onsdag den 30. juli 2008

Sommer, sol og kærlighed

Der er varmt i Danmark for tiden. Rigtig varmt. Og jeg er på arbejde :-(
Mens jeg er på arbejde er K ( K - for Kærlighed eller Kæreste ;-) hjemme hos mig og nyder ferien. Og jeg nyder at have hende dér.
Jeg nyder at hun er hos mine børn, der også har ferie.

De er glade for hende - heldigvis - og hvorfor skulle de ikke være det. Hun er blid og sød og bare generelt dejlig!
Men det er en lettelse at de tager det så forholdsvis "flot" at deres mor pludselig har "dumpet" deres far og fundet en pigekæreste.
De er lidt generte ved det, forståeligt nok. Og vi er også diskrete, når vi er ude i samfundet.
Vil ikke gøre dem flove. For det er de jo også - et eller andet sted. Og det er også forståeligt.
De er så tilpas store, at de godt ved, at når man skiller sig ud fra den store øvrighed, så bliver der lagt mærke til en. På godt og svært. Og i den alder ønsker man jo ikke at skille sig ud. Man vil være en del af fællesskabet og accepteret.

Min største frygt er at de skal lide overlast. At de skal blive udsat for intolerance, småborgerlighed, snæversynethed og sexisme på mine vegne.
Det vil de uden tvivl komme ud for i en eller anden grad, på et eller andet tidspunkt, men jeg forsøger at ruste dem og forklare dem, at det er de andres dumhed, fordomme og frygt, der kommer til udtryk når de reagerer sådan. Og at vi reelt set ikke kan gøre noget ved det.

Jeg forsøger at opdrage dem til at være tolerante og acceptere forskelligheder, men ikke finde sig i andres dumheder.
Forsøger at lære dem at sige fra - men det er svært, når man ikke engang er teenager endnu. Forsøger at lære dem, at det vigtigste her i livet er at opføre sig ordentligt, være tro mod sig selv og gøre det, der føles rigtigst. Selvom det nogen gange kan være svært. Også selvom man kan komme til at såre andre. Men man har kun ét liv. Og hvis man er ulykkelig, tager man andre med sig i faldet - og det er heller ikke ønskeligt for nogen parter.

Men det er en svær balancegang..............

lørdag den 26. juli 2008

Endelig!!

Endelig lørdag.
Endelig fri.
Endelig kan jeg sove længe (vågnede først kl 8.00)
Endelig kommer min elskede og besøger mig og skal være her i 3 uger.
Endelig - endelig.

Jeg har lidt småtravlt her i dag. Jeg skal rydde op, så her er pænt, når hun kommer.
Jeg er ret god til at rode, når jeg er alene. Har en tendens til at samle alle papirer o.l. i bunker rundt omkring. Og de kan godt få lov til at ligge forholdsvis længe. Til mit forsvar skal lige siges, at jeg som regel ved præcis, hvad jeg har i hvilke bunker - som regel ihvertfald....

Fik slået græs igår og ordnet lidt have. Jeg har købt en hækklipper med genopladeligt batteri (2 stks selvf. så man ikke er tvungen til en ufrivillig pause ;-)) Jeg er jo nu alene, så alt det hænger på mig. Men jeg lovede min elskede at hun måtte være den første til at prøve hækklipperen... Hun er ligeså langsomt ved at blive indført i husejerens glæder og strabadser. Stakkels storby-lejlighedsboende pige. :-D Jeg tror at det har medført reelle kulturchok for hende, efter at hun har mødt mig. Men hun tage det i stiv arm og ser heldigvis ud til at nyde det og trives midt i alt mit kaos. Og det er jo fantastisk...

