Overgreb

I morgen er det en uge siden at jeg blev udsat for et voldsomt overfald af min x..

Det kom meget pludseligt og uventet og rystede mig i mine grundvolde.

Jeg har været i syv sind om jeg skulle skrive det her i bloggen, men i og med at jeg er anonym og dem der er tættest på mig ved det, besluttede jeg mig for at fortælle om det.


Værst er ikke den fysiske del af det, det er til at føle på og forholde sig til. Men det værste er at blive truet på livet. At få taget kvælertag og truet med at blive slået ihjel og truslen om at hente en kniv og dræbe mig. Det sad i mig i lang tid. Det der fløj igennem mit hovet var, at jeg skulle skynde mig hen og hente mine børn og få dem med hjem, så han ikke gjorde noget dumt ved dem. Ikke fordi at jeg nu tror at han ville gøre det, men det var min umiddelbare tanke.

Men jeg har det bedre nu.
Det virker så fjernt og uvirkeligt, men jeg har heldigvis stadig de blå mærker, der minder mig om at det så sandelig var virkeligt.

Jeg har meldt ham til politiet. Det er en underlig følelse at anmelde sine barns far, den mand jeg har været sammen med i over 11 år til en fremmed politibetjent. Fortælle i detaljer hvordan det foregik - og der er allerede nu mange detaljer, der er smuttet for mig.
Jeg kan f.eks. ikke huske om han sad ovenpå mig, da jeg lå ned. Jeg kan ikke huske hvor meget jeg kæmpede for at komme fri. Jeg husker det somom jeg var meget passiv og det skræmmer mig. Havde altid troen at jeg ville kæmpe med næb og kløer, hvis det nogensinde skulle ske for mig. Men jeg prøvede mere på at undvige og sagde til ham, at han skulle stoppe. Det gjorde jeg gentagne gange og til sidst stoppede han også.
Det hele skete meget hurtigt. Jeg tror at der gik max 15 min fra jeg kom ind ad døren, til jeg var ude igen. Men min tidsfornemmelse er ikke til at stole på.

Jeg fortryder ikke et sekund at jeg har anmeldt ham. Men jeg er ked af de konsekvenser det kommer til at få for hans liv, fordi det kommer til at pårøre mine børn. Ikke for hans skyld, men for deres.

De ved heldigvis ingenting og skal heller aldrig have det at vide, hvis det på nogen måde kan undgåes.

Jeg har efterfølgende haft mange, som har støttet og hjulpet mig. Både direkte og indirekte. Mine søskende og min veninde har værét hos mig og igår var første gang at jeg skulle være helt alene. Men det var ok. Jeg er ikke bange. Heldigvis. Jeg føler mig stærk - han skal ikke have lov til at knække mig.....

Men jeg glæder mig meget til min elskede kommer om 2 dage. Det har været svært ikke at have hende tættere på. Men alligevel så er hun hos mig - altid. Både i telefonen, på computeren og i mine tanker. Og det hjælper. Men helt godt bliver det først, når jeg kan putte mig ind til hende igen - om meget snart.......

Hjem kære hjem.

I går kom drengene hjem til mig igen og det var skønt. Selvom det er dejligt at have lidt tid for sig selv også, så er tomheden og stilheden en gang imellem for larmende.

Nu mangler der bare min elskede... Nedtællingen er begyndt. Og vi har allerede lavet planer for november måned også. Det bliver ren luxus at få lov til at tilbringe så mange timer og dage sammen med hende i fremtiden. Det gør at savnet lige her og nu bliver lidt nemmere at holde ud... Men kun lidt!!......

Tøsehygge

I aften kommer min bedste veninde på besøg.

Vi skal se Johnny Depp film og spise chokolade... Ultimativ tøseaften.
As good as it gets....

Hun er gravid, så vi kan desværre ikke drikke øl eller champagnecocktails.
Det ville ellers have været prikken over i'et.

