Sulten på en lyserød sky...

Er kommet hjem igen til Danmark efter en dejlig - omend alt for kort - weekend i Sverige.

En weekend fyldt med hygge og kærlighed - masser af kærlighed.
Det sidder stadig i hele systemet og summer. I mit hjerte og i hele min krop.
Fik slet ikke nok - blev ikke mæt.
Fik blot vækket appetitten... Som en lille smagsprøve.

Men om blot 2 dage kommer hun til mig. Om 2 laange dage...
Jeg længes med hele min krop og sjæl......
-

Lykke i forstaden

Jeg sidder i den blödeste morgenkåbe, varme hjemmestrikkede sokker på födderne, en kop varm te ved hånden og min käreste er ved at hänge vasketöj op.. Sagde nogen lykke ??

Selv ikke sms fra min nabo om at hamsteren er fundet död i buret kan ödelägge forstadsidyllen..

Stak hovedet ud i det grå formiddagsvejr på altanen og havde lyst til at skrige "JEG VIL HAVE SNE!!!" Men lod väre...
Tänker naboerne nok ikke ville väre så glade for en skrigende morgengrim dansker så tidligt en söndag formiddag.

Og nu skal vi lave morgenYoga...

Åh söndagslykke...

Blogs og minder.

Min kæreste har også en blog som jeg læste flittigt allerede inden vi blev kærester.

Hun skriver fabelagtigt godt og jeg har altid nydt at læse hendes blog.
Hun er klog og eftertænksom og formår så godt at få det ned på "papir".

Igår aftes sad jeg og læste nogle gamle indlæg. Indlæg fra før vi blev kærester og tiden omkring da vi mødtes for første gang som kærester-
Det var morsomt og rørende at læse om hendes tanker fra dengang. Og alle minderne stod så klare frem igen.
Og jeg huskede så klart da det gik op for mig at jeg var forelsket i hende - og at jeg havde været det i et godt stykke tid, uden at jeg selv var klar over det.

Jeg er så taknemlig og glad for at jeg har hende. At det faktisk var på et hængende hår at vi overhoved sås igen. Hun var på vej videre i sit liv, da jeg vovede alt og tog kontakt til hende og fortalte hende om mine følelser. Og heldigvis gengældte hun mine følelser. Hvilken lykke og hvilket held. Eller var det? Måske var det ikke held, men derimod skæbnen og så ville det være sket uanset, eller ikke. Det er en skræmmende tanke at tænke sig, hvis jeg ikke havde vovet at tage springet, hvor var jeg så nu i mit liv?

Uden tvivl var jeg stadig flyttet fra min x, men spørgsmålet er bare hvornår og hvordan.
Det ville måske have været et nemmere forløb efter seperationen, men jeg ville ikke have gjort det anderledes. Jeg ville ikke være foruden hende og alt det hun giver mig og er for mig - selvom det er en lang og besværlig process på mange måder.

Som en klog kvinde sagde til mig, du har sikkert gjort nogle fejl, men du har ikke gjort noget forkert - husk det.....
Så det husker jeg. Det og mange andre ting... Dejlige ting.. Min dejlige kæreste... Min dejlige gravide kæreste.....

Mellemdagene

Julen er veloverstået og nu gør vi klar til nytårsaften og forsøger at ignorere hvor meget bukserne strammer ovenpå al den gode julemad... Det tager jeg mig af til næste år ;-)
Jeg rejste til Sverige og holdt jul sammen med min elskede og hendes familie. Det var hyggeligt og godt ikke at skulle være i DK, når nu jeg ikke skulle holde jul sammen med drengene. Men hendes familie er helt fantastisk. Helt nede på jorden og de kan hygge sig sammen og skæmte med hinanden på en varm og kærlig facon. I det hele taget minder deres samværsmåde meget om min egen familie og hvor er det skønt at være sammen med nogen, som man svinger så godt med.

Som en ekstra julebonus fandt vi ud af lillejuleaften at K er gravid! Og det er helt fantastisk.
Alt ser ud til at gå rigtig godt. Hun har alle symptomer, testene er kraftigt positive og et meget tidligt ultralyd viste en lille gestationssæk, der lå hvor den skulle. Så vi krydser fingre, holder tummar og håber på det bedste. Og selvfølgelig kommer det til at gå godt denne gang. Det er hermed bestemt. Så det så!

