Mellemdagene

Julen er veloverstået og nu gør vi klar til nytårsaften og forsøger at ignorere hvor meget bukserne strammer ovenpå al den gode julemad... Det tager jeg mig af til næste år ;-)
Jeg rejste til Sverige og holdt jul sammen med min elskede og hendes familie. Det var hyggeligt og godt ikke at skulle være i DK, når nu jeg ikke skulle holde jul sammen med drengene. Men hendes familie er helt fantastisk. Helt nede på jorden og de kan hygge sig sammen og skæmte med hinanden på en varm og kærlig facon. I det hele taget minder deres samværsmåde meget om min egen familie og hvor er det skønt at være sammen med nogen, som man svinger så godt med.

Som en ekstra julebonus fandt vi ud af lillejuleaften at K er gravid! Og det er helt fantastisk.
Alt ser ud til at gå rigtig godt. Hun har alle symptomer, testene er kraftigt positive og et meget tidligt ultralyd viste en lille gestationssæk, der lå hvor den skulle. Så vi krydser fingre, holder tummar og håber på det bedste. Og selvfølgelig kommer det til at gå godt denne gang. Det er hermed bestemt. Så det så!

Som et lille ps, så overvejer jeg hvor pseudogravid man kan være. Jeg synes at jeg har haft lidt ubehag, madlede og er også dødtræt... (Har dog ikke testet ;-))
Man må vel kunne blive ramt af hormoner sekundært, når man er meget tæt på hinanden eller hvad? Hvem ved hvor meget kroppen udskiller gennem huden og ved kys.. Tror ikke der er så mange videnskabelige undersøgelser om netop det emne desværre.
Eller også er det bare PMS :-)

Lesbisk med forsinkelse.

Lesbisk med forsinkelse er en bog, som jeg er i gang med at læse. Det er forskellige kvinder, der er sprunget ud i en sen alder efter at de har været gift i flere år. Det er meget spændende læsning, men de historier jeg har læst hidtil, har været kvinder, der tilsyneladende har haft meget forstående mænd. Mænd der nærmest har støttet dem. Der mangler en beretning om en mand, der opfører sig som en forsmået idiot. Men jeg er heldigvis ikke halvvejs endnu, så jeg håber stadig. Og hvis ikke den er med i bogen, så bliver det min opgave at skrive den historie..

Mere julerier.

Igår aftes var jeg hos min svigerveninde, der havde inviteret os på julemad. Det var skønt at smage and med hele svineriet igen. Og i aften skal drengene og jeg holde forjul. Desværre har min kusine meldt afbud, da hendes yngste dreng har fået feber. Øv øv. Men vi juler alligevel. Måske jeg skulle se om ikke julemanden lægger en gave under træet også. Ellers bliver der godtnok tomt....

Men i disse juletider med alt for meget og usund mad, er det vigtigt at huske på hjertet.
Og især at være bekendt med de forskellige former for malfunktioner af hjertet - just in case:

http://www.youtube.com/watch?v=BhGGzB09wQk

Danmark ramt af katastrofe...

I morges vågnede jeg kl 6, snoozede indtil kl 6.10 og gik halvt sovende i brusebad, som jeg plejer.
Da jeg kom ud af bruseren, havde fået tøj på og kom ned i køkkenet og tændte for radioen, var Danmark nærmest i undtagelsestilstand!

Der havde kl 6.20 været jordskælv!!! 4,7 på Richterskalaen... Ikke at jeg har så voldsom meget forstand på Richterscalaen, men 4,7 lyder ikke af overbevisende meget. Jeg synes at når det sker i Afghanistan, så er det som regel mindst oppe på 6 komma et eller andet.....

Men typisk mig at misse det, mens jeg stod og sov under bruseren...
Så har man 2 gange i timen hele formiddagen hørt interviews fra folk, som har hørt eller set deres skabe klirre. Vildeste nyhed var at en skildpadde mistede livet, da et skab væltede ned over den!
Og aftenens braking news: Jordskælv gav mobilrekord... Det viser sig at folk gik amok på mobilerne efter jordskælvet og ringede og sms'ede som aldrig før...

Utrolig.
Og svært at tage alvorligt.
Jeg synes personligt at der sker større katastrofer omkring mig for tiden, der rammer mennesker som jeg har kær betydeligt hårdere.

Så undskyld mig at jeg ikke kan hidse mig op over 4,7.......

Eller kvaste skildpadder...

Eller revnede havelamper....

Pebernødder og juletræ.

I dag har været store julehyggedag.

Min yngste søn og jeg har været ude og fælde juletræ. Det var hyggeligt. Vi var ude på en gård og valgte et fint juletræ, som vi selv fældede og kørte hjem med. Nu står det i garagen og venter på at komme indenfor, så det kan pyntes. Planen er at tage det ind onsdag og pynte det.
Vi skal holde forjul på fredag, hvor min kusine kommer med hendes 2 drenge. Så skal vi enlige mødre hygge os og holde en pseudojuleaften. Med flæskesteg, ris á la mande og hele svineriet.

Det bliver underligt, men også hyggeligt.

Gråvejr, huller i væggen og fred på jord.

Idag er det gråt udenfor - og også indenfor.
Min elskede er rejst idag og er på vej hjem til sit liv hjemme hos hende selv. Hun har været her en hel uge og det har været aldeles luxus. Vi skal ses igen allerede om 10 dage, hvor jeg rejser over til hende for at holde jul sammen med hendes familie. Drengene skal være hos deres far, så det passer mig fint at rejse langt væk, hvor der ikke er noget, der minder mig om drengene eller skilsmissen.
Hvor der derimod er en varm og kærlig favn, som jeg kan putte mig ind til. Glemme alt om advokater, hademails, samværsordninger, retssag og meget meget mere fra den trælse skuffe.

Drengene kommer hjem om 2 timer og jeg har travlt med at rydde op og hænge hylder op. Lige nu går det ikke som planlagt. Der er 4 store huller i væggen og ingen rawplugs tager ved. Lortevæg. Beton, der bare smuldrer, når man borer i det. Men den ene hylde er oppe, den anden ligger på gulvet.
Og sådan føler jeg generelt at mit liv er lige nu. Halvt færdig med en masse hængepartier. Jeg bliver snart 40... Bor til leje i et gammelt hus ude i en lille landsby, er økonomisk noget nær en katastrofe (nej - konvolut ordningen kører ikke særlig godt lige for tiden) og X sender mails, der hyler mig ud af den i tide og utide.......

Så i julegave ønsker jeg mig:

- Fred på jord (og er det for ambitiøst, ja så bare i mit eget liv da....)
- En stor gevinst i klasselotteriet (men først efter at separationen er trådt i kraft, for ellers skal jeg dele med X!!)
- 2 børn, der er glade eller i det mindste ikke ulykkelige.
- Og sidst men ikke mindst, at min elskedes højste ønske går i opfyldelse....

Jeg synes ikke at det er så meget at forlange.

Ostemad og kærlighed.

Min elskede og jeg sidder og spiser.
Hun skal køre mig på arbejde idag, så vi sidder og spiser morgenmad sammen i køkkenet. Klokken er meget tidligt og det er stadig mørkt udenfor.
Jeg sidder foran skærmen og tjekker de obligatoriske morgenting på nettet og hun sidder og læser den lokale ugeavis over en kop kaffe...
Ganske almindelige ting for par, som bor sammen, men luxus tilstand for et par, som har sparsomt med tid sammen og forsøger at få mest muligt ud af tiden sammen.
Trivielt?? Måske..
Småborgerligt?? Uden tvivl.....
Lykkeligt?? Helt sikkert...................

Hos psykologen.

Jeg har været til psykolog igen idag. Jeg fik tildelt 12 sessioner efter overfaldet hvoraf sygesikringen betaler halvdelen. Det er godt at det er billigere, ellers havde jeg aldrig haft råd til at komme afsted.
Hun er utroligt behagelig og tillidsvækkende. Det er vigtigt for mig at jeg føler mig tryg ved hende. Jeg har ellers altid haft nærmest præstationsangst, når jeg har skullet tale med psykolog eller lign. Men det har jeg ikke med hende. Jeg taler bare, græder, raser, ynker og hun lytter og kommer med de helt rigtige observationer, kommentarer og bemærkninger.
Og så er hun helt og holdent på min side, kan jeg mærke og det betyder alt for mig. Ikke at hun skal give mig ret i alt hvad jeg siger, men fordi hun anerkender mine følelser og hjælper mig til at holde fast i dem.
For det er svært. Det er svært at holde fast i mine følelser, når X kommer med sine manipulative mails og sms'er.