Det er noget nemmere sådan rent praktisk, når man er 2. Men efter at have været "praktisk" i alt for mange år, nyder jeg rent faktisk at det på mange måder er blevet mere besværligt. Eller skal vi sige udfordrende? Jeg har heldigvis gode venner og naboer, der er rigtig søde til at give en hjælpende hånd, når jeg har brug for det. Men jeg nyder også at gå og gøre disse praktiske ting alene. Generelt elsker jeg arbejde, hvor jeg umiddelbart kan se resultatet af mine anstrengelser. Derfor er jeg så god til praktisk arbejde og enormt dårlig til teoretisk arbejde. Jeg mister simpelthen interessen alt for hurtigt....
Og så kan jeg bare generelt lide have mulighed for at lade tankerne vandre, mens jeg er fysisk optaget af noget andet.
Inden jeg fik børn, brugte jeg meget at høre lydbånd (ja - så gamle er de. Fra Walkmandens tid :-D) mens jeg f.eks støvsugede, strøg eller sad og strikkede. Men efter de blev født var jeg nødt til at holde øre med dem, så det var slut med at lukke mig inde i lydøgernes magiske verden. Og Walkmanden blev brugt til at pacificere dem, når vi var ude og køre eller rejse.
Men jeg savner det faktisk. Er nødt til at undersøge, hvilke muligheder, der er idag. Måske man kan Podcaste bøger?? Det ville være smart.

Det bliver en varm og solrig weekend og den skal nydes... På alle måder... Har planer om at tage ud til Vesterhavet imorgen. Elsker Vesterhavet.

torsdag den 24. juli 2008

Nyt Look

Jeg kunne ikke klare den lyserøde farve mere...

Derfor det nye look..

Sommer, sol og 52 timer.

Så er sommeren kommet tilbage til Danmark og vejret er fantastisk.
Desværre er jeg på arbejde hver dag og hele næste uge med. Og det ville være aldeles rædselsfuldt, hvis ikke det var fordi at jeg får besøg om 2 dage!
- 2 dage
- 48 timer
Eller 52 præcis i skrivende stund, men så nøje tæller vi heller ikke ned. Det ville nærmest være for infantilt og komisk... ;-)

Jeg føler mig helt beruset og høj for tiden.
Og det er godt, for på tirsdag har jeg et rigtig trælst møde i vente.
Jeg skal til møde i statsamtet vedr. skilsmissen/seperationen. Det er de praktiske ting, der skal afgøres nu. Bodeling, hussalg, forældremyndighed, samværsordning osv.

Der er mange følelser forbundet med disse praktiske foranstaltninger. Rigtig mange endda. De kan være lidt svære at forholde sig til og kapere. Især for en, der er så let påvirket, som mig. (Jeg sad sågar og fældede en tåre til en genudseldelse af "Det Lille Hus På Prærien" forleden!!!!) Oven i det, kommer jeg til at have mega PMS i netop de dage... Det er dømt til at gå galt.

Men heldigvis har har jeg min elskede at komme hjem til efter mødet. For jeg kommer til at behøve trøst. Og det er hun suverænt god til. Hun er i det hele taget rigtig god for mig og jeg er så lykkelig og taknemlig for at have hende i mit liv.
Vi har hver vores kampe, men kæmper også sammen. Og det er dejligt. Jeg tror at det bl.a. var meningen med at vi skulle mødes nu! For at støtte hinanden. Og det er vi gode til.

Og hun skal være hos mig i 3 uger!!!!! Det er luxus......

Og nu er der kun 51 ½ time til, hvis man altså talte ned ;-)

mandag den 21. juli 2008

Straf? Eller belønning?

Jeg har tænkt over slutkommentaren på mit første indlæg. Om der kommer en straf....

Jeg har gjort mange ting i mit liv, som måske burde afstedkomme en eller anden form for straf. Og jeg er den, der har været værst til at straffe mig selv!
Men jeg har så sandelig også gjort mange ting, som jeg burde belønnes for. Mange flere end jeg nogensinde skulle straffes for.

Så summa summarum: Jeg er kommet frem til, at jeg lige nu er ved at blive belønnet!!!
Min lykke lige hér og nu er min belønning, for alt det jeg har udstået og udsat mig selv for gennem de seneste mange år.

Denne belønning er så absolut velfortjent!
Den skal nydes til fulde.
Og det bliver den!

Så nu behøver jeg ikke trøste mig selv mere med raffinerede kulhydrater, (det lyder mere sofistikeret end slik ;-) som jeg er storforbruger (læs: misbruger) af.
Mit nye mål: At være god ved mig selv og min krop. At nyde alt det gode, der sker i mit liv. Lukke øjnene og tænke på alt det gode, når alt det slemme kommer til at fylde for meget.

søndag den 20. juli 2008

Teknologiens fortræffeligheder.