Som et lille ps, så overvejer jeg hvor pseudogravid man kan være. Jeg synes at jeg har haft lidt ubehag, madlede og er også dødtræt... (Har dog ikke testet ;-))
Man må vel kunne blive ramt af hormoner sekundært, når man er meget tæt på hinanden eller hvad? Hvem ved hvor meget kroppen udskiller gennem huden og ved kys.. Tror ikke der er så mange videnskabelige undersøgelser om netop det emne desværre.
Eller også er det bare PMS :-)

Efterveer og oprejsning.

I lørdags kom X herud og hentede drengene. Det var første gang at jeg så ham efter angrebet. Dvs at jeg gjorde alt for ikke at se ham. Jeg blev indendøre mens drengene gik udenfor til ham, men jeg måtte ud for at kysse drengene farvel. Jeg så silhouetten af ham og fik det dårligt. Jeg fik ondt i maven og græd bagefter.

Derefter skulle jeg forberede mig på at se ham igen mandag eftermiddag til skolesamtale med den ældste dreng. Jeg havde svært ved at finde ud af hvordan jeg havde det med det. Jeg ville afsted for drengens skyld, men ville helst undgå det fordi jeg ikke ville se hans far.

Men typisk mig, så forsøgte jeg ikke at tænke for meget over det og istedet stole på min mavefornemmelse. Så jeg tog afsted.

Det var akavet. Jeg talte ikke med ham, kiggede ham ikke engang i øjnene, men fokuserede kun på min søn og talte med ham og kun ham.

Inde til samtalen slog det mig pludseligt at JEG har da for fa... ikke noget at skamme mig over. Hvor skal jeg gå rundt og have det skidt, når det er HAM der er idioten?! Og så drejede jeg hovedet og kiggede på ham fra siden uden at han så på mig. Jeg følte foragt og overlegenhed. Tænkte at hvis han bare følte sig en brøkdel så lille, som jeg syntes han var - så var han ca. på smølfestørrelse!

Men jeg besluttede mig for at hæve mit hoved og gå derfra med min stolthed i behold. Vist er der meget som jeg har gjort i hele dette forløb, som kunne være gjort bedre og med mere fintfølelse. Men jeg har aldrig prøvet at blive skilt før og jeg synes at jeg har gjort det så godt som jeg har kunnet, ud fra de givne omstændigheder. Såeh deeet.....

Jeg har dagligt hovdpine, formodentlig pga slaget, der gav en lille hjernerystelse - og det er min daglige reminder om hvilken stor nar han er. I tilfælde af at jeg skulle glemme det for en kort stund.

Min elskede er nu tættere og tættere på (ihvertfald i mine tanker) og om kun 2 dage er hun så tæt på, at jeg kan kramme hende hårdt og kysse hende fra top til tå.... Hvilken lyksalighed....

At vågne op.

En god ting, der kom ud af overfaldet er, at det udløser 12 samtaler hos psykolog med tilskud fra sygesikringen.
Planen var oprindeligt at min X og jeg sammen skulle til psykolog i et forsøg på at kommunikere bedre omkring skilsmissen og børnene. Men det blev aflyst efter d. 22.okt.
Vi prøvede også umiddelbart inden sommerferien, men hans dagsorden var at det var partherapi og at vi skulle finde sammen igen. Min dagsorden var at få ham til at forstå at det var slut og hvorfor. Så det var dømt til at mislykkes.

Jeg ved ikke om vi nogensinde kommer til at kommunikere godt og hvad er egentlig "godt"?
Lige nu passer det mig fint ikke at se ham eller tale med ham. Den holder ikke i længde, det ved jeg godt. Men jeg får ondt i maven bare ved tanken om at støde ind i ham eller høre hans stemme i tlf. Så lige nu holder jeg afstand - og det gør han heldigvis også.

Men jeg var til psykolog igår.
Det var en positiv oplevelse. Jeg var lidt bekymret for om jeg bare ville sidde og vræle, men der kom rent faktisk også fornuftige ting ud af min mund. Hjulpet godt på vej af hendes indsigtsfulde spørgsmål.

Det gik pludselig op for mig mens jeg stod og vaskede op her til mogen - at jeg overhovedet ikke bryder mig om den person X er og egentlig aldrig har gjort. Men på en eller anden måde, så har den første tiltrækning og sidenhen den opslugthed man oplever af fælles familiegøremål, husprojekter, ferieplanlægning, arbejde osv osv gjort, at jeg ikke har stoppet op før nu og tænkt nærmere over det.

