Sulten på en lyserød sky...

Er kommet hjem igen til Danmark efter en dejlig - omend alt for kort - weekend i Sverige.

En weekend fyldt med hygge og kærlighed - masser af kærlighed.
Det sidder stadig i hele systemet og summer. I mit hjerte og i hele min krop.
Fik slet ikke nok - blev ikke mæt.
Fik blot vækket appetitten... Som en lille smagsprøve.

Men om blot 2 dage kommer hun til mig. Om 2 laange dage...
Jeg længes med hele min krop og sjæl......
-

Konfirmation

Konfirmationen gik godt.

Vi kom ind i kirken 10 min inden det startede og da var kirken allerede fyldt helt op. Drengene gik først ind i kirken og farmor rejste sig fra 3. sidste bænk og kom løbende imod drengene med et stort smil. Tro egentlig først hun opdagede mig efter at hun havde sat sig i bevægelse.
Hun kiggede på mig, mens hun stadig smilte og sagde hej. Jeg kiggede koldt på hende og sagde hej. Havde så absolut ingen intentioner om at vise andet end kølig høflighed.
Så gik jeg direkte forbi hende sammen med drengene og vi satte os på bagerste bænk, hvor der lige var 3 pladser tilbage.

Efter konfirmationen gik vi alle udenfor. Der stod en flok af min svigervenindes familie og venner og de hilste varmt og hjerteligt på mig og gav mig knus. Mine X svigerforældre holdt sig i baggrunden og dem talte jeg ikke med - udover da svigermor kom og spurgte om hvornår drengene skulle køres hjem igen. De havde fået tilbuddet om at sove hos hende og jeg havde sagt til drengene, at det selvfølgelig var helt ok med mig.
Højdepunktet var da min 5 årige nevø kom stormende hen til mig og gav mig jordens største knus og lige i hælene på ham, kom min Xsvoger, med den yngste i armene og hilste på. Min lille nevø, som jeg havde været med til at bringe til verden. Jeg havde næsten tårer i øjnene.
Jeg følte virkelig at jeg stadig havde deres kærlighed og accept. På trods af min X og hans forældres forsøg på at ødelægge mit forhold til dem.

Så jeg gik derfra med hovedet højt løftet og var kun liiidet ked af at jeg ikke kunne være med til festen bagefter.

Jeg kom, jeg så, jeg sejrede.

Med fare for at lyde alt for skadefro, så ringede drengene til mig kl 22 og sagde at de gerne ville hjem og sove. De gad ikke at sove hos farmor... (Åh fryyyyd!!!)
-

Venten og længsel.

Sidder her i mit køkken efter hvad der sædvanligvis er min normale sengetid.

Jeg sidder og venter.

Skal have timerne og nu minutterne til at gå til jeg skal afsted. Uret fra IKEA hænger på væggen og tikker højlydt. Minutterne snegler sig afsted.

Jeg skal sætte mig ind i min bil om 35 og køre til lufthavnen og hente min elskede.
Hun er på vej til mig igen. Oh lykke.

Glæder mig til at se hende.

Glæder mig til at se hvor meget hendes mave er vokset siden jeg så hende sidst.

Glæder mig til at putte mig ind til hende og holde om hende.

Glæder mig til at vågne imorgen tidligt og mærke at hun ligger ved siden af mig i sengen.

Glæder mig til at køre hjem imorgen fra arbejde og vide at hun venter på mig derhjemme.

Savner hende.

Og nu er der kun 32 minutter til jeg skal køre........

Så gik der tid med det......
-

Narnia

-
Ligesom det var ved at blive varmere i vejret og de fortalte i radioen om fugle, der var gået i forårsmode, lader det til at vi skal rammes af sygdom herhjemme.



Drengene går og hoster og snøfter og jeg synes at jeg kan mærke at mine slimhinder lægger an til et eller andet ubehageligt. Og det giiiiiiiider jeg bare ikke lige nu.. Har ikke tid eller lyst.