Dagen efter overfaldet sendte han en mail, hvor han undskyldte for det utilgivelige han havde gjort, men samtidig giver mig ansvaret for at han gjorde det, da det var "en reaktion på afmagt, og den måde jeg føler du behandler mig på og taler til mig på." Så dér fralægger han sig så ansvaret igen.

Efterfølgende er der sket flere ting, hvor han videre verbalt overfalder mig og anklager mig for div. ting. Og nu er han så nået dertil, at det er min skyld at han skal straffes for at have overfaldet mig!!! Han spørger hvilken glæde jeg har af at køre retssag mod ham, udover at få ham fyret og forhindre ham i at se sine børn..... Og at han kun fortæller andre sandheden om hvordan jeg er og hvad jeg har lavet og hvis jeg ikke kan håndtere det, så skulle jeg have tænkt mig om inden jeg lavede "sådan noget griseri"......

Jeg sendte ham en sms med billeddokumentation af hans kvælningsforsøg og slag og spurgte ham om det var det her, han mente at han ikke skulle stå til ansvar for... Jeg har ikke fået noget svar...

Det ene øjeblik er jeg hård og nægter at lade ham ramme mig og det næste øjeblik får jeg en knude i maven og hjertebanken og går helt ned i kælderen. Denne rutsjetur af følelser er utroligt hård og svær.
Men det er følelsen af afmagt, der er allerværst. Jeg føler at jeg intet kan stille op mod hans angreb. At alle mine forsøg på forsvar overhovedet ikke synker bare den mindste smule ind. Det preller af på ham og han fortsætter sit forsvar med at kaste en masse ting i hovedet på mig. Han projicerer i en sådan grad, at han er umulig at nå.

Psykologens råd var at jeg skulle skrive et brev til ham, for at komme af med min vrede. Men at han ikke skulle have brevet. Det skulle kun være en hjælp til mig selv. Så det vil jeg gøre. Jeg vil starte på det nu, hvor der er ro i huset og drengene sover.

På den positive side, for det er der bestemt også, så havde jeg den luxeriøse oplevelse at se K i 1½ time idag. Hun havde et møde på disse kanter og jeg havde mulighed for at tilbringe 90 skønne minutter sammen med hende, inden hun skulle afsted igen. Hun kommer heldigvis tilbage i overmorgen og bliver i mange dage hos mig.
Ellers ville 90 minutter kun være tortur........

Og jeg har 54 kroner tilbage i konvolutten!!!

December og økonomi.

December er i fuld gang og drengene holder styr på deres julekalendere både i tv og dem, der hænger på vægen. Det er næsten stressende at skulle planlægge efter at se tv hver dag på et bestemt tidspunkt for at få seneste afsnit med. For man må jo ikke misse et eneste afsnit.

Jeg mangler alt mit julepynt, som jeg har samlet sammen gennem de sidste 14 år. Det ligger oppe hos X og bliver tilsyneladende holdt som gidsel. Jeg kan mærke allerede nu, at det bliver en underlig december og jul. Jeg kan ikke komme i stemning. Har ikke købt en eneste julegave endnu og der er ikke udsigt til det helt stor iflg. min kontoudskrift. Men sådan er det at være enlig mor. Man må prioritere og lige nu prioriterer jeg at hygge med drengene og min elskede K og så må der skrues ned for materialismen og storforbruget. Og det er sundt for mig.

Jeg har alle dage været slem til at bruge for mange penge og er det stadig.... Men jeg har læst om et system, der bliver afprøvet i denne måned. Det er et konvolutsystem.
Man hæver alle de penge, man vil bruge i en given måned, fordeler dem i konvolutter svarende til antal dage i måneden. Så har man præcis hvad man kan bruge hver dag. Og de penge man ikke bruger den dag, ryger videre til næste dag. Osv. Et genialt system. Igår var jeg dog 18,75 over budgettet, men så må jeg spare idag i stedet. Godt at skabet er fyldt med dåser og tørfoder.

Hjemme igen.

Efter en dejlig uge i Stockholm er jeg hjemme i DK igen.
Det var en lang rejse hjem. Der gik næsten 12 timer fra jeg forlod Stockholm til jeg kørte op i indkørslen igen.
Jeg var træt.
Og trist.
Mærkeligt nok er det sværest at være den, der rejser - for mit vedkommende ihvertfald. Sådan har det været de sidste 2 gange, hvor jeg er rejst fra K. Jeg har bare siddet og grædt i bussen og nu igår i bilen. Måske er det fordi den fysiske afstand bliver mere mærkbar, når man er den, der flytter sig.. Og fordi man ikke har andet at give sig til, end at blive ført længere og længere bort fra den, man elsker.... Og det er hårdt... Meget hårdt...

Men det har været en dejlig uge i Stockholm. Fyldt med sne, Ikeabesøg, praktiske gøremål og indkøb til K's nye dejlige lejlighed. Og kærlighed.... Masser af kærlighed og sofahygge med stearinlys, og L-word på DVD'en.

Og det hævner sig desværre. Vægten her til morgen viste at sofahyggen havde sat sig grundigere fast end frygtet... Og cigaretterne er også lagt på hylden, så nu skal der passes på. Decembermåneden og vinterhalvåret generelt er ikke godt for sidebenene..
Så jeg har været ude og løbe her til morgen!!
Jeg er ikke ret god til at løbe. Har aldrig brudt mig særlig meget om det, men det er nu altså mest praktisk i forhold til tidsforbrug og tidspunkt for dyrkelse af motion.. Anyways.. Min største fejl er altid at jeg er startet for hårdt ud, men jeg har fundet et fantastisk løbeprogram, som jeg tidligere har fulgt slavisk - og det virker - for mig ihvertfald....

http://www.mettebloch.dk/pdf/10-12.pdf

Det er et program, hvor man træner sig selv op til at løbe 10km. Men det har jeg ingen ambitioner om.
5 km er rigeligt for mig. Kan jeg komme op på at løbe det en til 2 gange om ugen, så er jeg mere end tilfreds.
Jeg har gjort det før og det var forbavsende let, men måtte holde pause pga en skade... Desværre har denne pause varet i 3 år!!!!! Men nu er det slut.. Jeg er i gang. Og i morgen vil jeg have mine drenge med. I særdeleshed den yngste. Han er blevet alt for rund og det er synd for ham.....

Hausfrau i Stockholm

Efter at min elskede K var hos mig i en hel uge, rejste vi sammen til Stockholm. Jeg har en uges ferie, som jeg nyder i hendes selskab i hendes nye lejlighed.

Mens vi var i DK var jeg på arbejde noget af tiden og hun var hjemme og passede drengene, når de kom hjem fra skole... Det nöd de meget... Og det gjorde jeg også... Det er altså en dejlig fölelse at komme hjem og blive mödt i dören af kys og knus......

Og nu sidder jeg så hjemme i hendes lejlighed og venter på at hun kommer hjem fra arbejde, så jeg kan möde hende i gangen med kys, knus, kaffe og hjemmebag...

Men inden hun kommer skal jeg have pyntet terassen med lys og gran og ströget og hängt gardiner op......

SÅ småborgerligt
og SÅ skönt!!!!

Efterveer og oprejsning.

I lørdags kom X herud og hentede drengene. Det var første gang at jeg så ham efter angrebet. Dvs at jeg gjorde alt for ikke at se ham. Jeg blev indendøre mens drengene gik udenfor til ham, men jeg måtte ud for at kysse drengene farvel. Jeg så silhouetten af ham og fik det dårligt. Jeg fik ondt i maven og græd bagefter.

Derefter skulle jeg forberede mig på at se ham igen mandag eftermiddag til skolesamtale med den ældste dreng. Jeg havde svært ved at finde ud af hvordan jeg havde det med det. Jeg ville afsted for drengens skyld, men ville helst undgå det fordi jeg ikke ville se hans far.

Men typisk mig, så forsøgte jeg ikke at tænke for meget over det og istedet stole på min mavefornemmelse. Så jeg tog afsted.

Det var akavet. Jeg talte ikke med ham, kiggede ham ikke engang i øjnene, men fokuserede kun på min søn og talte med ham og kun ham.

Inde til samtalen slog det mig pludseligt at JEG har da for fa... ikke noget at skamme mig over. Hvor skal jeg gå rundt og have det skidt, når det er HAM der er idioten?! Og så drejede jeg hovedet og kiggede på ham fra siden uden at han så på mig. Jeg følte foragt og overlegenhed. Tænkte at hvis han bare følte sig en brøkdel så lille, som jeg syntes han var - så var han ca. på smølfestørrelse!