Tænk at have været sammen i så mange år med en, som man dybest set er uenig med om stort set alt og i perioder har jeg ligefrem foragtet ham... Men da jeg ikke er en furie og til tider konfliktsky, har jeg for det meste trukket mig og ikke taget det store opgør. Før nu.

Nu hvor jeg endelig havde samlet nok mod sammen.

Mod som er kommet til mig gennem det sidste år og blev forstærket af en spirende følelse af at der var en anden, jeg skulle være sammen med.

En person som jeg bryder mig rigtig meget om.

En som er morsom, klog, indsigtsfuld, empatisk, smuk, sexet og på alle måder et dejligt menneske.

Og hun lytter til mig og tvinger mig til at reflektere ved at spørge ind til tingene. Og det er hårdt for sådan en som mig, der er mere vant til at lægge låg på sine følelser og ikke lytte til dem. Men jeg bliver bedre og bedre til det og det er jeg hende taknemlig for......

Og bedst af alt er, at jeg elsker hende og hun elsker mig..................................

Hverdag igen.

Jeg har fået drengene tilbage igen og det er skønt. Jeg savner at undvære dem i en hel uge, især da jeg overhovedet ingen lyst havde til at aflevere dem hos deres far, efter det han havde udsat mig for. Var og er vred på ham og vil helst ramme ham dér, hvor det gør allermest ondt - nemlig ved at tage børnene fra ham. Men det ville være en større straf for børnene end det ville være en glæde for mig. Så jeg bider det i mig - for nu.

På plus siden har jeg haft en skøn forlænget weekend med min elskede, sødeste, dejligste kæreste.... Hun kom i torsdags og blev til søndag eftermiddag.
Det holdt ellers hård at hun overhovedet kunne komme.
Sterling krakkede jo, og alle vores efterårs og julebiletter gik i vasken. Penge lige ned i afløbet. Og siden en masse panik om hvilke billetter, hun så kunne få fat på, hvornår hun kunne rejse osv. osv.
Men det lykkedes heldigvis......

Vi har hygget og myset os ;-)
Lørdag havde vi en luksusdag i spabad og store vamsede badekåber. Det var terapi for sjælen og de blå mærker.... Bare ligge der i varmen og kigge ud på efterårsvejret med falmende og faldende blade på træerne gennem store panoramavinduer mens vi fråsede i fri frugt og vand... Mums....
Det er ikke sidste gang det er prøvet...

Og nu er der heldigvis kun 10 dage til vi ses igen (siger vi - selvom der er reelt er 12) og det er jo ikke så længe til..

Hjemrejseblues

Det er söndag aften og jeg sidder i lufthavnen og venter på at mit fly skal bringe mig tilbage til DK. Bag mig ligger en dejlig weekend i min elskedes favn.

Det har, som altid, väret skönt at besöge hende. Når jeg er hos hende, glemmer jeg alle de trälse ting, der ligger og venter på mig derhjemme. Hun er min oase, hvor jeg tanker energi og kärlighed. Masser af kärlighed. Når jeg kigger ind i hendes smukke blå öjne, glemmer jeg tid og sted og svömmer bare hen i forelskelsens vidunderlige varme.

Efter en lang rejse med nattog fra Jylland og et tidligt morgenfly, kom jeg hjem til hende tidligt fredag formiddag. Så det föles somom vi har haft mange timer sammen, selvom det altid föles som at det er for få..... Fredag aften var vi i byen og se et stand-up show, og selvomder var visse sproglige vanskeligheder, så var det ganske morsomt..
Lördag var vi fantastisk effektive. Vi var på shopping... Vi gik simpelthen Shop-Amok. Og det var ganske underholdene, isär fordi ingen af os bryder os specielt meget om at shoppe.
Og på trods af dårligt vejr, var der enormt mange mennesker ude og shoppe, så det var besvärligt at komme frem og tilbage.