Jeg skal på kursus hele weekenden og fredag aften skal jeg for første gang mødes med ligesindede.
Der er træf med andre Lesbiske Med Forsinkelse og jeg glæder mig. Men er også meget nervøs. Jeg ville ønske at min elskede K kunne komme med, så jeg havde en at holde i hånden.
Men også fordi at jeg ville være så stolt af at vise hende frem, som hende, der fik mig ud af det mørke, triste skab ;-)

Det er næsten som Narnia. Igennem det mørke og uhyggelige skab og man træder ind/ud i den mest fantastiske, smukke og fortryllede verden. Men også en verden med modstand og ondskab som man skal kæmpe imod.

Jeg er pr definition optimist, så jeg tror på en happy ending. Eller rettere så tror jeg på at man skal være lykkelig på rejsen hellere end at sætte alt på endestationen.

For man ved jo ikke hvor man ender. Og det kan i grunden også være ligegyldigt, så længe man rejser lykkeligt og ikke får pakket alt for meget gammelt lort med ned i kufferten ;-)

Det er bare så tungt at slæbe på.....

Så unødigt, som min elskede K siger.

Så vi rejser let. (Det er man nødt til, når man er "weekend kærester" og stort set kun har håndbagage med ;-)

-

Lykke i forstaden

Jeg sidder i den blödeste morgenkåbe, varme hjemmestrikkede sokker på födderne, en kop varm te ved hånden og min käreste er ved at hänge vasketöj op.. Sagde nogen lykke ??

Selv ikke sms fra min nabo om at hamsteren er fundet död i buret kan ödelägge forstadsidyllen..

Stak hovedet ud i det grå formiddagsvejr på altanen og havde lyst til at skrige "JEG VIL HAVE SNE!!!" Men lod väre...
Tänker naboerne nok ikke ville väre så glade for en skrigende morgengrim dansker så tidligt en söndag formiddag.

Og nu skal vi lave morgenYoga...

Åh söndagslykke...

Blogs og minder.

Min kæreste har også en blog som jeg læste flittigt allerede inden vi blev kærester.

Hun skriver fabelagtigt godt og jeg har altid nydt at læse hendes blog.
Hun er klog og eftertænksom og formår så godt at få det ned på "papir".

Igår aftes sad jeg og læste nogle gamle indlæg. Indlæg fra før vi blev kærester og tiden omkring da vi mødtes for første gang som kærester-
Det var morsomt og rørende at læse om hendes tanker fra dengang. Og alle minderne stod så klare frem igen.
Og jeg huskede så klart da det gik op for mig at jeg var forelsket i hende - og at jeg havde været det i et godt stykke tid, uden at jeg selv var klar over det.

Jeg er så taknemlig og glad for at jeg har hende. At det faktisk var på et hængende hår at vi overhoved sås igen. Hun var på vej videre i sit liv, da jeg vovede alt og tog kontakt til hende og fortalte hende om mine følelser. Og heldigvis gengældte hun mine følelser. Hvilken lykke og hvilket held. Eller var det? Måske var det ikke held, men derimod skæbnen og så ville det være sket uanset, eller ikke. Det er en skræmmende tanke at tænke sig, hvis jeg ikke havde vovet at tage springet, hvor var jeg så nu i mit liv?

Uden tvivl var jeg stadig flyttet fra min x, men spørgsmålet er bare hvornår og hvordan.
Det ville måske have været et nemmere forløb efter seperationen, men jeg ville ikke have gjort det anderledes. Jeg ville ikke være foruden hende og alt det hun giver mig og er for mig - selvom det er en lang og besværlig process på mange måder.

Som en klog kvinde sagde til mig, du har sikkert gjort nogle fejl, men du har ikke gjort noget forkert - husk det.....
Så det husker jeg. Det og mange andre ting... Dejlige ting.. Min dejlige kæreste... Min dejlige gravide kæreste.....

Nytårsforsæt

Jeg havde et nytårsforsæt om at jeg ville være bedre til at skrive i min blog i 2009, men det har vist sig at være svært at holde dette løfte. (Det og så at jeg skal tabe de 4 kg som jeg har taget på i december måned!)