Men jeg besluttede mig for at hæve mit hoved og gå derfra med min stolthed i behold. Vist er der meget som jeg har gjort i hele dette forløb, som kunne være gjort bedre og med mere fintfølelse. Men jeg har aldrig prøvet at blive skilt før og jeg synes at jeg har gjort det så godt som jeg har kunnet, ud fra de givne omstændigheder. Såeh deeet.....

Jeg har dagligt hovdpine, formodentlig pga slaget, der gav en lille hjernerystelse - og det er min daglige reminder om hvilken stor nar han er. I tilfælde af at jeg skulle glemme det for en kort stund.

Min elskede er nu tættere og tættere på (ihvertfald i mine tanker) og om kun 2 dage er hun så tæt på, at jeg kan kramme hende hårdt og kysse hende fra top til tå.... Hvilken lyksalighed....

At vågne op.

En god ting, der kom ud af overfaldet er, at det udløser 12 samtaler hos psykolog med tilskud fra sygesikringen.
Planen var oprindeligt at min X og jeg sammen skulle til psykolog i et forsøg på at kommunikere bedre omkring skilsmissen og børnene. Men det blev aflyst efter d. 22.okt.
Vi prøvede også umiddelbart inden sommerferien, men hans dagsorden var at det var partherapi og at vi skulle finde sammen igen. Min dagsorden var at få ham til at forstå at det var slut og hvorfor. Så det var dømt til at mislykkes.

Jeg ved ikke om vi nogensinde kommer til at kommunikere godt og hvad er egentlig "godt"?
Lige nu passer det mig fint ikke at se ham eller tale med ham. Den holder ikke i længde, det ved jeg godt. Men jeg får ondt i maven bare ved tanken om at støde ind i ham eller høre hans stemme i tlf. Så lige nu holder jeg afstand - og det gør han heldigvis også.

Men jeg var til psykolog igår.
Det var en positiv oplevelse. Jeg var lidt bekymret for om jeg bare ville sidde og vræle, men der kom rent faktisk også fornuftige ting ud af min mund. Hjulpet godt på vej af hendes indsigtsfulde spørgsmål.

Det gik pludselig op for mig mens jeg stod og vaskede op her til mogen - at jeg overhovedet ikke bryder mig om den person X er og egentlig aldrig har gjort. Men på en eller anden måde, så har den første tiltrækning og sidenhen den opslugthed man oplever af fælles familiegøremål, husprojekter, ferieplanlægning, arbejde osv osv gjort, at jeg ikke har stoppet op før nu og tænkt nærmere over det.

Tænk at have været sammen i så mange år med en, som man dybest set er uenig med om stort set alt og i perioder har jeg ligefrem foragtet ham... Men da jeg ikke er en furie og til tider konfliktsky, har jeg for det meste trukket mig og ikke taget det store opgør. Før nu.

Nu hvor jeg endelig havde samlet nok mod sammen.

Mod som er kommet til mig gennem det sidste år og blev forstærket af en spirende følelse af at der var en anden, jeg skulle være sammen med.

En person som jeg bryder mig rigtig meget om.

En som er morsom, klog, indsigtsfuld, empatisk, smuk, sexet og på alle måder et dejligt menneske.

Og hun lytter til mig og tvinger mig til at reflektere ved at spørge ind til tingene. Og det er hårdt for sådan en som mig, der er mere vant til at lægge låg på sine følelser og ikke lytte til dem. Men jeg bliver bedre og bedre til det og det er jeg hende taknemlig for......

Og bedst af alt er, at jeg elsker hende og hun elsker mig..................................

Hverdag igen.

Jeg har fået drengene tilbage igen og det er skønt. Jeg savner at undvære dem i en hel uge, især da jeg overhovedet ingen lyst havde til at aflevere dem hos deres far, efter det han havde udsat mig for. Var og er vred på ham og vil helst ramme ham dér, hvor det gør allermest ondt - nemlig ved at tage børnene fra ham. Men det ville være en større straf for børnene end det ville være en glæde for mig. Så jeg bider det i mig - for nu.

På plus siden har jeg haft en skøn forlænget weekend med min elskede, sødeste, dejligste kæreste.... Hun kom i torsdags og blev til søndag eftermiddag.
Det holdt ellers hård at hun overhovedet kunne komme.
Sterling krakkede jo, og alle vores efterårs og julebiletter gik i vasken. Penge lige ned i afløbet. Og siden en masse panik om hvilke billetter, hun så kunne få fat på, hvornår hun kunne rejse osv. osv.
Men det lykkedes heldigvis......

Vi har hygget og myset os ;-)
Lørdag havde vi en luksusdag i spabad og store vamsede badekåber. Det var terapi for sjælen og de blå mærker.... Bare ligge der i varmen og kigge ud på efterårsvejret med falmende og faldende blade på træerne gennem store panoramavinduer mens vi fråsede i fri frugt og vand... Mums....
Det er ikke sidste gang det er prøvet...

Og nu er der heldigvis kun 10 dage til vi ses igen (siger vi - selvom der er reelt er 12) og det er jo ikke så længe til..

Overgreb

I morgen er det en uge siden at jeg blev udsat for et voldsomt overfald af min x..

Det kom meget pludseligt og uventet og rystede mig i mine grundvolde.

Jeg har været i syv sind om jeg skulle skrive det her i bloggen, men i og med at jeg er anonym og dem der er tættest på mig ved det, besluttede jeg mig for at fortælle om det.


Værst er ikke den fysiske del af det, det er til at føle på og forholde sig til. Men det værste er at blive truet på livet. At få taget kvælertag og truet med at blive slået ihjel og truslen om at hente en kniv og dræbe mig. Det sad i mig i lang tid. Det der fløj igennem mit hovet var, at jeg skulle skynde mig hen og hente mine børn og få dem med hjem, så han ikke gjorde noget dumt ved dem. Ikke fordi at jeg nu tror at han ville gøre det, men det var min umiddelbare tanke.

Men jeg har det bedre nu.
Det virker så fjernt og uvirkeligt, men jeg har heldigvis stadig de blå mærker, der minder mig om at det så sandelig var virkeligt.

Jeg har meldt ham til politiet. Det er en underlig følelse at anmelde sine barns far, den mand jeg har været sammen med i over 11 år til en fremmed politibetjent. Fortælle i detaljer hvordan det foregik - og der er allerede nu mange detaljer, der er smuttet for mig.
Jeg kan f.eks. ikke huske om han sad ovenpå mig, da jeg lå ned. Jeg kan ikke huske hvor meget jeg kæmpede for at komme fri. Jeg husker det somom jeg var meget passiv og det skræmmer mig. Havde altid troen at jeg ville kæmpe med næb og kløer, hvis det nogensinde skulle ske for mig. Men jeg prøvede mere på at undvige og sagde til ham, at han skulle stoppe. Det gjorde jeg gentagne gange og til sidst stoppede han også.
Det hele skete meget hurtigt. Jeg tror at der gik max 15 min fra jeg kom ind ad døren, til jeg var ude igen. Men min tidsfornemmelse er ikke til at stole på.

Jeg fortryder ikke et sekund at jeg har anmeldt ham. Men jeg er ked af de konsekvenser det kommer til at få for hans liv, fordi det kommer til at pårøre mine børn. Ikke for hans skyld, men for deres.

De ved heldigvis ingenting og skal heller aldrig have det at vide, hvis det på nogen måde kan undgåes.

Jeg har efterfølgende haft mange, som har støttet og hjulpet mig. Både direkte og indirekte. Mine søskende og min veninde har værét hos mig og igår var første gang at jeg skulle være helt alene. Men det var ok. Jeg er ikke bange. Heldigvis. Jeg føler mig stærk - han skal ikke have lov til at knække mig.....

Men jeg glæder mig meget til min elskede kommer om 2 dage. Det har været svært ikke at have hende tættere på. Men alligevel så er hun hos mig - altid. Både i telefonen, på computeren og i mine tanker. Og det hjælper. Men helt godt bliver det først, når jeg kan putte mig ind til hende igen - om meget snart.......

Hjem kære hjem.

I går kom drengene hjem til mig igen og det var skønt. Selvom det er dejligt at have lidt tid for sig selv også, så er tomheden og stilheden en gang imellem for larmende.

Nu mangler der bare min elskede... Nedtællingen er begyndt. Og vi har allerede lavet planer for november måned også. Det bliver ren luxus at få lov til at tilbringe så mange timer og dage sammen med hende i fremtiden. Det gør at savnet lige her og nu bliver lidt nemmere at holde ud... Men kun lidt!!......

Tøsehygge

I aften kommer min bedste veninde på besøg.

Vi skal se Johnny Depp film og spise chokolade... Ultimativ tøseaften.
As good as it gets....