Men vi fungerede helt fantastisk som et shoppe-team. Hun prövede en masse töj og jeg löb rundt mellem stativerne og hentede de rigtige störrelser og farvekombinationer.
Det var morsomt at väre Shopping-assistant. Isär fordi jeg selv slap for at pröve töj (hvilket jeg hader!!) og fordi det var en fornöjelse at se, hvor fin hun blev.. Det er hun nu skam altid - men det er sjovt at blive inspireret og köbe töj, man ellers ikke ville have fundet på at pröve selv. Og fin, det blev hun!

Og nu sidder jeg her i lufthavnen og savner hende, så det gör fysisk ondt!. Men om alt går vel, ses vi snart igen.. Om kun 17 dage. Kun 17 x 24 x 60 sekunder. Og det er da vel ikke så länge - er det???

Mandag igen.

En dejlig weekend er lige slut. Der har været årlig tivoli og marked her i byen. Drengene, K og jeg har hygget os med karusseller og skydetelt. Jeg ramte plet hver gang. Forestillede mig bare min eksmands ansigt på sigtekornet!!!

Idag er det præcis 5 mdr siden at K og jeg var sammen for første gang.... Det føles både meget længere siden men også meget kortere siden. Jeg har jo kendt hende i længere tid og derfor har hun også været i mit liv i længere tid. Men samtidig føles det som utroligt kort tid siden, at vi var sammen for første gang.

Der er sket rigtig meget på kort tid, når man kigger tilbage på det, men det har føltes helt ok. Jeg plejer at være god til at tage tingene, som de kommer uden at gøre dem for komplicerede på forhånd. Men jeg kan mærke at al den planlægning af datoer, tidspunkter, møder, ankomster og afrejser, hvornår børnene er hér eller dér begynder at føles lidt kompliceret for mig.
Jeg plejer som regel ikke at vide, hvad der sker ret langt ud i fremtiden, men nu har jeg virkelig brug for min kalender i alt hvad jeg gør.. Og jeg er ikke ret god til skemalægning og langtidsplanering. Jeg dobbeltbokker og glemmer aftaler - og det irriterer mig grænseløst. Jeg plejer selv at have meget lav tolerance for sådan ustrukturerethed hos andre.

Men sådan former mit liv sig lige nu. Og det skal jeg bare vænne mig til. Jeg skal blive bedre til at planlægge... Måske jeg skulle købe en større kalender med plads til flere notater....
Eller ansætte en privatsekretær. Det skulle være så populært........

Separation og sodavandsdiskotek

Som tiden dog flyver afsted.
Mit sidste indlæg indledtes med at K nu havde været her i 2 uger og idag har jeg lige kørt hende til flyet. Hun er rejst hjem og huset føles ulideligt tomt. På trods af 2 katte, en hamster, fisk og 2 mine 2 drenge. Hun er væk. Der er ingen, der kommer hen og kysser mig i nakken, mens jeg sidder her ved PC'eren. Ingen, der giver mig en kram eller et kys, når de går forbi.

Og så dog. Mit ældste barn er meget kærlig for tiden. Han er ellers ved at blive en lille præ-teenager... Gyyyys... Han var til sodavandsdiskotek for første gang i fredags sammen med sin 3 år ældre fætter.
Han var bare for sej. Fik endda sat håret med géle. Noget han ellers hader!
Men jeg kan mærke på ham, at der er mange ting, der fylder for tiden. Der er selvfølgelig hele problematikken omkring skilsmissen og samværsordningen, som går ham på.
Han er som en lille svamp. Selvom vi forsøger ikke at involvere ham i ting, han ikke behøver forholde sig til, så suger han det hele til sig. Og der er ingen tvivl om, at han er i loyalitetskonflikt, på begge sider...
Og så er der hans problemer i skolen. Dvs at han har ikke faglige problemer, men sociale problemer og det synes jeg på en måde er værre. Hvis han havde faglige problemer, ville det være lettere at sætte ind med en handlingsplan. Men når man føler sig udenfor, føler sig uretfærdigt behandlet og misforstået, så er det en anden problematik og den er meget svært at gribe fat i.
Men der er fokus på problemerne, både fra vores og skolens side og det er godt. Det kommer til at tage tid, men det er ok. Bare der bliver forbedring at spore.

For at vende tilbage til kærligheden, så har det været 3 fantastiske dejlige uger. De er bare gået alt for stærkt.
Jeg havde selvfølgelig gjort mig nogle tanker forinden. Hvordan skulle det gå at have en hverdag sammen. Hvordan ville børnene reagere, når hun nu var her dagligt og i så lang tid. Hvordan ville hun trives herude på landet med husdyr, have og fluer og andre ulækre kryb, som hører sig til, når man bor udenfor bygrænsen.....