Dvs. at det kan hun ikke... Jeg kan selvfølgelig godt ;-)


Og nu til nedtællingen: 14 dage/338 timer/20160 timer til jeg ser min elskede igen...
Det er egentlig ikke så lang tid, men det føles bare ulideligt!!!

Støt brysterne

Jeg er lige nødt til at sætte denne rosa sløjfe på i anledningen af "støt brysterne" kampagnen.

Jeg er nu selv nået i en alder, hvor jeg ser mange jævnaldrende kvinder, der rammes af brystkræft. Nogle endda meget hårdt.

Hermed min opfordring til at støtte kampagnen og huske at undersøge sine egne bryster en gang om måneden.

Dagens tips: Sæt mobil telefonen til at alarmere en gang om måneden (helst umiddelbart efter mens) så er det nemmere at huske.

Skal det være sjovt, så få nogen til at undersøge dine bryster for dig ;-)

Jeg kan høre græsset gro.

Idag er en dejlig efterårsdag. Solen skinner og det blæser men ikke for meget.
Dagene er blevet mærkbart kortere og det er også blevet koldere, men det er stadig smukt udenfor.
Desværre er det ikke koldt nok til at græsset er gået i vinterhi, så jeg skal ud og slå det om ganske straks. Hvornår holder det skidt op med at gro??

Drengene er hos deres far i denne uge, hvor de har vinterferie, så jeg har oceaner af timer for mig selv. Det er både godt og skidt.
Jeg når en pæn del. Jeg får skrevet i min blog. Jeg får vasket tøj. Jeg får ryddet lidt op. (Men ikke for meget - man skal heller ikke overdrive ;-))

Men det er også ensomt og det synes jeg engang imellem er træls. Jeg kan egentlig godt lide at være alene i perioder. Trives ganske godt med det, men på et tidspunkt bliver det lidt for patetisk kun at snakke med katten.
Jeg har for meget tid til at gå og tænke og til at savne.

Efter den skønneste høstweekend hos min elskede er savnet meget stort.
Vi sad og prøvede at koordinere kalendere i går aftes.
Det var nedslående.
Jeg kan ikke rejse til hende de weekender, hvor jeg har drengene. Og de weekender hvor jeg ikke har drengene kommer der andre ting i vejen.
Sådan ser det ud for de næste 5 uger. Meget deprimerende.

Men heldigvis har hun kunne udskyde nogle af sine gøremål, så hun kommer til mig sidst på måneden. Hurra hurra. Endda i en lidt forlænget weekend.
Det lyder måske lidt skørt, men hver time tæller, ja hvert minut endda, når man har så kort tid sammen som vi har.

Men så er det heldigt at vi er så gode til at udnytte tiden maximalt. Vi når det vi kan og oftest det vi vil......

Så selvom vi begge er rørende enige om at det er noget lort at skulle undvære hinanden, så er det så meget mere luxeriøst at vi overhovedet har hinanden - både at elske og at savne....

Hjemrejseblues

Det er söndag aften og jeg sidder i lufthavnen og venter på at mit fly skal bringe mig tilbage til DK. Bag mig ligger en dejlig weekend i min elskedes favn.

Det har, som altid, väret skönt at besöge hende. Når jeg er hos hende, glemmer jeg alle de trälse ting, der ligger og venter på mig derhjemme. Hun er min oase, hvor jeg tanker energi og kärlighed. Masser af kärlighed. Når jeg kigger ind i hendes smukke blå öjne, glemmer jeg tid og sted og svömmer bare hen i forelskelsens vidunderlige varme.

Efter en lang rejse med nattog fra Jylland og et tidligt morgenfly, kom jeg hjem til hende tidligt fredag formiddag. Så det föles somom vi har haft mange timer sammen, selvom det altid föles som at det er for få..... Fredag aften var vi i byen og se et stand-up show, og selvomder var visse sproglige vanskeligheder, så var det ganske morsomt..
Lördag var vi fantastisk effektive. Vi var på shopping... Vi gik simpelthen Shop-Amok. Og det var ganske underholdene, isär fordi ingen af os bryder os specielt meget om at shoppe.
Og på trods af dårligt vejr, var der enormt mange mennesker ude og shoppe, så det var besvärligt at komme frem og tilbage.