Hun er gravid, så vi kan desværre ikke drikke øl eller champagnecocktails.
Det ville ellers have været prikken over i'et.

Dvs. at det kan hun ikke... Jeg kan selvfølgelig godt ;-)


Og nu til nedtællingen: 14 dage/338 timer/20160 timer til jeg ser min elskede igen...
Det er egentlig ikke så lang tid, men det føles bare ulideligt!!!

Støt brysterne

Jeg er lige nødt til at sætte denne rosa sløjfe på i anledningen af "støt brysterne" kampagnen.

Jeg er nu selv nået i en alder, hvor jeg ser mange jævnaldrende kvinder, der rammes af brystkræft. Nogle endda meget hårdt.

Hermed min opfordring til at støtte kampagnen og huske at undersøge sine egne bryster en gang om måneden.

Dagens tips: Sæt mobil telefonen til at alarmere en gang om måneden (helst umiddelbart efter mens) så er det nemmere at huske.

Skal det være sjovt, så få nogen til at undersøge dine bryster for dig ;-)

Jeg kan høre græsset gro.

Idag er en dejlig efterårsdag. Solen skinner og det blæser men ikke for meget.
Dagene er blevet mærkbart kortere og det er også blevet koldere, men det er stadig smukt udenfor.
Desværre er det ikke koldt nok til at græsset er gået i vinterhi, så jeg skal ud og slå det om ganske straks. Hvornår holder det skidt op med at gro??

Drengene er hos deres far i denne uge, hvor de har vinterferie, så jeg har oceaner af timer for mig selv. Det er både godt og skidt.
Jeg når en pæn del. Jeg får skrevet i min blog. Jeg får vasket tøj. Jeg får ryddet lidt op. (Men ikke for meget - man skal heller ikke overdrive ;-))

Men det er også ensomt og det synes jeg engang imellem er træls. Jeg kan egentlig godt lide at være alene i perioder. Trives ganske godt med det, men på et tidspunkt bliver det lidt for patetisk kun at snakke med katten.
Jeg har for meget tid til at gå og tænke og til at savne.

Efter den skønneste høstweekend hos min elskede er savnet meget stort.
Vi sad og prøvede at koordinere kalendere i går aftes.
Det var nedslående.
Jeg kan ikke rejse til hende de weekender, hvor jeg har drengene. Og de weekender hvor jeg ikke har drengene kommer der andre ting i vejen.
Sådan ser det ud for de næste 5 uger. Meget deprimerende.

Men heldigvis har hun kunne udskyde nogle af sine gøremål, så hun kommer til mig sidst på måneden. Hurra hurra. Endda i en lidt forlænget weekend.
Det lyder måske lidt skørt, men hver time tæller, ja hvert minut endda, når man har så kort tid sammen som vi har.

Men så er det heldigt at vi er så gode til at udnytte tiden maximalt. Vi når det vi kan og oftest det vi vil......

Så selvom vi begge er rørende enige om at det er noget lort at skulle undvære hinanden, så er det så meget mere luxeriøst at vi overhovedet har hinanden - både at elske og at savne....

Hjemrejseblues

Det er söndag aften og jeg sidder i lufthavnen og venter på at mit fly skal bringe mig tilbage til DK. Bag mig ligger en dejlig weekend i min elskedes favn.

Det har, som altid, väret skönt at besöge hende. Når jeg er hos hende, glemmer jeg alle de trälse ting, der ligger og venter på mig derhjemme. Hun er min oase, hvor jeg tanker energi og kärlighed. Masser af kärlighed. Når jeg kigger ind i hendes smukke blå öjne, glemmer jeg tid og sted og svömmer bare hen i forelskelsens vidunderlige varme.

Efter en lang rejse med nattog fra Jylland og et tidligt morgenfly, kom jeg hjem til hende tidligt fredag formiddag. Så det föles somom vi har haft mange timer sammen, selvom det altid föles som at det er for få..... Fredag aften var vi i byen og se et stand-up show, og selvomder var visse sproglige vanskeligheder, så var det ganske morsomt..
Lördag var vi fantastisk effektive. Vi var på shopping... Vi gik simpelthen Shop-Amok. Og det var ganske underholdene, isär fordi ingen af os bryder os specielt meget om at shoppe.
Og på trods af dårligt vejr, var der enormt mange mennesker ude og shoppe, så det var besvärligt at komme frem og tilbage.

Men vi fungerede helt fantastisk som et shoppe-team. Hun prövede en masse töj og jeg löb rundt mellem stativerne og hentede de rigtige störrelser og farvekombinationer.
Det var morsomt at väre Shopping-assistant. Isär fordi jeg selv slap for at pröve töj (hvilket jeg hader!!) og fordi det var en fornöjelse at se, hvor fin hun blev.. Det er hun nu skam altid - men det er sjovt at blive inspireret og köbe töj, man ellers ikke ville have fundet på at pröve selv. Og fin, det blev hun!

Og nu sidder jeg her i lufthavnen og savner hende, så det gör fysisk ondt!. Men om alt går vel, ses vi snart igen.. Om kun 17 dage. Kun 17 x 24 x 60 sekunder. Og det er da vel ikke så länge - er det???

Papirnusseri

Jeg var til møde med advokaten i mandags. Det skulle have været et opsamlings/strategimøde inden rettsagen. Men stor var min forbavselse, da jeg fandt ud af:

1. Jeg overhovedet ikke lovformligt er separeret, da min snart X ikke vil godkende seperationsbetingelserne.
2. At statsforvaltningen ikke havde sendt papirene til retten endnu, til trods for at det er over 2 mdr!!! siden vi var dernede og talte med ham, der skulle forestille at være en sagsbehandler.

Så nu venter jeg på, at blive indkaldt i retten, så vi en gang for alle kan få afgjort separationsbetingelserne, så jeg kan blive skilt og komme videre....

Selvom det egentlig bare er en lille detalje. Der er stadig mange andre ting, der skal falde på plads inden jeg for alvor er fri fra mit gamle ægteskab, men det er somom at denne symbolske ting fylder mest lige nu. Egentlig er det bare på papirene, det skal ordnes, for jeg er (i mit hoved og i mit liv) totalt skilt fra min X.

Jeg er ved at pakke lige nu....

Om præcis 4 timer starter min rejse - fysisk ihvertfald. Psykisk er jeg næsten allerede ankommet.....

Jeg er kærlighedsturist igen ;-)

Efterårsblues.

Wow....

Det er snart en måned siden jeg skrev sidste indlæg.... Jeg var sikker på at det max var 2 uger siden....

Men dagene flyver jo afsted. Det er blevet efterår for alvor. Regn og rusk. Jeg har nu ikke noget imod det. Jeg kan godt lide at sidde inde i en varm stue mens elementerne raser udenfor. Nyder varm te og stearinlys.
Men jeg kan mærke at mit humør og energiniveau bliver lavere i takt med at temperatueren falder udenfor.
Jeg har altid haft en tendens til lidt vinterblues, men jeg synes at det slår lidt tidligere og hårdere i år. Men det hænger nok sammen med alt det der også sker omkring mig...

Min x har søgt forældreorlov resten af året og søger nyt job. Et snedigt led i hans plan om at få drengene og slippe for at betale børnepenge. Den lort.... Han kunne så absolut ikke skifte job, dengang jeg hang i laser og ikke kunne klare mere. Og nu kan alt pludseligt lade sig gøre. Han giver mig tilmed skylden for at han mister sit job. Men den har jeg ikke tænkt mig at tage på mig.
Men det hele forstyrrer og ødelægger alle de planer og planlægninger vi allerede havde lavet året ud og det irriterer mig grænseløst. At han på den måde går ind og forstyrrer den ro, der var på resten af året..... Men det skal vi vist liiige have en alvorlig snak om. Selvfølgelig skal han se drengene, så meget som det er muligt og rimeligt, men det bliver ikke kun på hans præmisser. Igen igen...

Målbart lavpunkt

Brylluppet i lørdags gik ok. Det var egentlig lidt kedeligt og uden de store overraskelser. Jeg havde håbet på noget mere underholdning, men det bar lidt præg af at der havde været et dødsfald i den nære familie kort tid inden.