Men det er gået fantastisk godt. Drengene har tilsyneladenede accepteret at hun er her. Det må være svært for dem, men jeg synes de tager det flot.

Vi har bestået det nye parforholds første og afgørende stopprøver/forholdstestere. Vi har samlet møbler fra IKEA uden at komme op og skændes og samlet et monstrum af et hjemmelavet skab tungere end et ondt år uden at snerre af hinanden. Og det er stort ;-)
Så tror jeg på at vi kan klare alt!!!
Selvom dette langdistance-forhold er noget lort. Men jeg kan godt se, at i forhold til f.eks 100 eller 200 år siden, hvor man fik post en gang om måneden eller 2 gange om året, alt efter hvor man boede, så har vi det nemt i 2008. Eller ikke. Man bliver også hurtigt forvænnet. Man vænner sig til e-mails, sms'er, daglige flyafgange og alle andre bekvemmeligheder, der hører den højteknologiske tid til.

Men der er heldigvis mindre end 2 uger til vi ses igen............................................

Bekymring og glæde

Jeg ville ønske at jeg kunne spole tiden ½ år frem. Frem til dér, hvor der er faldet ro over tingene og hvor jeg ikke behøver at undertrykke det sug, der er i maven mere eller mindre konstant.
Et sug, som jeg forsøger at overdøve på mere eller mindre sund vis. Men det får være sådan for tiden. Jeg har ikke energi eller overskud til at løbe maraton'er eller spise GI-kost for tiden. Den står istedet på masser af god mad, sukker i mange forskellige forklædninger og en masse hygge øl og vin. Undskyldningen er, at vi har ferie. Og hvor heldigt at vi har ferie forskudt af hinanden, så den undskyldning har vi brugt nu i snart 1½ måned.... Og den holder 1½ uge endnu ;-)

Men der er også meget glæde midt i det hele. Og dagen i dag er ganske særlig. I dag er det præcis et år siden, jeg så min elskede for aller første gang.
Og det skal fejres.

To be continued..........

Sorg og bekymring

Jeg er knust.
Går rundt nærmest apatisk.
Har skiftevis ængstelse i hele kroppen og tungsind, så jeg nærmest ikke kan slæbe mine fødder afsted.

Jeg er i skilsmisseforhandling med min mand gennem snart 11 år.
Han er ved at acceptere, at jeg ikke elsker ham mere, men kan ikke forstå hvorfor.
Kan ikke se, at man skal være 2 for at få et ægteskab til at fungere. Han fralægger sig ethvert ansvar og har altid gjort det - samtidig med at han ville diktere dagsordenen.
Og det fortsætter han så med. Han kræver at børnene skal bo ved ham og at de så kan komme på besøg hos mig.. ??!!

Han har et arbejde, der gør at han er væk minimum 40 % af tiden og har været det de sidste 8 år. Og nu vil han så ind og påtage sig ansvaret for børnene. Jeg mener så, at det er da dejligt at han vil det, men at det ikke skal være på bekostningen af mig eller børnene. At de skal miste mig, som den primære person i deres liv. Det er og har altid været mig, der har stået for alle de arrangementer og planlægninger, der har været i og omkring børnenes og vores liv.
Så jeg har svært ved at tage det alvorligt, når han nu siger at han vil have dem.
Men samtidig, så er jeg bange. Bange for hvad han kan finde på at sige til børnene, for han skyr åbenbart ingen midler for at få sin vilje. Bange for at han vil vende dem mod mig og sætte dem i loyalitetskonflikt. Og det ønsker jeg virkelig ikke. Så er min umiddelbare tanke at jeg går med til hans krav for at beskytte børnene, men samtidig så VIL jeg ikke det. For jeg ved godt, hvad der er bedst for dem og hvem der er den primære person i deres liv.
Han skal selvfølgelig også være i deres liv og de skal have et godt forhold til ham, så det er jeg nødt til at anstrenge mig for at få også - men det er svært..

Sommer, sol og kærlighed

Der er varmt i Danmark for tiden. Rigtig varmt. Og jeg er på arbejde :-(
Mens jeg er på arbejde er K ( K - for Kærlighed eller Kæreste ;-) hjemme hos mig og nyder ferien. Og jeg nyder at have hende dér.
Jeg nyder at hun er hos mine børn, der også har ferie.