Der er sket mange ting. Rigtig mange ting.

Både gode og knap så gode.



På den gode side, så er min elskede stadig gravid og indtil nu går det som det skal. Den lille inde i maven er 1,5 cm stor (eller lille om man vil) og hun er ramt af alle de bekymringer, der følger med i den tidlige graviditet. Tør dårligt tro på at alt går som det skal og at det skal blive ved med det. Men det ved den lille heldigvis ikke noget om. Den vokser videre, lykkelig uvidende om alle de bekymringer dette afstedkommer.
Uanset hvad så er det ude af nogens hænder. Den skal bare have de bedste vækstbetingelser og det har den. Så vi fortsætter med at håbe og ønske at alt skal fortsætte med at gå godt.

På den knap så gode side, så har min x-svigerfamilie vendt mig ryggen. X's forældre vil ikke have noget med mig at gøre, og i deres verden er det åbenbart ok at slå på andre og de blå mærker jeg fik, havde jeg sikkert bare sminket mig til for at få melidenhed. Hvor lang ude kan man være?!?!
Men jeg må nok sige at det er ikke det store savn for mig ikke at havde dem i mit liv længere. Det er virkelig ikke mennesker der bidrager med noget som helst positivt til deres omgivelser. Altid når man er sammen med dem, skal man lægge øre til alle deres elendigheder. De spørger aldrig "nå hvordan går det så med dig?". De er de mest selvcentrerede og selvopfyldte mennesker jeg nogensinde har mødt. Og jeg er bare glad for at jeg ikke behøver at lægge øre til deres brok længere....

X skal for retten i morgen og jeg er nervøs for udfaldet. På den ene side, så håber jeg at han bliver dømt, men jeg ønsker ikke at han skal i fængsel. Det ville være en større straf for ham at blive idømt samfundstjeneste - især ulønnet. Jeg ville fryde mig baglæns, hvis han f.eks. skulle skifte bleer på et plejehjem. Men det ville til gengæld være enormt synd for de stakkels gamle at skulle passes af ham.
-

Mellemdagene

Julen er veloverstået og nu gør vi klar til nytårsaften og forsøger at ignorere hvor meget bukserne strammer ovenpå al den gode julemad... Det tager jeg mig af til næste år ;-)
Jeg rejste til Sverige og holdt jul sammen med min elskede og hendes familie. Det var hyggeligt og godt ikke at skulle være i DK, når nu jeg ikke skulle holde jul sammen med drengene. Men hendes familie er helt fantastisk. Helt nede på jorden og de kan hygge sig sammen og skæmte med hinanden på en varm og kærlig facon. I det hele taget minder deres samværsmåde meget om min egen familie og hvor er det skønt at være sammen med nogen, som man svinger så godt med.

Som en ekstra julebonus fandt vi ud af lillejuleaften at K er gravid! Og det er helt fantastisk.
Alt ser ud til at gå rigtig godt. Hun har alle symptomer, testene er kraftigt positive og et meget tidligt ultralyd viste en lille gestationssæk, der lå hvor den skulle. Så vi krydser fingre, holder tummar og håber på det bedste. Og selvfølgelig kommer det til at gå godt denne gang. Det er hermed bestemt. Så det så!

Som et lille ps, så overvejer jeg hvor pseudogravid man kan være. Jeg synes at jeg har haft lidt ubehag, madlede og er også dødtræt... (Har dog ikke testet ;-))
Man må vel kunne blive ramt af hormoner sekundært, når man er meget tæt på hinanden eller hvad? Hvem ved hvor meget kroppen udskiller gennem huden og ved kys.. Tror ikke der er så mange videnskabelige undersøgelser om netop det emne desværre.
Eller også er det bare PMS :-)

Ostemad og kærlighed.