Men vi fungerede helt fantastisk som et shoppe-team. Hun prövede en masse töj og jeg löb rundt mellem stativerne og hentede de rigtige störrelser og farvekombinationer.
Det var morsomt at väre Shopping-assistant. Isär fordi jeg selv slap for at pröve töj (hvilket jeg hader!!) og fordi det var en fornöjelse at se, hvor fin hun blev.. Det er hun nu skam altid - men det er sjovt at blive inspireret og köbe töj, man ellers ikke ville have fundet på at pröve selv. Og fin, det blev hun!

Og nu sidder jeg her i lufthavnen og savner hende, så det gör fysisk ondt!. Men om alt går vel, ses vi snart igen.. Om kun 17 dage. Kun 17 x 24 x 60 sekunder. Og det er da vel ikke så länge - er det???

Papirnusseri

Jeg var til møde med advokaten i mandags. Det skulle have været et opsamlings/strategimøde inden rettsagen. Men stor var min forbavselse, da jeg fandt ud af:

1. Jeg overhovedet ikke lovformligt er separeret, da min snart X ikke vil godkende seperationsbetingelserne.
2. At statsforvaltningen ikke havde sendt papirene til retten endnu, til trods for at det er over 2 mdr!!! siden vi var dernede og talte med ham, der skulle forestille at være en sagsbehandler.

Så nu venter jeg på, at blive indkaldt i retten, så vi en gang for alle kan få afgjort separationsbetingelserne, så jeg kan blive skilt og komme videre....

Selvom det egentlig bare er en lille detalje. Der er stadig mange andre ting, der skal falde på plads inden jeg for alvor er fri fra mit gamle ægteskab, men det er somom at denne symbolske ting fylder mest lige nu. Egentlig er det bare på papirene, det skal ordnes, for jeg er (i mit hoved og i mit liv) totalt skilt fra min X.

Jeg er ved at pakke lige nu....

Om præcis 4 timer starter min rejse - fysisk ihvertfald. Psykisk er jeg næsten allerede ankommet.....

Jeg er kærlighedsturist igen ;-)

Efterårsblues.

Wow....

Det er snart en måned siden jeg skrev sidste indlæg.... Jeg var sikker på at det max var 2 uger siden....

Men dagene flyver jo afsted. Det er blevet efterår for alvor. Regn og rusk. Jeg har nu ikke noget imod det. Jeg kan godt lide at sidde inde i en varm stue mens elementerne raser udenfor. Nyder varm te og stearinlys.
Men jeg kan mærke at mit humør og energiniveau bliver lavere i takt med at temperatueren falder udenfor.
Jeg har altid haft en tendens til lidt vinterblues, men jeg synes at det slår lidt tidligere og hårdere i år. Men det hænger nok sammen med alt det der også sker omkring mig...

Min x har søgt forældreorlov resten af året og søger nyt job. Et snedigt led i hans plan om at få drengene og slippe for at betale børnepenge. Den lort.... Han kunne så absolut ikke skifte job, dengang jeg hang i laser og ikke kunne klare mere. Og nu kan alt pludseligt lade sig gøre. Han giver mig tilmed skylden for at han mister sit job. Men den har jeg ikke tænkt mig at tage på mig.
Men det hele forstyrrer og ødelægger alle de planer og planlægninger vi allerede havde lavet året ud og det irriterer mig grænseløst. At han på den måde går ind og forstyrrer den ro, der var på resten af året..... Men det skal vi vist liiige have en alvorlig snak om. Selvfølgelig skal han se drengene, så meget som det er muligt og rimeligt, men det bliver ikke kun på hans præmisser. Igen igen...