I dag er en særlig dag.
I dag er en mærkedag.
I dag er det præcis 4 mdr siden jeg med hjertet i halsen trykkede på "send" fra min mailadresse.

Jeg havde sendt en forsigtigt mail til min elskede. Jeg var så småt ved selv at forstå hvilke følelser, der lurede under overfladen og var bange for, hvordan jeg skulle få det sagt.
Bange for om jeg ved at blotlægge mine følelser, ville blive totalt til grin og for om jeg ville have ødelagt en relation, der på andre måder også var vigtig og betød meget for mig.

Jeg er på mange måder meget impulsiv og der gik derfor ikke lang tid fra jeg besluttede mig for at skrive mailen, til den var sendt. Det gav mig ikke lang tid at tænke over indholdet, som hvis det f.eks. var et håndskrevet brev.
Og det er måske nok meget godt. For hvis jeg skulle lade fornuften råde i mit liv som det primære, så var der mange ting, som jeg ville gå glip af.
Jeg er meget styret af mine lyster og impulser, på godt og svært.
Men for præcis 4 mdr siden, kl 14.32 fulgte jeg mit hjerte, selvom jeg endnu ikke helt var afklaret med det på netop det tidspunkt.

Og heldigvis for mig, lever jeg i en tidsalder, hvor teknologien og kommunikationen er hurtig. For jeg fik svar allerede samme aften kl 19.11...
Hvis jeg skulle vente ½ år på at postbåden ville komme tilbage ind gennem fjorden efter isens opbrud med brev til mig, så ville jeg blive skør i hovedet!! Tålmodighed og impulsivitet går ikke særlig godt i spænd.

Men hun svarede... Hun forstod... Hun følte også... Og hun var heldigvis mere afklaret end jeg var...
Og siden da har det bare været en rejse på lykkens forelskede vinger. Og det er aldeles fantastisk. Og selv om jeg ikke er overtroisk. Nej aldeles ikke (sådan da;-)) så er både kaffegrumsen og Tarot kortene enige med mig. Hvor heldig kan man være..??

Og alt det skete for kun et kvartal siden.... Et kvart år.... Så kort tid siden og så alligel så lang tid siden.....For det startede jo længe inden da... Og derfor føles det også somom hun har været i mit liv i meget længere tid. For det har hun jo ;-) Både i dette og i tidligere liv.
Før - Nu - Altid

torsdag den 17. juli 2008

Tarot og hekserier

Jeg er blevet spået i Tarotkort. Og hvis nogen havde fortalt mig for 2 år siden, at jeg skulle have behov for det - eller bare tro det mindste på det, så havde jeg leet højt og overbærende. Hahaha.....

Der er åbenbart mange forskellige måder at lægge Tarotkort på og det skal jeg overhovedet ikke gøre mig klog på. Men vi fandt følgende.

Personlighedskortet viser de kvaliteter, som man skal fremelske og udvikle i sin personlighed. Det viser de egenskaber, hvormed man viser sig for verden og hvormed man indvirker på denne. Kortet viser hvorledes man fremstår, hvilke opgaver man skal løse og hvilke udfordringer man skal tage op.

Væsenskortet viser de indre kvaliteter, som det gælder om at udvikle. Dette er de skjulte kræfter, hvormed man finder sin sti og adgang til sit virkelige selv, til sin indre mester.

Mit personlighedskort og væsenskort blev det samme: De elskende.

Nøgleordene: Tvillingerne, kærlighed, tiltrækning, forbindelse, forening af modsætninger gennem kærlighed, det at blive bevidst gennem et forhold..

Henvisning: Når dette kort trækkes, kan det pege på et vidunderligt og ophidsende kærlighedsforhold. Bestående forhold bliver gjort dybere, eller man skilles. Nye veje til personlig vækst og integration af dine egne modstridende principper melder sig, idet du vender dig mod og indgår i et vekselvirkoningsforhold med en partner eller en gruppe.

Bekræftelse: Jeg er nu parat til at møde den partner, som jeg altid har lægtes efter at møde.

Vækstkortet viser de energier, opgaver, udfordringer, udviklingsskridt osv, som er særligt aktuelle i et givet år af ens liv.

Mit vækstkort blev: Vognen

Nøgleord: Krebsen, ny begyndelse, skift til det gode, indadskuen, meditation, spirituel vej.

