystelse - og det er min daglige reminder om hvilken stor nar han er. I tilfælde af at jeg skulle glemme det for en kort stund.

Min elskede er nu tættere og tættere på (ihvertfald i mine tanker) og om kun 2 dage er hun så tæt på, at jeg kan kramme hende hårdt og kysse hende fra top til tå.... Hvilken lyksalighed....

Overgreb

I morgen er det en uge siden at jeg blev udsat for et voldsomt overfald af min x..

Det kom meget pludseligt og uventet og rystede mig i mine grundvolde.

Jeg har været i syv sind om jeg skulle skrive det her i bloggen, men i og med at jeg er anonym og dem der er tættest på mig ved det, besluttede jeg mig for at fortælle om det.


Værst er ikke den fysiske del af det, det er til at føle på og forholde sig til. Men det værste er at blive truet på livet. At få taget kvælertag og truet med at blive slået ihjel og truslen om at hente en kniv og dræbe mig. Det sad i mig i lang tid. Det der fløj igennem mit hovet var, at jeg skulle skynde mig hen og hente mine børn og få dem med hjem, så han ikke gjorde noget dumt ved dem. Ikke fordi at jeg nu tror at han ville gøre det, men det var min umiddelbare tanke.

Men jeg har det bedre nu.
Det virker så fjernt og uvirkeligt, men jeg har heldigvis stadig de blå mærker, der minder mig om at det så sandelig var virkeligt.

Jeg har meldt ham til politiet. Det er en underlig følelse at anmelde sine barns far, den mand jeg har været sammen med i over 11 år til en fremmed politibetjent. Fortælle i detaljer hvordan det foregik - og der er allerede nu mange detaljer, der er smuttet for mig.
Jeg kan f.eks. ikke huske om han sad ovenpå mig, da jeg lå ned. Jeg kan ikke huske hvor meget jeg kæmpede for at komme fri. Jeg husker det somom jeg var meget passiv og det skræmmer mig. Havde altid troen at jeg ville kæmpe med næb og kløer, hvis det nogensinde skulle ske for mig. Men jeg prøvede mere på at undvige og sagde til ham, at han skulle stoppe. Det gjorde jeg gentagne gange og til sidst stoppede han også.
Det hele skete meget hurtigt. Jeg tror at der gik max 15 min fra jeg kom ind ad døren, til jeg var ude igen. Men min tidsfornemmelse er ikke til at stole på.

Jeg fortryder ikke et sekund at jeg har anmeldt ham. Men jeg er ked af de konsekvenser det kommer til at få for hans liv, fordi det kommer til at pårøre mine børn. Ikke for hans skyld, men for deres.

De ved heldigvis ingenting og skal heller aldrig have det at vide, hvis det på nogen måde kan undgåes.

Jeg har efterfølgende haft mange, som har støttet og hjulpet mig. Både direkte og indirekte. Mine søskende og min veninde har værét hos mig og igår var første gang at jeg skulle være helt alene. Men det var ok. Jeg er ikke bange. Heldigvis. Jeg føler mig stærk - han skal ikke have lov til at knække mig.....

Men jeg glæder mig meget til min elskede kommer om 2 dage. Det har været svært ikke at have hende tættere på. Men alligevel så er hun hos mig - altid. Både i telefonen, på computeren og i mine tanker. Og det hjælper. Men helt godt bliver det først, når jeg kan putte mig ind til hende igen - om meget snart.......

Mod.

Min søster er på tøseferie sydpå.
Hun ringede til mig - helt høj, eksalteret og kun en lille smule beruset - og fortalte at hun var hoppet ud fra en 10 meter høj klippe. Ned i vand selvfølgelig.... ;-) Og bagefter drak hun sig stiv..
Det synes jeg er modigt.... Altså springet.. Ikke at drikke sig stiv ;-)

Det fik mig til at tænke på min egen situation.
Det tog mere mod end jeg nogensinde har kunnet mestre, at forlade min mand og ønske skilsmisse..
Men siden da synes jeg mit mod er svært at få øje på.

Jeg har tendens til at trække mig, når der er for voldsomme konfrontationer. Og jeg bliver mundlam og har svært ved at argumentere min sag, når jeg står overfor folk, der er veltalende og gode til at argumentere. Uanset om de har ret eller ej...

Men min største svaghed er, at jeg oftest handler ud fra mine føleleser og ikke altid ud fra hvad der er det mest fornuftige.... Og det er svært at argumentere for. Jeg føler mere at jeg skal forsvare mine handlinger bagefter. Og det er trættende og frustrerende.

Så jeg er nødt til at samle mig mod igen og argumentere for min sag. Hvis ikke jeg gør det, så kommer det her til at knække mig, fordi jeg hele tiden danser efter andres piber og ikke min egen.

To be continued............

Bekymring og glæde

Jeg ville ønske at jeg kunne spole tiden ½ år frem. Frem til dér, hvor der er faldet ro over tingene og hvor jeg ikke behøver at undertrykke det sug, der er i maven mere eller mindre konstant.
Et sug, som jeg forsøger at overdøve på mere eller mindre sund vis. Men det får være sådan for tiden. Jeg har ikke energi eller overskud til at løbe maraton'er eller spise GI-kost for tiden. Den står istedet på masser af god mad, sukker i mange forskellige forklædninger og en masse hygge øl og vin. Undskyldningen er, at vi har ferie. Og hvor heldigt at vi har ferie forskudt af hinanden, så den undskyldning har vi brugt nu i snart 1½ måned.... Og den holder 1½ uge endnu ;-)

Men der er også meget glæde midt i det hele. Og dagen i dag er ganske særlig. I dag er det præcis et år siden, jeg så min elskede for aller første gang.
Og det skal fejres.

To be continued..........