Min elskede og jeg sidder og spiser.
Hun skal køre mig på arbejde idag, så vi sidder og spiser morgenmad sammen i køkkenet. Klokken er meget tidligt og det er stadig mørkt udenfor.
Jeg sidder foran skærmen og tjekker de obligatoriske morgenting på nettet og hun sidder og læser den lokale ugeavis over en kop kaffe...
Ganske almindelige ting for par, som bor sammen, men luxus tilstand for et par, som har sparsomt med tid sammen og forsøger at få mest muligt ud af tiden sammen.
Trivielt?? Måske..
Småborgerligt?? Uden tvivl.....
Lykkeligt?? Helt sikkert...................

At vågne op.

En god ting, der kom ud af overfaldet er, at det udløser 12 samtaler hos psykolog med tilskud fra sygesikringen.
Planen var oprindeligt at min X og jeg sammen skulle til psykolog i et forsøg på at kommunikere bedre omkring skilsmissen og børnene. Men det blev aflyst efter d. 22.okt.
Vi prøvede også umiddelbart inden sommerferien, men hans dagsorden var at det var partherapi og at vi skulle finde sammen igen. Min dagsorden var at få ham til at forstå at det var slut og hvorfor. Så det var dømt til at mislykkes.

Jeg ved ikke om vi nogensinde kommer til at kommunikere godt og hvad er egentlig "godt"?
Lige nu passer det mig fint ikke at se ham eller tale med ham. Den holder ikke i længde, det ved jeg godt. Men jeg får ondt i maven bare ved tanken om at støde ind i ham eller høre hans stemme i tlf. Så lige nu holder jeg afstand - og det gør han heldigvis også.

Men jeg var til psykolog igår.
Det var en positiv oplevelse. Jeg var lidt bekymret for om jeg bare ville sidde og vræle, men der kom rent faktisk også fornuftige ting ud af min mund. Hjulpet godt på vej af hendes indsigtsfulde spørgsmål.

Det gik pludselig op for mig mens jeg stod og vaskede op her til mogen - at jeg overhovedet ikke bryder mig om den person X er og egentlig aldrig har gjort. Men på en eller anden måde, så har den første tiltrækning og sidenhen den opslugthed man oplever af fælles familiegøremål, husprojekter, ferieplanlægning, arbejde osv osv gjort, at jeg ikke har stoppet op før nu og tænkt nærmere over det.

Tænk at have været sammen i så mange år med en, som man dybest set er uenig med om stort set alt og i perioder har jeg ligefrem foragtet ham... Men da jeg ikke er en furie og til tider konfliktsky, har jeg for det meste trukket mig og ikke taget det store opgør. Før nu.

Nu hvor jeg endelig havde samlet nok mod sammen.

Mod som er kommet til mig gennem det sidste år og blev forstærket af en spirende følelse af at der var en anden, jeg skulle være sammen med.

En person som jeg bryder mig rigtig meget om.

En som er morsom, klog, indsigtsfuld, empatisk, smuk, sexet og på alle måder et dejligt menneske.

Og hun lytter til mig og tvinger mig til at reflektere ved at spørge ind til tingene. Og det er hårdt for sådan en som mig, der er mere vant til at lægge låg på sine følelser og ikke lytte til dem. Men jeg bliver bedre og bedre til det og det er jeg hende taknemlig for......

Og bedst af alt er, at jeg elsker hende og hun elsker mig..................................

Hverdag igen.

Jeg har fået drengene tilbage igen og det er skønt. Jeg savner at undvære dem i en hel uge, især da jeg overhovedet ingen lyst havde til at aflevere dem hos deres far, efter det han havde udsat mig for. Var og er vred på ham og vil helst ramme ham dér, hvor det gør allermest ondt - nemlig ved at tage børnene fra ham. Men det ville være en større straf for børnene end det ville være en glæde for mig. Så jeg bider det i mig - for nu.

På plus siden har jeg haft en skøn forlænget weekend med min elskede, sødeste, dejligste kæreste.... Hun kom i torsdags og blev til søndag eftermiddag.
Det holdt ellers hård at hun overhovedet kunne komme.
Sterling krakkede jo, og alle vores efterårs og julebiletter gik i vasken. Penge lige ned i afløbet. Og siden en masse panik om hvilke billetter, hun så kunne få fat på, hvornår hun kunne rejse osv. osv.
Men det lykkedes heldigvis......