Da jeg i min omgangskeds er meget tæt på mange, der forsøger at blive gravide, bliver der naturligt nok talt meget om hormoner, cykluslængder, ægløsning, folikler, morgentemperatur m.m.
Det har gjort mig nysgerrig på min egen cyklus, da jeg egentlig aldrig har skænket den en tanke. Jeg har haft en hormonspiral i 5 år og i lang tid blødte jeg overhovedet ikke. Egentlig ikke noget negativt - tværtimod. Desværre havde jeg stadig hormonelle udsving og PMS... Gudernes forbandelse ;-)

Men efter at den blev skiftet med en ny model, har den egentlig ikke fungeret så optimalt, som den gamle. Så jeg har normal cyklus med ægløsning, mens und alles, men heldigis ikke så kraftig som uden hormonspiralen. Jeg har egentlig altid haft en rimelig stabil cyklus omend lidt forlænget.
Men nysgerrigheden har fået mig til bl.a. at måle min morgentemp og tjekke mit ægløsningstidspunkt - bare for sjov forståes. Og i morges fik jeg synligt bevis for hvad min eksmand påstår for tiden, at jeg er en kold skid.
Midt i min mens målte jeg min morgentemp til 36,0. Mit indtil videre absolutte lavpunkt.

Intet er så skidt........

Jeg taber mig....

Det startede lidt ubevidst, men nu er det særdeles besvidst.
Vi er inviterede til bryllup på lørdag. Og når jeg siger "vi", så er det x'en og jeg, der er inviteret hver for sig til det samme bryllup.
Det skal blive interessant at tilbringe en hel dag og aften i samme rum som ham og forsøge at undgå øjenkontakt. Kommer forhåbentlig til at sidde med ryggen til. Jeg har gjort ham det helt klart, at hvis han begynder at tale om skilsmissen, så er jeg den, der er smuttet.

Jeg havde taget så meget på, da jeg er en notorisk trøstespiser, at jeg ikke kunne passe noget af mit gamle festtøj, der hænger i garderoben og samler støv. Så jeg gik ned i byen, for at finde noget, jeg kunne tage på.

Jeg gik ind i en butik, der vist skulle være meget "Hot", men fandt ikke noget over størrelse "anoreksi" eller under 1000 kr for den sags skyld. Så jeg hankede op i mine Coop-poser og gik ind ved siden af - i en butik for "pluss-piger". Dvs fra str 44-58... Men det hedder de ikke i den kategori. Str 44 er en str Small..... Genialt... Jeg fandt en fin kjole i str Small, en str jeg ikke har kunnet passe, siden jeg blev konfirmeret...

Men nu er problemet, at den faktisk er blevet for stor. Den hænger på mig, som en ventekjole og jeg ser gravid ud i den!!!!!!!!
Panik panik.. Ikke lige det rigtige look, når man skal hovere overfor x'en.... (Eller måske netop??!!??)

Så kl 22 igår aftes så man lige mig på hovedet inde i skabet, febrilsk kastende tøjstykker ud på sengen. Og det lykkedes mig faktisk at fremtrylle en kjole, som jeg kunne skrue mig ned i. Bevares - den kunne godt være en str større, men hvis jeg trækker maven ind og køber et par gode "Push-Up/Inn" strømpebukser, så kunne det godt fungere....... Og efter en tur til frisøren lørdag formiddag, skal jeg nok ligne - om ikke en million - så ihvertfald et par tusind ;-)

Mandag igen.

En dejlig weekend er lige slut. Der har været årlig tivoli og marked her i byen. Drengene, K og jeg har hygget os med karusseller og skydetelt. Jeg ramte plet hver gang. Forestillede mig bare min eksmands ansigt på sigtekornet!!!

Idag er det præcis 5 mdr siden at K og jeg var sammen for første gang.... Det føles både meget længere siden men også meget kortere siden. Jeg har jo kendt hende i længere tid og derfor har hun også været i mit liv i længere tid. Men samtidig føles det som utroligt kort tid siden, at vi var sammen for første gang.

Der er sket rigtig meget på kort tid, når man kigger tilbage på det, men det har føltes helt ok. Jeg plejer at være god til at tage tingene, som de kommer uden at gøre dem for komplicerede på forhånd. Men jeg kan mærke at al den planlægning af datoer, tidspunkter, møder, ankomster og afrejser, hvornår børnene er hér eller dér begynder at føles lidt kompliceret for mig.
Jeg plejer som regel ikke at vide, hvad der sker ret langt ud i fremtiden, men nu har jeg virkelig brug for min kalender i alt hvad jeg gør.. Og jeg er ikke ret god til skemalægning og langtidsplanering. Jeg dobbeltbokker og glemmer aftaler - og det irriterer mig grænseløst. Jeg plejer selv at have meget lav tolerance for sådan ustrukturerethed hos andre.

Men sådan former mit liv sig lige nu. Og det skal jeg bare vænne mig til. Jeg skal blive bedre til at planlægge... Måske jeg skulle købe en større kalender med plads til flere notater....
Eller ansætte en privatsekretær. Det skulle være så populært........

Det første trin.

Jeg har lige nu for ganske kort tid siden haft en lille succés-oplevelse med at sige fra.... Men det er med blandede følelser..

Drengenes far har helt egenrådigt disponeret over skiferien og købt en skirejse i vinterferien. Og dette var inden vi nogensinde havde aftalt, hvem der skulle have drengene i vinterferien. Jeg havde nævnt for drengene, at hvis vi fik sparet penge sammen, så kunne det være sjovt at tage afsted på skiferie, og så går han uden videre ind og overtager projektet, inden det overhovedet er blevet til andet end en strøtanke.
Eftersom han har dem i efterårsferien, troede jeg det var logisk, at så skulle jeg have dem i vinterferien. Jeg havde aftalt med min arbejdsplads at få ferien i den uge. Og det er i forvejen ikke nemt på en arbejdsplads fyldt med kvinder med børn i skolealderen.

Hans argument var, at det var han nødt til - ellers kunne han ikke få den i tide og til billige penge. Jeg var rasende. Rasende over at han gjorde det uden at aftale det med mig først....
Så siger han guddødemig at det er for 2 voksne og 2 børn, så jeg er velkommen til at tage med!!
Jeg er målløs... Sagde til ham at jeg syntes bare ikke det var i orden, og at jeg forøvrigt aldeles ikke ville med ham på skiferie.....
Han siger så at han er villig til at aflyse det... Men han har allerede fortalt det til drengene.. Så det er nemt at se, hvem der bliver den "onde", hvis jeg siger at de ikke kan komme afsted alligevel. Og jeg aner ikke om jeg overhovedet får råd til at tage på skiferie alene sammen med drengene....

Jeg er ulykkelig og vred over at han har sat os i denne situation....

Synes virkelig ikke at han kan være det bekendt - og det sagde jeg til ham.. Men der er ikke kommet nogen løsning endnu...

Men jeg har stadig svært ved at adskille fornuft fra følelser......

Babysteps - babysteps.........

Må man i øvrigt kalde nogen for en idiot i en blog?????

Mod.

Min søster er på tøseferie sydpå.
Hun ringede til mig - helt høj, eksalteret og kun en lille smule beruset - og fortalte at hun var hoppet ud fra en 10 meter høj klippe. Ned i vand selvfølgelig.... ;-) Og bagefter drak hun sig stiv..
Det synes jeg er modigt.... Altså springet.. Ikke at drikke sig stiv ;-)

Det fik mig til at tænke på min egen situation.
Det tog mere mod end jeg nogensinde har kunnet mestre, at forlade min mand og ønske skilsmisse..
Men siden da synes jeg mit mod er svært at få øje på.

Jeg har tendens til at trække mig, når der er for voldsomme konfrontationer. Og jeg bliver mundlam og har svært ved at argumentere min sag, når jeg står overfor folk, der er veltalende og gode til at argumentere. Uanset om de har ret eller ej...

Men min største svaghed er, at jeg oftest handler ud fra mine føleleser og ikke altid ud fra hvad der er det mest fornuftige.... Og det er svært at argumentere for. Jeg føler mere at jeg skal forsvare mine handlinger bagefter. Og det er trættende og frustrerende.

Så jeg er nødt til at samle mig mod igen og argumentere for min sag. Hvis ikke jeg gør det, så kommer det her til at knække mig, fordi jeg hele tiden danser efter andres piber og ikke min egen.

To be continued............

Oh små glæder!!!

Hurra hurra...

Har lige set at der er sæsonpræmiere på min yndlingsserie..... Dr. House!!!!!!!!!!!!!!!!

Verdens (eller ihvertfald filmverdens) mest utiltalende læge....

Humøret og energiniveauet steg pludseligt betydelig :-)

Og det bedste er, at for første gang i 11 år behøver jeg ikke forsvare mit ønske om at se serier eller slås med nogen om fjernbetjeningen...

Hurra hurra.....

Efterårstræthed?

Jeg synes mit energiniveau er totalt i bund idag.