Henvisning: Den forestående forandring lover at føre til en positiv fase af dit liv. Gør dig parat, bring orden i dine forhold, undersøg mulighederne. Du vil lade meget bag dig.

Bekræftelse: Jeg bringer orden i mit liv og gør mig klar til det nye.

Det var meget tankevækkende og ramte på alle måder plet.. Kan det være en tilfældighed? Måske - eller ikke......


Jeg skulle også brede kortene ud, stille et spørgsmål og så vælge et kort. Jeg spurgte om jeg havde valgt rigtigt og trak: Ti stokke - undertrykkelse.

Nøgleord: Saturn i Skytten, undertrykte følelser, tilbageholdt energi, adskillelse, isolation, aggression.

Henvisning: Hvad enten du er dig undertrykkelsen af dine energier bevidst eller ej, så erkend at der er meget mere, som du gerne ville udtrykke, opleve, nyde og fejre. Gør det!

Bekræftelse: Jeg har ret til at følge mine følelser og livsimpulser.

Så spurgte jeg, om jeg og min store kærlighed havde mødtes før og hvorfor vi skulle mødes igen og trak: Ace of cups.

Nøgleord: Overstrømmende kærlighed, emotionel klarhed, dyb kærlighed til sig selv, rigtig given og modtagen.

Henvisning: Du er i dyb kontakt med den altomfattende kærlighed. Den fylder dig, og du kan ødselt give den videre til andre.

Bekræftelse: Altomfattende kærlighed fylder mig og mine omgivelser.

"det at give kærlighed sker fuldstændig uden besvær. Det, der til stadighed strømmer ind i os fra universets uendelige fylde, stråler udad igen af sig selv, når vi forbliver åbne og modtagelige".

Så selvfølgelig skulle vi mødes igen... og igen og igen og...

Og mit nye mantra: Jeg har ret til at følge mine følelser og livsimpulser!

mandag den 14. juli 2008

Den første gang. (igen)

Så er jeg på bloggen - igen.

Denne gang en noget hyggeligere udgave. For det meste i hvert fald.

Til en blog med denne titel må man nødvendigvis have en lyserød baggrund. Men jeg får se hvor længe jeg holder farven ud. Kunne forestille mig at den hurtigt bliver kvalm og trættende.

Titlen er inspireret af en anden turist, som rejser i andet ærinde. I hverfald til at starte med ;-)

Min egen rejse startede for alvor i marts, da det gik op for mig, at jeg var blevet forelsket i en anden. En anden end den mand jeg var gift med og havde været sammen med i 11 år. Og det var vildt.

Det havde været undervejs i et stykke tid, uden at jeg selv var klar over det. Men når jeg nu tænker tilbage, så har det ligget og luret og ulmet i baggrunden og bare ventet på at få lov til at eksplodere. Og det gjorde det så.

En dag, da jeg havde set hende, begyndte mine følelser langsomt at gå op for mig. Og det tog noget tid, inden jeg selv forstod, hvad der var ved at ske.

Men så fik det også lov til at ske. Det fik lov til at vokse og det gjorde det. Og det gør det stadig. Og det er ganske fantastisk.

Hun er grunden til at jeg turde tage springet, for hun holder mig oppe og griber mig, når jeg falder.

At være sammen med hende, er på alle måder så dejligt og ukompliceret, selvom de ydre omstændigheder en gang imellem synes uoverskuelige og vældig komplicerede.
Men det er så naturligt og ubesværet, når vi er sammen. Og så urimeligt og besværligt når vi ikke kan være sammen.......

En gang imellem kan jeg blive grebet af en lidt panisk/foruroligende følelse af at det er for godt til at være sandt. At hun er for god til at være sand. At hun skal forsvinde ud af mit liv, lige så pludseligt som hun kom. Men sådan er det jo med alle relationer. Når man knytter sig til nogen, så kommer også angsten for at miste med som en dunkel skygge , der lusker i baggrunden.
For når jeg i kraft mit valg, da jeg valgte hende, gjorde mennesker fortræd i processen, hvornår kommer min straf så? For den må nødvendigvis komme. Det er jo altid sådan....

Men indtil da, hvis det sker, så nyder jeg sommeren, det skiftende vejr, kærligheden og den lykke, der er i mit live lige hér og nu..