Blogs og minder.

Min kæreste har også en blog som jeg læste flittigt allerede inden vi blev kærester.

Hun skriver fabelagtigt godt og jeg har altid nydt at læse hendes blog.
Hun er klog og eftertænksom og formår så godt at få det ned på "papir".

Igår aftes sad jeg og læste nogle gamle indlæg. Indlæg fra før vi blev kærester og tiden omkring da vi mødtes for første gang som kærester-
Det var morsomt og rørende at læse om hendes tanker fra dengang. Og alle minderne stod så klare frem igen.
Og jeg huskede så klart da det gik op for mig at jeg var forelsket i hende - og at jeg havde været det i et godt stykke tid, uden at jeg selv var klar over det.

Jeg er så taknemlig og glad for at jeg har hende. At det faktisk var på et hængende hår at vi overhoved sås igen. Hun var på vej videre i sit liv, da jeg vovede alt og tog kontakt til hende og fortalte hende om mine følelser. Og heldigvis gengældte hun mine følelser. Hvilken lykke og hvilket held. Eller var det? Måske var det ikke held, men derimod skæbnen og så ville det være sket uanset, eller ikke. Det er en skræmmende tanke at tænke sig, hvis jeg ikke havde vovet at tage springet, hvor var jeg så nu i mit liv?

Uden tvivl var jeg stadig flyttet fra min x, men spørgsmålet er bare hvornår og hvordan.
Det ville måske have været et nemmere forløb efter seperationen, men jeg ville ikke have gjort det anderledes. Jeg ville ikke være foruden hende og alt det hun giver mig og er for mig - selvom det er en lang og besværlig process på mange måder.

Som en klog kvinde sagde til mig, du har sikkert gjort nogle fejl, men du har ikke gjort noget forkert - husk det.....
Så det husker jeg. Det og mange andre ting... Dejlige ting.. Min dejlige kæreste... Min dejlige gravide kæreste.....

Slået ned igen....

Igår fik jeg endnu et slag af min X, bare ikke fysisk..

Jeg var hjemme med drengene, der var ved at komme sig efter en voldsom omgang Roskilde-syge (eller Århus-syge, som min ældste søn kaldte det ;-)) og alt åndede fred og ro i den lille landsby..

Ved aftenstid ringer min svoger, som er X's storebror. Ham og hans kone, som jeg har været veninde med siden dag 1 jeg mødte hende, var blevet stillet et ultimatum.
Enten så afbrød de al forbindelse med mig, eller også så ville familien slå hånden af dem....
De har helt fra starten meldt klart ud at de stillede sig upartiske og ikke ville tvinges til at vælge side i forbindelse med skilsmissen. Og det har de allerede hørt en del for.
X og hans bror aldrig har været specielt tætte, så det har naturligt nok mest været svigerveninden og jeg, der har haft mest kontakt gennem årene.

Svigerveninden var rasende. Hun ville ikke træffe valget, men lod sin mand gøre det, da det er hans familie det drejer sig om. Og af hensyn til deres børn, forestående konfirmation osv. valgte han forståeligt nok sin familie.
Jeg sagde til ham, at det skulle han ikke havde det skidt med, at jeg sikkert ville have gjort det samme og at jeg var dem dybt taknemlige for al den hjælp og støtte jeg havde fået siden jeg flyttede fra X.

Men jeg var knust. Jeg brød hulkende sammen. Følte virkelig at jeg mistede en af de få tætte relationer jeg efterhånden har, der knytter mig til dette provinshul. I går aftes ville jeg bare flygte og flytte med børnene hvor som helst, så gal og vred og skuffet var jeg.

Drengene kunne ikke undgå at se at jeg var ked af det og selvom jeg har gjort meget for at skåne dem - og det har jeg tænkt mig at fortsætte med - så var det bare for meget.

Jeg var for ked af det til at kunne lade somom alt var godt. Led og ked af at være stødpude og buffer for deres far og hans families dumheder mod mig. Led og ked af at lade somom at det var ok, at alle er vrede på mig og hader mig fordi jeg tillod mig at flytte fra X.
Så jeg fortalte dem hvorfor jeg var ked af det. Fortalte at deres far og bedsteforældre havde forbudt min svoger og svigerveninde at have kontakt med mig længere. Jeg ved ikke hvor meget de forstår af konsekvenserne, men de forstår i hvertfald at jeg er såret og ked af det og at det er idioternes skyld - og det glæder mig... På en eller anden primitiv måde.. Og idag fryder det mig voldsomt at tænke på, at X's egen bror ikke engang valgte hans side frivilligt i forb. med skilsmissen, men først gjorde det, da X og hans forældre truede med at slå handen af dem og boycotte deres ældste søns konfirmation, hvis de fortsat havde kontakt med mig!! Hvor lavt kan man synke? Bruge børn som gidsler i spillet...

Men han ved at han ikke kan ramme mig. Det har han forsøgt og det endte med 60 dages betinget fængsel. (Dommen faldt i mandags. Han blev dømt skyldig! Hurra hurra)
Derfor forsøger han at ramme mine omgivelser og det hader jeg ham for.
Hader ham for at han skal forpeste deres liv såvel som mit og drengenes.
-

The only gay in the village

Jeg er langt om længe blevet færdig med bogen "lesbisk med forsinkelse" og kan ikke finde ud af om jeg egentlig bare er mere frustreret efter at have læst den, fordi jeg ikke rigtig synes at jeg kan identificere mig med nogen af dem.
Og fordi at jeg egentlig også synes at den er enormt dårligt skrevet, men sådan bliver det nok, når man skal koge et helt liv ned på 8-10 sider.
Men jeg bøjer mig i dyb respekt for de modige kvinder, der står frem i bogen og fortæller deres spændende hitorier.

