Målbart lavpunkt

Brylluppet i lørdags gik ok. Det var egentlig lidt kedeligt og uden de store overraskelser. Jeg havde håbet på noget mere underholdning, men det bar lidt præg af at der havde været et dødsfald i den nære familie kort tid inden.

Da jeg i min omgangskeds er meget tæt på mange, der forsøger at blive gravide, bliver der naturligt nok talt meget om hormoner, cykluslængder, ægløsning, folikler, morgentemperatur m.m.
Det har gjort mig nysgerrig på min egen cyklus, da jeg egentlig aldrig har skænket den en tanke. Jeg har haft en hormonspiral i 5 år og i lang tid blødte jeg overhovedet ikke. Egentlig ikke noget negativt - tværtimod. Desværre havde jeg stadig hormonelle udsving og PMS... Gudernes forbandelse ;-)

Men efter at den blev skiftet med en ny model, har den egentlig ikke fungeret så optimalt, som den gamle. Så jeg har normal cyklus med ægløsning, mens und alles, men heldigis ikke så kraftig som uden hormonspiralen. Jeg har egentlig altid haft en rimelig stabil cyklus omend lidt forlænget.
Men nysgerrigheden har fået mig til bl.a. at måle min morgentemp og tjekke mit ægløsningstidspunkt - bare for sjov forståes. Og i morges fik jeg synligt bevis for hvad min eksmand påstår for tiden, at jeg er en kold skid.
Midt i min mens målte jeg min morgentemp til 36,0. Mit indtil videre absolutte lavpunkt.

Intet er så skidt........

Jeg taber mig....

Det startede lidt ubevidst, men nu er det særdeles besvidst.
Vi er inviterede til bryllup på lørdag. Og når jeg siger "vi", så er det x'en og jeg, der er inviteret hver for sig til det samme bryllup.
Det skal blive interessant at tilbringe en hel dag og aften i samme rum som ham og forsøge at undgå øjenkontakt. Kommer forhåbentlig til at sidde med ryggen til. Jeg har gjort ham det helt klart, at hvis han begynder at tale om skilsmissen, så er jeg den, der er smuttet.

Jeg havde taget så meget på, da jeg er en notorisk trøstespiser, at jeg ikke kunne passe noget af mit gamle festtøj, der hænger i garderoben og samler støv. Så jeg gik ned i byen, for at finde noget, jeg kunne tage på.

Jeg gik ind i en butik, der vist skulle være meget "Hot", men fandt ikke noget over størrelse "anoreksi" eller under 1000 kr for den sags skyld. Så jeg hankede op i mine Coop-poser og gik ind ved siden af - i en butik for "pluss-piger". Dvs fra str 44-58... Men det hedder de ikke i den kategori. Str 44 er en str Small..... Genialt... Jeg fandt en fin kjole i str Small, en str jeg ikke har kunnet passe, siden jeg blev konfirmeret...

Men nu er problemet, at den faktisk er blevet for stor. Den hænger på mig, som en ventekjole og jeg ser gravid ud i den!!!!!!!!
Panik panik.. Ikke lige det rigtige look, når man skal hovere overfor x'en.... (Eller måske netop??!!??)

Så kl 22 igår aftes så man lige mig på hovedet inde i skabet, febrilsk kastende tøjstykker ud på sengen. Og det lykkedes mig faktisk at fremtrylle en kjole, som jeg kunne skrue mig ned i. Bevares - den kunne godt være en str større, men hvis jeg trækker maven ind og køber et par gode "Push-Up/Inn" strømpebukser, så kunne det godt fungere....... Og efter en tur til frisøren lørdag formiddag, skal jeg nok ligne - om ikke en million - så ihvertfald et par tusind ;-)

Mandag igen.

En dejlig weekend er lige slut. Der har været årlig tivoli og marked her i byen. Drengene, K og jeg har hygget os med karusseller og skydetelt. Jeg ramte plet hver gang. Forestillede mig bare min eksmands ansigt på sigtekornet!!!

Idag er det præcis 5 mdr siden at K og jeg var sammen for første gang.... Det føles både meget længere siden men også meget kortere siden. Jeg har jo kendt hende i længere tid og derfor har hun også været i mit liv i længere tid. Men samtidig føles det som utroligt kort tid siden, at vi var sammen for første gang.

Der er sket rigtig meget på kort tid, når man kigger tilbage på det, men det har føltes helt ok. Jeg plejer at være god til at tage tingene, som de kommer uden at gøre dem for komplicerede på forhånd. Men jeg kan mærke at al den planlægning af datoer, tidspunkter, møder, ankomster og afrejser, hvornår børnene er hér eller dér begynder at føles lidt kompliceret for mig.
Jeg plejer som regel ikke at vide, hvad der sker ret langt ud i fremtiden, men nu har jeg virkelig brug for min kalender i alt hvad jeg gør.. Og jeg er ikke ret god til skemalægning og langtidsplanering. Jeg dobbeltbokker og glemmer aftaler - og det irriterer mig grænseløst. Jeg plejer selv at have meget lav tolerance for sådan ustrukturerethed hos andre.

Men sådan former mit liv sig lige nu. Og det skal jeg bare vænne mig til. Jeg skal blive bedre til at planlægge... Måske jeg skulle købe en større kalender med plads til flere notater....
Eller ansætte en privatsekretær. Det skulle være så populært........