Vi har hygget og myset os ;-)
Lørdag havde vi en luksusdag i spabad og store vamsede badekåber. Det var terapi for sjælen og de blå mærker.... Bare ligge der i varmen og kigge ud på efterårsvejret med falmende og faldende blade på træerne gennem store panoramavinduer mens vi fråsede i fri frugt og vand... Mums....
Det er ikke sidste gang det er prøvet...

Og nu er der heldigvis kun 10 dage til vi ses igen (siger vi - selvom der er reelt er 12) og det er jo ikke så længe til..

Overgreb

I morgen er det en uge siden at jeg blev udsat for et voldsomt overfald af min x..

Det kom meget pludseligt og uventet og rystede mig i mine grundvolde.

Jeg har været i syv sind om jeg skulle skrive det her i bloggen, men i og med at jeg er anonym og dem der er tættest på mig ved det, besluttede jeg mig for at fortælle om det.


Værst er ikke den fysiske del af det, det er til at føle på og forholde sig til. Men det værste er at blive truet på livet. At få taget kvælertag og truet med at blive slået ihjel og truslen om at hente en kniv og dræbe mig. Det sad i mig i lang tid. Det der fløj igennem mit hovet var, at jeg skulle skynde mig hen og hente mine børn og få dem med hjem, så han ikke gjorde noget dumt ved dem. Ikke fordi at jeg nu tror at han ville gøre det, men det var min umiddelbare tanke.

Men jeg har det bedre nu.
Det virker så fjernt og uvirkeligt, men jeg har heldigvis stadig de blå mærker, der minder mig om at det så sandelig var virkeligt.

Jeg har meldt ham til politiet. Det er en underlig følelse at anmelde sine barns far, den mand jeg har været sammen med i over 11 år til en fremmed politibetjent. Fortælle i detaljer hvordan det foregik - og der er allerede nu mange detaljer, der er smuttet for mig.
Jeg kan f.eks. ikke huske om han sad ovenpå mig, da jeg lå ned. Jeg kan ikke huske hvor meget jeg kæmpede for at komme fri. Jeg husker det somom jeg var meget passiv og det skræmmer mig. Havde altid troen at jeg ville kæmpe med næb og kløer, hvis det nogensinde skulle ske for mig. Men jeg prøvede mere på at undvige og sagde til ham, at han skulle stoppe. Det gjorde jeg gentagne gange og til sidst stoppede han også.
Det hele skete meget hurtigt. Jeg tror at der gik max 15 min fra jeg kom ind ad døren, til jeg var ude igen. Men min tidsfornemmelse er ikke til at stole på.

Jeg fortryder ikke et sekund at jeg har anmeldt ham. Men jeg er ked af de konsekvenser det kommer til at få for hans liv, fordi det kommer til at pårøre mine børn. Ikke for hans skyld, men for deres.

De ved heldigvis ingenting og skal heller aldrig have det at vide, hvis det på nogen måde kan undgåes.

Jeg har efterfølgende haft mange, som har støttet og hjulpet mig. Både direkte og indirekte. Mine søskende og min veninde har værét hos mig og igår var første gang at jeg skulle være helt alene. Men det var ok. Jeg er ikke bange. Heldigvis. Jeg føler mig stærk - han skal ikke have lov til at knække mig.....

Men jeg glæder mig meget til min elskede kommer om 2 dage. Det har været svært ikke at have hende tættere på. Men alligevel så er hun hos mig - altid. Både i telefonen, på computeren og i mine tanker. Og det hjælper. Men helt godt bliver det først, når jeg kan putte mig ind til hende igen - om meget snart.......

Hjem kære hjem.

I går kom drengene hjem til mig igen og det var skønt. Selvom det er dejligt at have lidt tid for sig selv også, så er tomheden og stilheden en gang imellem for larmende.