Har lavet nem aftensmad til mig og drengene og sidder nu bare og flader ud foran tv'et.
Ser den ene dumme serie efter den anden og orker absolut ikke at lave noget som helst nyttigt idag.
Idag er en nul-dag. Har tænkt mig at blive siddende på sofaen indtil jeg skal i seng.

I morgen har jeg tænkt mig at vågne frisk og fuld af energi... En stor hjælp er tanken om at der i morgen kun er en uge til at jeg skal se min kæreste igen.....

Min svenska flickven ;-)

Separation og sodavandsdiskotek

Som tiden dog flyver afsted.
Mit sidste indlæg indledtes med at K nu havde været her i 2 uger og idag har jeg lige kørt hende til flyet. Hun er rejst hjem og huset føles ulideligt tomt. På trods af 2 katte, en hamster, fisk og 2 mine 2 drenge. Hun er væk. Der er ingen, der kommer hen og kysser mig i nakken, mens jeg sidder her ved PC'eren. Ingen, der giver mig en kram eller et kys, når de går forbi.

Og så dog. Mit ældste barn er meget kærlig for tiden. Han er ellers ved at blive en lille præ-teenager... Gyyyys... Han var til sodavandsdiskotek for første gang i fredags sammen med sin 3 år ældre fætter.
Han var bare for sej. Fik endda sat håret med géle. Noget han ellers hader!
Men jeg kan mærke på ham, at der er mange ting, der fylder for tiden. Der er selvfølgelig hele problematikken omkring skilsmissen og samværsordningen, som går ham på.
Han er som en lille svamp. Selvom vi forsøger ikke at involvere ham i ting, han ikke behøver forholde sig til, så suger han det hele til sig. Og der er ingen tvivl om, at han er i loyalitetskonflikt, på begge sider...
Og så er der hans problemer i skolen. Dvs at han har ikke faglige problemer, men sociale problemer og det synes jeg på en måde er værre. Hvis han havde faglige problemer, ville det være lettere at sætte ind med en handlingsplan. Men når man føler sig udenfor, føler sig uretfærdigt behandlet og misforstået, så er det en anden problematik og den er meget svært at gribe fat i.
Men der er fokus på problemerne, både fra vores og skolens side og det er godt. Det kommer til at tage tid, men det er ok. Bare der bliver forbedring at spore.

For at vende tilbage til kærligheden, så har det været 3 fantastiske dejlige uger. De er bare gået alt for stærkt.
Jeg havde selvfølgelig gjort mig nogle tanker forinden. Hvordan skulle det gå at have en hverdag sammen. Hvordan ville børnene reagere, når hun nu var her dagligt og i så lang tid. Hvordan ville hun trives herude på landet med husdyr, have og fluer og andre ulækre kryb, som hører sig til, når man bor udenfor bygrænsen.....

Men det er gået fantastisk godt. Drengene har tilsyneladenede accepteret at hun er her. Det må være svært for dem, men jeg synes de tager det flot.

Vi har bestået det nye parforholds første og afgørende stopprøver/forholdstestere. Vi har samlet møbler fra IKEA uden at komme op og skændes og samlet et monstrum af et hjemmelavet skab tungere end et ondt år uden at snerre af hinanden. Og det er stort ;-)
Så tror jeg på at vi kan klare alt!!!
Selvom dette langdistance-forhold er noget lort. Men jeg kan godt se, at i forhold til f.eks 100 eller 200 år siden, hvor man fik post en gang om måneden eller 2 gange om året, alt efter hvor man boede, så har vi det nemt i 2008. Eller ikke. Man bliver også hurtigt forvænnet. Man vænner sig til e-mails, sms'er, daglige flyafgange og alle andre bekvemmeligheder, der hører den højteknologiske tid til.

Men der er heldigvis mindre end 2 uger til vi ses igen............................................

Suburban happieness

Det er utroligt så hurtigt man kan tilpasse sig. Jeg kan ihvertfald.

K. har nu været her i 2 uger - og det er skønt. Skønt at komme hjem og blive mødt med et "Hej" og et kys - istedet for kun kattenes "giv mig mad NU" ritualer.

Vi har fundet en "rolig" hverdag, hvor vi suppelerer hinanden godt. Hun er en fantastisk sparringspartner. Stiller sig objektivt undrende til alt det kaos, der er omkring mig - og som hun uværgeligt bliver trukket ind i. Men hun formår at holde hovedet koldt og støtter mig, som jeg ikke troede var muligt. En støtte der hjælper og ikke giver anledning til dårlig samvittighed eller nye dilemmaer.

Det kan næsten lyde småborgerligt og kedeligt, når jeg her skriver om det. Men det er det ikke. Alt andet end kedeligt. Vi udforsker stadig hinanden og finder nye sider af hinanden, os selv og "os" - og det er spændende.
Og til alt det som jeg har set indtil videre, kan jeg kun sige "me like - me like alot!!"

Jeg har ferie i denne uge, hvor skolen er startet igen. Det er rart at kunne sende børnene i skole stille og roligt, uden selv at skulle ræse ud af døren. Det er skønt og luxeriøst.

K. ligger stadig og sover oppe i sengen. Om lidt går jeg op og putter mig hos hende. Og dét er lykken! Lige dér under en morgenvarm dyne, i den blødeste favn af alle..

Bekymring og glæde

Jeg ville ønske at jeg kunne spole tiden ½ år frem. Frem til dér, hvor der er faldet ro over tingene og hvor jeg ikke behøver at undertrykke det sug, der er i maven mere eller mindre konstant.
Et sug, som jeg forsøger at overdøve på mere eller mindre sund vis. Men det får være sådan for tiden. Jeg har ikke energi eller overskud til at løbe maraton'er eller spise GI-kost for tiden. Den står istedet på masser af god mad, sukker i mange forskellige forklædninger og en masse hygge øl og vin. Undskyldningen er, at vi har ferie. Og hvor heldigt at vi har ferie forskudt af hinanden, så den undskyldning har vi brugt nu i snart 1½ måned.... Og den holder 1½ uge endnu ;-)

Men der er også meget glæde midt i det hele. Og dagen i dag er ganske særlig. I dag er det præcis et år siden, jeg så min elskede for aller første gang.
Og det skal fejres.

To be continued..........

Håb.

Jeg håber.
Prøver at holde næsen oven vande og håber på det bedste. Der er ikke så meget andet jeg kan gøre.
Det frustrerer mig, der er vant til at få tingene til at hænge sammen og fungere, at der er så meget lige nu, der er udenfor min kontrol og rækkeevne.
Så jeg holder vejret og håber. Håber at jeg kan få lov til at beholde børnene. At jeg får lov til at se dem mest muligt. At vi kan få ro på hverdagen og at de ikke lader sig mærke alt for meget, af det der sker omkring dem lige nu.

Jeg er tilgengæld stolt af mig selv lige nu. Stolt af at jeg er i stand til at vise overbærenhed, at jeg kan holde hovedet koldt og være konstruktiv, når en stor del af mig skriger, stamper i gulvet og tuder over den uretfærdighed, som jeg synes overgår mig for tiden. Men jeg prøver på at sige til mig selv, at jeg ikke er den, der har det værst lige for tiden. Og det hjælper.

Det hjælper også ufatteligt meget, at jeg har et par brede skuldre at græde ud ved. En at støtte mig til. Og det er meget mere end jeg kan forlange.
Bare det at kunne ligge i sengen og læse i en bog, mens min elskede falder i søvn i mine arme - det er lykke.......
Og det er masse små (og store) ting som dette, der gør at det er det hele værd!!!!!

Sorg og bekymring

Jeg er knust.
Går rundt nærmest apatisk.
Har skiftevis ængstelse i hele kroppen og tungsind, så jeg nærmest ikke kan slæbe mine fødder afsted.

Jeg er i skilsmisseforhandling med min mand gennem snart 11 år.
Han er ved at acceptere, at jeg ikke elsker ham mere, men kan ikke forstå hvorfor.
Kan ikke se, at man skal være 2 for at få et ægteskab til at fungere. Han fralægger sig ethvert ansvar og har altid gjort det - samtidig med at han ville diktere dagsordenen.
Og det fortsætter han så med. Han kræver at børnene skal bo ved ham og at de så kan komme på besøg hos mig.. ??!!