De er glade for hende - heldigvis - og hvorfor skulle de ikke være det. Hun er blid og sød og bare generelt dejlig!
Men det er en lettelse at de tager det så forholdsvis "flot" at deres mor pludselig har "dumpet" deres far og fundet en pigekæreste.
De er lidt generte ved det, forståeligt nok. Og vi er også diskrete, når vi er ude i samfundet.
Vil ikke gøre dem flove. For det er de jo også - et eller andet sted. Og det er også forståeligt.
De er så tilpas store, at de godt ved, at når man skiller sig ud fra den store øvrighed, så bliver der lagt mærke til en. På godt og svært. Og i den alder ønsker man jo ikke at skille sig ud. Man vil være en del af fællesskabet og accepteret.

Min største frygt er at de skal lide overlast. At de skal blive udsat for intolerance, småborgerlighed, snæversynethed og sexisme på mine vegne.
Det vil de uden tvivl komme ud for i en eller anden grad, på et eller andet tidspunkt, men jeg forsøger at ruste dem og forklare dem, at det er de andres dumhed, fordomme og frygt, der kommer til udtryk når de reagerer sådan. Og at vi reelt set ikke kan gøre noget ved det.

Jeg forsøger at opdrage dem til at være tolerante og acceptere forskelligheder, men ikke finde sig i andres dumheder.
Forsøger at lære dem at sige fra - men det er svært, når man ikke engang er teenager endnu. Forsøger at lære dem, at det vigtigste her i livet er at opføre sig ordentligt, være tro mod sig selv og gøre det, der føles rigtigst. Selvom det nogen gange kan være svært. Også selvom man kan komme til at såre andre. Men man har kun ét liv. Og hvis man er ulykkelig, tager man andre med sig i faldet - og det er heller ikke ønskeligt for nogen parter.

Men det er en svær balancegang..............

Den første gang. (igen)

Så er jeg på bloggen - igen.

Denne gang en noget hyggeligere udgave. For det meste i hvert fald.

Til en blog med denne titel må man nødvendigvis have en lyserød baggrund. Men jeg får se hvor længe jeg holder farven ud. Kunne forestille mig at den hurtigt bliver kvalm og trættende.

Titlen er inspireret af en anden turist, som rejser i andet ærinde. I hverfald til at starte med ;-)

Min egen rejse startede for alvor i marts, da det gik op for mig, at jeg var blevet forelsket i en anden. En anden end den mand jeg var gift med og havde været sammen med i 11 år. Og det var vildt.

Det havde været undervejs i et stykke tid, uden at jeg selv var klar over det. Men når jeg nu tænker tilbage, så har det ligget og luret og ulmet i baggrunden og bare ventet på at få lov til at eksplodere. Og det gjorde det så.

En dag, da jeg havde set hende, begyndte mine følelser langsomt at gå op for mig. Og det tog noget tid, inden jeg selv forstod, hvad der var ved at ske.

Men så fik det også lov til at ske. Det fik lov til at vokse og det gjorde det. Og det gør det stadig. Og det er ganske fantastisk.

Hun er grunden til at jeg turde tage springet, for hun holder mig oppe og griber mig, når jeg falder.

At være sammen med hende, er på alle måder så dejligt og ukompliceret, selvom de ydre omstændigheder en gang imellem synes uoverskuelige og vældig komplicerede.
Men det er så naturligt og ubesværet, når vi er sammen. Og så urimeligt og besværligt når vi ikke kan være sammen.......

En gang imellem kan jeg blive grebet af en lidt panisk/foruroligende følelse af at det er for godt til at være sandt. At hun er for god til at være sand. At hun skal forsvinde ud af mit liv, lige så pludseligt som hun kom. Men sådan er det jo med alle relationer. Når man knytter sig til nogen, så kommer også angsten for at miste med som en dunkel skygge , der lusker i baggrunden.
For når jeg i kraft mit valg, da jeg valgte hende, gjorde mennesker fortræd i processen, hvornår kommer min straf så? For den må nødvendigvis komme. Det er jo altid sådan....

Men indtil da, hvis det sker, så nyder jeg sommeren, det skiftende vejr, kærligheden og den lykke, der er i mit live lige hér og nu..