Nu mangler der bare min elskede... Nedtællingen er begyndt. Og vi har allerede lavet planer for november måned også. Det bliver ren luxus at få lov til at tilbringe så mange timer og dage sammen med hende i fremtiden. Det gør at savnet lige her og nu bliver lidt nemmere at holde ud... Men kun lidt!!......

Jeg kan høre græsset gro.

Idag er en dejlig efterårsdag. Solen skinner og det blæser men ikke for meget.
Dagene er blevet mærkbart kortere og det er også blevet koldere, men det er stadig smukt udenfor.
Desværre er det ikke koldt nok til at græsset er gået i vinterhi, så jeg skal ud og slå det om ganske straks. Hvornår holder det skidt op med at gro??

Drengene er hos deres far i denne uge, hvor de har vinterferie, så jeg har oceaner af timer for mig selv. Det er både godt og skidt.
Jeg når en pæn del. Jeg får skrevet i min blog. Jeg får vasket tøj. Jeg får ryddet lidt op. (Men ikke for meget - man skal heller ikke overdrive ;-))

Men det er også ensomt og det synes jeg engang imellem er træls. Jeg kan egentlig godt lide at være alene i perioder. Trives ganske godt med det, men på et tidspunkt bliver det lidt for patetisk kun at snakke med katten.
Jeg har for meget tid til at gå og tænke og til at savne.

Efter den skønneste høstweekend hos min elskede er savnet meget stort.
Vi sad og prøvede at koordinere kalendere i går aftes.
Det var nedslående.
Jeg kan ikke rejse til hende de weekender, hvor jeg har drengene. Og de weekender hvor jeg ikke har drengene kommer der andre ting i vejen.
Sådan ser det ud for de næste 5 uger. Meget deprimerende.

Men heldigvis har hun kunne udskyde nogle af sine gøremål, så hun kommer til mig sidst på måneden. Hurra hurra. Endda i en lidt forlænget weekend.
Det lyder måske lidt skørt, men hver time tæller, ja hvert minut endda, når man har så kort tid sammen som vi har.

Men så er det heldigt at vi er så gode til at udnytte tiden maximalt. Vi når det vi kan og oftest det vi vil......

Så selvom vi begge er rørende enige om at det er noget lort at skulle undvære hinanden, så er det så meget mere luxeriøst at vi overhovedet har hinanden - både at elske og at savne....

Papirnusseri

Jeg var til møde med advokaten i mandags. Det skulle have været et opsamlings/strategimøde inden rettsagen. Men stor var min forbavselse, da jeg fandt ud af:

1. Jeg overhovedet ikke lovformligt er separeret, da min snart X ikke vil godkende seperationsbetingelserne.
2. At statsforvaltningen ikke havde sendt papirene til retten endnu, til trods for at det er over 2 mdr!!! siden vi var dernede og talte med ham, der skulle forestille at være en sagsbehandler.

Så nu venter jeg på, at blive indkaldt i retten, så vi en gang for alle kan få afgjort separationsbetingelserne, så jeg kan blive skilt og komme videre....

Selvom det egentlig bare er en lille detalje. Der er stadig mange andre ting, der skal falde på plads inden jeg for alvor er fri fra mit gamle ægteskab, men det er somom at denne symbolske ting fylder mest lige nu. Egentlig er det bare på papirene, det skal ordnes, for jeg er (i mit hoved og i mit liv) totalt skilt fra min X.

Jeg er ved at pakke lige nu....

Om præcis 4 timer starter min rejse - fysisk ihvertfald. Psykisk er jeg næsten allerede ankommet.....

Jeg er kærlighedsturist igen ;-)

Efterårstræthed?

Jeg synes mit energiniveau er totalt i bund idag.

Har lavet nem aftensmad til mig og drengene og sidder nu bare og flader ud foran tv'et.
Ser den ene dumme serie efter den anden og orker absolut ikke at lave noget som helst nyttigt idag.
Idag er en nul-dag. Har tænkt mig at blive siddende på sofaen indtil jeg skal i seng.