Han har et arbejde, der gør at han er væk minimum 40 % af tiden og har været det de sidste 8 år. Og nu vil han så ind og påtage sig ansvaret for børnene. Jeg mener så, at det er da dejligt at han vil det, men at det ikke skal være på bekostningen af mig eller børnene. At de skal miste mig, som den primære person i deres liv. Det er og har altid været mig, der har stået for alle de arrangementer og planlægninger, der har været i og omkring børnenes og vores liv.
Så jeg har svært ved at tage det alvorligt, når han nu siger at han vil have dem.
Men samtidig, så er jeg bange. Bange for hvad han kan finde på at sige til børnene, for han skyr åbenbart ingen midler for at få sin vilje. Bange for at han vil vende dem mod mig og sætte dem i loyalitetskonflikt. Og det ønsker jeg virkelig ikke. Så er min umiddelbare tanke at jeg går med til hans krav for at beskytte børnene, men samtidig så VIL jeg ikke det. For jeg ved godt, hvad der er bedst for dem og hvem der er den primære person i deres liv.
Han skal selvfølgelig også være i deres liv og de skal have et godt forhold til ham, så det er jeg nødt til at anstrenge mig for at få også - men det er svært..

Sommer, sol og kærlighed

Der er varmt i Danmark for tiden. Rigtig varmt. Og jeg er på arbejde :-(
Mens jeg er på arbejde er K ( K - for Kærlighed eller Kæreste ;-) hjemme hos mig og nyder ferien. Og jeg nyder at have hende dér.
Jeg nyder at hun er hos mine børn, der også har ferie.

De er glade for hende - heldigvis - og hvorfor skulle de ikke være det. Hun er blid og sød og bare generelt dejlig!
Men det er en lettelse at de tager det så forholdsvis "flot" at deres mor pludselig har "dumpet" deres far og fundet en pigekæreste.
De er lidt generte ved det, forståeligt nok. Og vi er også diskrete, når vi er ude i samfundet.
Vil ikke gøre dem flove. For det er de jo også - et eller andet sted. Og det er også forståeligt.
De er så tilpas store, at de godt ved, at når man skiller sig ud fra den store øvrighed, så bliver der lagt mærke til en. På godt og svært. Og i den alder ønsker man jo ikke at skille sig ud. Man vil være en del af fællesskabet og accepteret.

Min største frygt er at de skal lide overlast. At de skal blive udsat for intolerance, småborgerlighed, snæversynethed og sexisme på mine vegne.
Det vil de uden tvivl komme ud for i en eller anden grad, på et eller andet tidspunkt, men jeg forsøger at ruste dem og forklare dem, at det er de andres dumhed, fordomme og frygt, der kommer til udtryk når de reagerer sådan. Og at vi reelt set ikke kan gøre noget ved det.

Jeg forsøger at opdrage dem til at være tolerante og acceptere forskelligheder, men ikke finde sig i andres dumheder.
Forsøger at lære dem at sige fra - men det er svært, når man ikke engang er teenager endnu. Forsøger at lære dem, at det vigtigste her i livet er at opføre sig ordentligt, være tro mod sig selv og gøre det, der føles rigtigst. Selvom det nogen gange kan være svært. Også selvom man kan komme til at såre andre. Men man har kun ét liv. Og hvis man er ulykkelig, tager man andre med sig i faldet - og det er heller ikke ønskeligt for nogen parter.

Men det er en svær balancegang..............

Endelig!!

Endelig lørdag.
Endelig fri.
Endelig kan jeg sove længe (vågnede først kl 8.00)
Endelig kommer min elskede og besøger mig og skal være her i 3 uger.
Endelig - endelig.

Jeg har lidt småtravlt her i dag. Jeg skal rydde op, så her er pænt, når hun kommer.
Jeg er ret god til at rode, når jeg er alene. Har en tendens til at samle alle papirer o.l. i bunker rundt omkring. Og de kan godt få lov til at ligge forholdsvis længe. Til mit forsvar skal lige siges, at jeg som regel ved præcis, hvad jeg har i hvilke bunker - som regel ihvertfald....

Fik slået græs igår og ordnet lidt have. Jeg har købt en hækklipper med genopladeligt batteri (2 stks selvf. så man ikke er tvungen til en ufrivillig pause ;-)) Jeg er jo nu alene, så alt det hænger på mig. Men jeg lovede min elskede at hun måtte være den første til at prøve hækklipperen... Hun er ligeså langsomt ved at blive indført i husejerens glæder og strabadser. Stakkels storby-lejlighedsboende pige. :-D Jeg tror at det har medført reelle kulturchok for hende, efter at hun har mødt mig. Men hun tage det i stiv arm og ser heldigvis ud til at nyde det og trives midt i alt mit kaos. Og det er jo fantastisk...

Det er noget nemmere sådan rent praktisk, når man er 2. Men efter at have været "praktisk" i alt for mange år, nyder jeg rent faktisk at det på mange måder er blevet mere besværligt. Eller skal vi sige udfordrende? Jeg har heldigvis gode venner og naboer, der er rigtig søde til at give en hjælpende hånd, når jeg har brug for det. Men jeg nyder også at gå og gøre disse praktiske ting alene. Generelt elsker jeg arbejde, hvor jeg umiddelbart kan se resultatet af mine anstrengelser. Derfor er jeg så god til praktisk arbejde og enormt dårlig til teoretisk arbejde. Jeg mister simpelthen interessen alt for hurtigt....
Og så kan jeg bare generelt lide have mulighed for at lade tankerne vandre, mens jeg er fysisk optaget af noget andet.
Inden jeg fik børn, brugte jeg meget at høre lydbånd (ja - så gamle er de. Fra Walkmandens tid :-D) mens jeg f.eks støvsugede, strøg eller sad og strikkede. Men efter de blev født var jeg nødt til at holde øre med dem, så det var slut med at lukke mig inde i lydøgernes magiske verden. Og Walkmanden blev brugt til at pacificere dem, når vi var ude og køre eller rejse.
Men jeg savner det faktisk. Er nødt til at undersøge, hvilke muligheder, der er idag. Måske man kan Podcaste bøger?? Det ville være smart.

Det bliver en varm og solrig weekend og den skal nydes... På alle måder... Har planer om at tage ud til Vesterhavet imorgen. Elsker Vesterhavet.

Nyt Look

Jeg kunne ikke klare den lyserøde farve mere...

Derfor det nye look..

Sommer, sol og 52 timer.

Så er sommeren kommet tilbage til Danmark og vejret er fantastisk.
Desværre er jeg på arbejde hver dag og hele næste uge med. Og det ville være aldeles rædselsfuldt, hvis ikke det var fordi at jeg får besøg om 2 dage!
- 2 dage
- 48 timer
Eller 52 præcis i skrivende stund, men så nøje tæller vi heller ikke ned. Det ville nærmest være for infantilt og komisk... ;-)

Jeg føler mig helt beruset og høj for tiden.
Og det er godt, for på tirsdag har jeg et rigtig trælst møde i vente.
Jeg skal til møde i statsamtet vedr. skilsmissen/seperationen. Det er de praktiske ting, der skal afgøres nu. Bodeling, hussalg, forældremyndighed, samværsordning osv.

Der er mange følelser forbundet med disse praktiske foranstaltninger. Rigtig mange endda. De kan være lidt svære at forholde sig til og kapere. Især for en, der er så let påvirket, som mig. (Jeg sad sågar og fældede en tåre til en genudseldelse af "Det Lille Hus På Prærien" forleden!!!!) Oven i det, kommer jeg til at have mega PMS i netop de dage... Det er dømt til at gå galt.

Men heldigvis har har jeg min elskede at komme hjem til efter mødet. For jeg kommer til at behøve trøst. Og det er hun suverænt god til. Hun er i det hele taget rigtig god for mig og jeg er så lykkelig og taknemlig for at have hende i mit liv.
Vi har hver vores kampe, men kæmper også sammen. Og det er dejligt. Jeg tror at det bl.a. var meningen med at vi skulle mødes nu! For at støtte hinanden. Og det er vi gode til.

Og hun skal være hos mig i 3 uger!!!!! Det er luxus......

Og nu er der kun 51 ½ time til, hvis man altså talte ned ;-)

Straf? Eller belønning?

Jeg har tænkt over slutkommentaren på mit første indlæg. Om der kommer en straf....

Jeg har gjort mange ting i mit liv, som måske burde afstedkomme en eller anden form for straf. Og jeg er den, der har været værst til at straffe mig selv!
Men jeg har så sandelig også gjort mange ting, som jeg burde belønnes for. Mange flere end jeg nogensinde skulle straffes for.

Så summa summarum: Jeg er kommet frem til, at jeg lige nu er ved at blive belønnet!!!
Min lykke lige hér og nu er min belønning, for alt det jeg har udstået og udsat mig selv for gennem de seneste mange år.

Denne belønning er så absolut velfortjent!
Den skal nydes til fulde.
Og det bliver den!

Så nu behøver jeg ikke trøste mig selv mere med raffinerede kulhydrater, (det lyder mere sofistikeret end slik ;-) som jeg er storforbruger (læs: misbruger) af.
Mit nye mål: At være god ved mig selv og min krop. At nyde alt det gode, der sker i mit liv. Lukke øjnene og tænke på alt det gode, når alt det slemme kommer til at fylde for meget.