Der er nogle brudstykker i andres tanker og skæbner, som jeg kan forholde mig til, men ikke nok til at det giver ret meget mening for mig.
Fælles for dem alle er at de har haft meget glæde af HMF-gruppen (homo med forsinkelse) og den støtte de har oplevet af det fællesskab, som det har givet dem. Så jeg overvejer at være lidt mere aktivt søgende i forhold til et sådant fællesskab, for helt ærligt, så er det fu.... ensomt her i landsbyen når min elskede K ikke er her.

Jeg savner at kunne snakke med ligesindede, som også slås med dårlig samvittighed, dumme, bitre x-mænd og den krise/forandring det pludselig er at stå frem i verden som officielt lesbisk efter så mange år i et straigh liv. Især når den verden er så lille og lukket, som der hvor jeg bor.

Der er et debatforum under LMF (lesbisk med forsinkelse), men det har jeg ikke haft adgang til medmindre jeg har betalt for VIPmedkemskab, da de kun lukker et vist antal "gratister" ind.
Og så går der principiel stædighed i mig. Jeg bliver totalt 3-årig og nægter at bøje mig - indtil nu ;-) Men jeg holdt stand i over 1 måned, så var det slut. Blev træt af aldrig at kunne komme ind i debatten..........
Men lang de fleste tiltag foregår desværre i København, så det er allerede udelukket. Nej jeg må bare indse at det er hårdt og ensomt at være "the only gay in the village"... :-)
-

Nytårsforsæt

Jeg havde et nytårsforsæt om at jeg ville være bedre til at skrive i min blog i 2009, men det har vist sig at være svært at holde dette løfte. (Det og så at jeg skal tabe de 4 kg som jeg har taget på i december måned!)



Der er sket mange ting. Rigtig mange ting.

Både gode og knap så gode.



På den gode side, så er min elskede stadig gravid og indtil nu går det som det skal. Den lille inde i maven er 1,5 cm stor (eller lille om man vil) og hun er ramt af alle de bekymringer, der følger med i den tidlige graviditet. Tør dårligt tro på at alt går som det skal og at det skal blive ved med det. Men det ved den lille heldigvis ikke noget om. Den vokser videre, lykkelig uvidende om alle de bekymringer dette afstedkommer.
Uanset hvad så er det ude af nogens hænder. Den skal bare have de bedste vækstbetingelser og det har den. Så vi fortsætter med at håbe og ønske at alt skal fortsætte med at gå godt.

På den knap så gode side, så har min x-svigerfamilie vendt mig ryggen. X's forældre vil ikke have noget med mig at gøre, og i deres verden er det åbenbart ok at slå på andre og de blå mærker jeg fik, havde jeg sikkert bare sminket mig til for at få melidenhed. Hvor lang ude kan man være?!?!
Men jeg må nok sige at det er ikke det store savn for mig ikke at havde dem i mit liv længere. Det er virkelig ikke mennesker der bidrager med noget som helst positivt til deres omgivelser. Altid når man er sammen med dem, skal man lægge øre til alle deres elendigheder. De spørger aldrig "nå hvordan går det så med dig?". De er de mest selvcentrerede og selvopfyldte mennesker jeg nogensinde har mødt. Og jeg er bare glad for at jeg ikke behøver at lægge øre til deres brok længere....

X skal for retten i morgen og jeg er nervøs for udfaldet. På den ene side, så håber jeg at han bliver dømt, men jeg ønsker ikke at han skal i fængsel. Det ville være en større straf for ham at blive idømt samfundstjeneste - især ulønnet. Jeg ville fryde mig baglæns, hvis han f.eks. skulle skifte bleer på et plejehjem. Men det ville til gengæld være enormt synd for de stakkels gamle at skulle passes af ham.
-

Nytårsblues

01. januar 2009.
Så er der taget hul på det nye år...
Min yngste søn siger at 2008 var det værste år i hans liv. Pga skilsmissen, flytningen og alt hvad det har medført af ændringer i hans liv.
Så vi håber og ønsker at 2009 bliver bedre, men jeg føler lige nu at det har lange udsigter.

Jeg spæner rundt som en skoldet skid og rydder op og gør rent, selvom jeg burde sidde og forberede mig til et møde med banken imorgen.
Jeg skal gennemgå mit budget og lægge en langsigtet plan sammen med min bankrådgiver.
Men jeg tror at det bliver meget deprimerende, så jeg er allerede nede over det.
Jeg synes det hele er så uoverskueligt og håbløst lige nu.

Der kom et brev fra advokaten igår og jeg kunne simpelthen ikke forholde mig til indholdet. Jeg forsøgte at læse det, men det var somom min hjerne ikke ville forstå, hvad der stod. Det var en masse praktiske ting omkring opgørelse, bodeling samt deling af børnene. Og jeg bliver så træt allerede bare ved at skrive om det.....

Men lige her og nu skal jeg ud at gå en tur i det dejlige frostklare vejr i min lille landsby sammen med mine børn og min elskede kæreste...
Min elskede gravide kæreste....
Lige her og nu!.