I morgen har jeg tænkt mig at vågne frisk og fuld af energi... En stor hjælp er tanken om at der i morgen kun er en uge til at jeg skal se min kæreste igen.....

Min svenska flickven ;-)

Separation og sodavandsdiskotek

Som tiden dog flyver afsted.
Mit sidste indlæg indledtes med at K nu havde været her i 2 uger og idag har jeg lige kørt hende til flyet. Hun er rejst hjem og huset føles ulideligt tomt. På trods af 2 katte, en hamster, fisk og 2 mine 2 drenge. Hun er væk. Der er ingen, der kommer hen og kysser mig i nakken, mens jeg sidder her ved PC'eren. Ingen, der giver mig en kram eller et kys, når de går forbi.

Og så dog. Mit ældste barn er meget kærlig for tiden. Han er ellers ved at blive en lille præ-teenager... Gyyyys... Han var til sodavandsdiskotek for første gang i fredags sammen med sin 3 år ældre fætter.
Han var bare for sej. Fik endda sat håret med géle. Noget han ellers hader!
Men jeg kan mærke på ham, at der er mange ting, der fylder for tiden. Der er selvfølgelig hele problematikken omkring skilsmissen og samværsordningen, som går ham på.
Han er som en lille svamp. Selvom vi forsøger ikke at involvere ham i ting, han ikke behøver forholde sig til, så suger han det hele til sig. Og der er ingen tvivl om, at han er i loyalitetskonflikt, på begge sider...
Og så er der hans problemer i skolen. Dvs at han har ikke faglige problemer, men sociale problemer og det synes jeg på en måde er værre. Hvis han havde faglige problemer, ville det være lettere at sætte ind med en handlingsplan. Men når man føler sig udenfor, føler sig uretfærdigt behandlet og misforstået, så er det en anden problematik og den er meget svært at gribe fat i.
Men der er fokus på problemerne, både fra vores og skolens side og det er godt. Det kommer til at tage tid, men det er ok. Bare der bliver forbedring at spore.

For at vende tilbage til kærligheden, så har det været 3 fantastiske dejlige uger. De er bare gået alt for stærkt.
Jeg havde selvfølgelig gjort mig nogle tanker forinden. Hvordan skulle det gå at have en hverdag sammen. Hvordan ville børnene reagere, når hun nu var her dagligt og i så lang tid. Hvordan ville hun trives herude på landet med husdyr, have og fluer og andre ulækre kryb, som hører sig til, når man bor udenfor bygrænsen.....

Men det er gået fantastisk godt. Drengene har tilsyneladenede accepteret at hun er her. Det må være svært for dem, men jeg synes de tager det flot.

Vi har bestået det nye parforholds første og afgørende stopprøver/forholdstestere. Vi har samlet møbler fra IKEA uden at komme op og skændes og samlet et monstrum af et hjemmelavet skab tungere end et ondt år uden at snerre af hinanden. Og det er stort ;-)
Så tror jeg på at vi kan klare alt!!!
Selvom dette langdistance-forhold er noget lort. Men jeg kan godt se, at i forhold til f.eks 100 eller 200 år siden, hvor man fik post en gang om måneden eller 2 gange om året, alt efter hvor man boede, så har vi det nemt i 2008. Eller ikke. Man bliver også hurtigt forvænnet. Man vænner sig til e-mails, sms'er, daglige flyafgange og alle andre bekvemmeligheder, der hører den højteknologiske tid til.

Men der er heldigvis mindre end 2 uger til vi ses igen............................................

Suburban happieness

Det er utroligt så hurtigt man kan tilpasse sig. Jeg kan ihvertfald.

K. har nu været her i 2 uger - og det er skønt. Skønt at komme hjem og blive mødt med et "Hej" og et kys - istedet for kun kattenes "giv mig mad NU" ritualer.