Teknologiens fortræffeligheder.

I dag er en særlig dag.
I dag er en mærkedag.
I dag er det præcis 4 mdr siden jeg med hjertet i halsen trykkede på "send" fra min mailadresse.

Jeg havde sendt en forsigtigt mail til min elskede. Jeg var så småt ved selv at forstå hvilke følelser, der lurede under overfladen og var bange for, hvordan jeg skulle få det sagt.
Bange for om jeg ved at blotlægge mine følelser, ville blive totalt til grin og for om jeg ville have ødelagt en relation, der på andre måder også var vigtig og betød meget for mig.

Jeg er på mange måder meget impulsiv og der gik derfor ikke lang tid fra jeg besluttede mig for at skrive mailen, til den var sendt. Det gav mig ikke lang tid at tænke over indholdet, som hvis det f.eks. var et håndskrevet brev.
Og det er måske nok meget godt. For hvis jeg skulle lade fornuften råde i mit liv som det primære, så var der mange ting, som jeg ville gå glip af.
Jeg er meget styret af mine lyster og impulser, på godt og svært.
Men for præcis 4 mdr siden, kl 14.32 fulgte jeg mit hjerte, selvom jeg endnu ikke helt var afklaret med det på netop det tidspunkt.

Og heldigvis for mig, lever jeg i en tidsalder, hvor teknologien og kommunikationen er hurtig. For jeg fik svar allerede samme aften kl 19.11...
Hvis jeg skulle vente ½ år på at postbåden ville komme tilbage ind gennem fjorden efter isens opbrud med brev til mig, så ville jeg blive skør i hovedet!! Tålmodighed og impulsivitet går ikke særlig godt i spænd.

Men hun svarede... Hun forstod... Hun følte også... Og hun var heldigvis mere afklaret end jeg var...
Og siden da har det bare været en rejse på lykkens forelskede vinger. Og det er aldeles fantastisk. Og selv om jeg ikke er overtroisk. Nej aldeles ikke (sådan da;-)) så er både kaffegrumsen og Tarot kortene enige med mig. Hvor heldig kan man være..??

Og alt det skete for kun et kvartal siden.... Et kvart år.... Så kort tid siden og så alligel så lang tid siden.....For det startede jo længe inden da... Og derfor føles det også somom hun har været i mit liv i meget længere tid. For det har hun jo ;-) Både i dette og i tidligere liv.
Før - Nu - Altid

Tarot og hekserier

Jeg er blevet spået i Tarotkort. Og hvis nogen havde fortalt mig for 2 år siden, at jeg skulle have behov for det - eller bare tro det mindste på det, så havde jeg leet højt og overbærende. Hahaha.....

Der er åbenbart mange forskellige måder at lægge Tarotkort på og det skal jeg overhovedet ikke gøre mig klog på. Men vi fandt følgende.

Personlighedskortet viser de kvaliteter, som man skal fremelske og udvikle i sin personlighed. Det viser de egenskaber, hvormed man viser sig for verden og hvormed man indvirker på denne. Kortet viser hvorledes man fremstår, hvilke opgaver man skal løse og hvilke udfordringer man skal tage op.

Væsenskortet viser de indre kvaliteter, som det gælder om at udvikle. Dette er de skjulte kræfter, hvormed man finder sin sti og adgang til sit virkelige selv, til sin indre mester.

Mit personlighedskort og væsenskort blev det samme: De elskende.

Nøgleordene: Tvillingerne, kærlighed, tiltrækning, forbindelse, forening af modsætninger gennem kærlighed, det at blive bevidst gennem et forhold..

Henvisning: Når dette kort trækkes, kan det pege på et vidunderligt og ophidsende kærlighedsforhold. Bestående forhold bliver gjort dybere, eller man skilles. Nye veje til personlig vækst og integration af dine egne modstridende principper melder sig, idet du vender dig mod og indgår i et vekselvirkoningsforhold med en partner eller en gruppe.

Bekræftelse: Jeg er nu parat til at møde den partner, som jeg altid har lægtes efter at møde.

Vækstkortet viser de energier, opgaver, udfordringer, udviklingsskridt osv, som er særligt aktuelle i et givet år af ens liv.

Mit vækstkort blev: Vognen

Nøgleord: Krebsen, ny begyndelse, skift til det gode, indadskuen, meditation, spirituel vej.

Henvisning: Den forestående forandring lover at føre til en positiv fase af dit liv. Gør dig parat, bring orden i dine forhold, undersøg mulighederne. Du vil lade meget bag dig.

Bekræftelse: Jeg bringer orden i mit liv og gør mig klar til det nye.

Det var meget tankevækkende og ramte på alle måder plet.. Kan det være en tilfældighed? Måske - eller ikke......


Jeg skulle også brede kortene ud, stille et spørgsmål og så vælge et kort. Jeg spurgte om jeg havde valgt rigtigt og trak: Ti stokke - undertrykkelse.

Nøgleord: Saturn i Skytten, undertrykte følelser, tilbageholdt energi, adskillelse, isolation, aggression.

Henvisning: Hvad enten du er dig undertrykkelsen af dine energier bevidst eller ej, så erkend at der er meget mere, som du gerne ville udtrykke, opleve, nyde og fejre. Gør det!

Bekræftelse: Jeg har ret til at følge mine følelser og livsimpulser.

Så spurgte jeg, om jeg og min store kærlighed havde mødtes før og hvorfor vi skulle mødes igen og trak: Ace of cups.

Nøgleord: Overstrømmende kærlighed, emotionel klarhed, dyb kærlighed til sig selv, rigtig given og modtagen.

Henvisning: Du er i dyb kontakt med den altomfattende kærlighed. Den fylder dig, og du kan ødselt give den videre til andre.

Bekræftelse: Altomfattende kærlighed fylder mig og mine omgivelser.

"det at give kærlighed sker fuldstændig uden besvær. Det, der til stadighed strømmer ind i os fra universets uendelige fylde, stråler udad igen af sig selv, når vi forbliver åbne og modtagelige".

Så selvfølgelig skulle vi mødes igen... og igen og igen og...

Og mit nye mantra: Jeg har ret til at følge mine følelser og livsimpulser!

Den første gang. (igen)

Så er jeg på bloggen - igen.

Denne gang en noget hyggeligere udgave. For det meste i hvert fald.

Til en blog med denne titel må man nødvendigvis have en lyserød baggrund. Men jeg får se hvor længe jeg holder farven ud. Kunne forestille mig at den hurtigt bliver kvalm og trættende.

Titlen er inspireret af en anden turist, som rejser i andet ærinde. I hverfald til at starte med ;-)

Min egen rejse startede for alvor i marts, da det gik op for mig, at jeg var blevet forelsket i en anden. En anden end den mand jeg var gift med og havde været sammen med i 11 år. Og det var vildt.

Det havde været undervejs i et stykke tid, uden at jeg selv var klar over det. Men når jeg nu tænker tilbage, så har det ligget og luret og ulmet i baggrunden og bare ventet på at få lov til at eksplodere. Og det gjorde det så.

En dag, da jeg havde set hende, begyndte mine følelser langsomt at gå op for mig. Og det tog noget tid, inden jeg selv forstod, hvad der var ved at ske.

Men så fik det også lov til at ske. Det fik lov til at vokse og det gjorde det. Og det gør det stadig. Og det er ganske fantastisk.

Hun er grunden til at jeg turde tage springet, for hun holder mig oppe og griber mig, når jeg falder.

At være sammen med hende, er på alle måder så dejligt og ukompliceret, selvom de ydre omstændigheder en gang imellem synes uoverskuelige og vældig komplicerede.
Men det er så naturligt og ubesværet, når vi er sammen. Og så urimeligt og besværligt når vi ikke kan være sammen.......

En gang imellem kan jeg blive grebet af en lidt panisk/foruroligende følelse af at det er for godt til at være sandt. At hun er for god til at være sand. At hun skal forsvinde ud af mit liv, lige så pludseligt som hun kom. Men sådan er det jo med alle relationer. Når man knytter sig til nogen, så kommer også angsten for at miste med som en dunkel skygge , der lusker i baggrunden.
For når jeg i kraft mit valg, da jeg valgte hende, gjorde mennesker fortræd i processen, hvornår kommer min straf så? For den må nødvendigvis komme. Det er jo altid sådan....

Men indtil da, hvis det sker, så nyder jeg sommeren, det skiftende vejr, kærligheden og den lykke, der er i mit live lige hér og nu..