Vi har fundet en "rolig" hverdag, hvor vi suppelerer hinanden godt. Hun er en fantastisk sparringspartner. Stiller sig objektivt undrende til alt det kaos, der er omkring mig - og som hun uværgeligt bliver trukket ind i. Men hun formår at holde hovedet koldt og støtter mig, som jeg ikke troede var muligt. En støtte der hjælper og ikke giver anledning til dårlig samvittighed eller nye dilemmaer.

Det kan næsten lyde småborgerligt og kedeligt, når jeg her skriver om det. Men det er det ikke. Alt andet end kedeligt. Vi udforsker stadig hinanden og finder nye sider af hinanden, os selv og "os" - og det er spændende.
Og til alt det som jeg har set indtil videre, kan jeg kun sige "me like - me like alot!!"

Jeg har ferie i denne uge, hvor skolen er startet igen. Det er rart at kunne sende børnene i skole stille og roligt, uden selv at skulle ræse ud af døren. Det er skønt og luxeriøst.

K. ligger stadig og sover oppe i sengen. Om lidt går jeg op og putter mig hos hende. Og dét er lykken! Lige dér under en morgenvarm dyne, i den blødeste favn af alle..

Bekymring og glæde

Jeg ville ønske at jeg kunne spole tiden ½ år frem. Frem til dér, hvor der er faldet ro over tingene og hvor jeg ikke behøver at undertrykke det sug, der er i maven mere eller mindre konstant.
Et sug, som jeg forsøger at overdøve på mere eller mindre sund vis. Men det får være sådan for tiden. Jeg har ikke energi eller overskud til at løbe maraton'er eller spise GI-kost for tiden. Den står istedet på masser af god mad, sukker i mange forskellige forklædninger og en masse hygge øl og vin. Undskyldningen er, at vi har ferie. Og hvor heldigt at vi har ferie forskudt af hinanden, så den undskyldning har vi brugt nu i snart 1½ måned.... Og den holder 1½ uge endnu ;-)

Men der er også meget glæde midt i det hele. Og dagen i dag er ganske særlig. I dag er det præcis et år siden, jeg så min elskede for aller første gang.
Og det skal fejres.

To be continued..........

Sorg og bekymring

Jeg er knust.
Går rundt nærmest apatisk.
Har skiftevis ængstelse i hele kroppen og tungsind, så jeg nærmest ikke kan slæbe mine fødder afsted.

Jeg er i skilsmisseforhandling med min mand gennem snart 11 år.
Han er ved at acceptere, at jeg ikke elsker ham mere, men kan ikke forstå hvorfor.
Kan ikke se, at man skal være 2 for at få et ægteskab til at fungere. Han fralægger sig ethvert ansvar og har altid gjort det - samtidig med at han ville diktere dagsordenen.
Og det fortsætter han så med. Han kræver at børnene skal bo ved ham og at de så kan komme på besøg hos mig.. ??!!

Han har et arbejde, der gør at han er væk minimum 40 % af tiden og har været det de sidste 8 år. Og nu vil han så ind og påtage sig ansvaret for børnene. Jeg mener så, at det er da dejligt at han vil det, men at det ikke skal være på bekostningen af mig eller børnene. At de skal miste mig, som den primære person i deres liv. Det er og har altid været mig, der har stået for alle de arrangementer og planlægninger, der har været i og omkring børnenes og vores liv.
Så jeg har svært ved at tage det alvorligt, når han nu siger at han vil have dem.
Men samtidig, så er jeg bange. Bange for hvad han kan finde på at sige til børnene, for han skyr åbenbart ingen midler for at få sin vilje. Bange for at han vil vende dem mod mig og sætte dem i loyalitetskonflikt. Og det ønsker jeg virkelig ikke. Så er min umiddelbare tanke at jeg går med til hans krav for at beskytte børnene, men samtidig så VIL jeg ikke det. For jeg ved godt, hvad der er bedst for dem og hvem der er den primære person i deres liv.
Han skal selvfølgelig også være i deres liv og de skal have et godt forhold til ham, så det er jeg nødt til at anstrenge mig for at få også - men det er svært..