Misundelsens grønne monsteransigt

Jeg faldt over en blog http://tingeling1.wordpress.com/2009/03/28/barnkoden/ og jeg må indrømme at jeg blev oprørt over det jeg læste.
Første gang jeg læste det, var jeg nødt til at stoppe. Men jeg måtte læse det igen og igen for at være sikker på at jeg forstod det rigtigt.

På den ene side forstår jeg godt hendes undren og afstandtagen til den opslugthed, der kan forekomme når man bliver gravid og får børn, især når man står som udenforstående og selv ikke har oplevet at være centrum for sin egen mors ubetingede kærlighed og opmærksomhed.

På den anden side kan jeg også tænke og få lyst til at sige "Tough - Suck it UP!!!!"

For uanset om man vil det eller ej, så bliver man en del af den verdensomspændende mødregruppe/symbiose der kun er forbeholdt mødre.
Og gudskelov for det. For når man oplever noget så skelsættende som en graviditet eller bare det at få barn, uanset hvordan, så er det stort.
Alt for stort til at man kan rumme det alene.

Man oplever at ens egen navlebeskuen og selvcentrerede verdensopfattelse pludselig får et helt andet fokus. Og det er udenfor ens egen kontrol.

Naturen har som udgangspunkt sørget for at vi biologisk bliver påvirkede rent kemisk til at tage vare på vores børn. Men der findes altid undtagelser. Også i naturen.
Nogle mangler simpelthen det rette hormonelle påvirkning til at denne binding sker - andre kan ikke acceptere den invasion som det er at få børn.
Det kan der være mange årsager til. Mine mange års erfaring siger mig at - udover de kemiske faktorer - er det oftest overgreb, svigt eller egen mangel på omsorg, der gør at nogle kvinder ikke kan klare det.

Men at være fordømmende på noget, som man dybest set ikke fatter noget af, kan virkelig bringe mit pis i kog. At se ned på andre og kategorisere dem som enten hjernetomme høns, der ikke kan tale om andet end bleer, eller intelektuelle, der "kan finde ud af " at efterlade deres børn en stund for at tage på café med veninderne synes jeg er for simpelt.
Det synes jeg at kvinder er alt for forskellige til - og gudskelov for det.

Jeg har mange gange oplevet at når jeg talte om praktiske og teoretiske ting i undervisningens navn om børn etc. så fik jeg tit spørgsmålet - har du selv børn?
Og nu hvor jeg kan sige, ja det har jeg faktisk, så vægtes mine ord tungere. Selvom jeg måske siger det samme som før.
Men jeg ved hvor lykkelig man bliver når man mærker liv for første gang inde i sin egen krop. Hvor panisk bange man er for at miste dette liv igen (og det bliver ikke nemmere med årene skulle jeg hilse og sige).
Hvor træt man kan være når man er gravid eller nybagt mor.
Hvor meget det gør ondt på en selv, når børnene skal vaccineres eller kommer til skade.
Hvor fantastisk det føles at få en kram af de blødeste barnearme rundt omkring ens hals.
Hvor meget glæde, sorg, ængstelse, lyksalighed, bekymring, og lykke det er at have børn.

Men jeg ved også alt om, hvor knusende det er, når ens højeste ønske om et barn ikke går i opfyldelse. Og så kan det være svært at være empatisk. Fred være med det.

Men jeg kan kun synes synd om de snæversynede kvinder, der patroniserer mødrerollen og vender ryggen til andre gravide bare fordi de enten ikke kan eller ikke vil have børn.
Jeg håber at det lykkes for dem at få de børn de ønsker (eller ikke hvis det er det de vil). Og når/hvis de bliver gravide vil jeg med glæde tage imod dem med åbne arme og byde dem velkommen i den verdensomspændede mødregruppe.
Og hvis ikke de vil have børn, eller bare trænger til at komme ud, så vil jeg gerne med ud og drikke en øl - uden at tale om børn, for det kan jeg også.
---

For sent - igen....

Åh nej....

Jeg missede det.... Havde læst om det så sent som idag og tænkte at dét skulle jeg ihvertfald huske.

Men det er nok min sprutpåvirkede - dagen derpå- hjerne, der ikke fungerer optimalt, for jeg må med skam og bøjet nakke tilstå:

Jeg missede "sluk lyset Danmark"!!!!

Glemte at slukke al lyset.


http://politiken.dk/tjek/bolig/energi/article487907.ece

Jeg føler mig så skyldig og miljøsvinsk, men tænker at det må kunne opveje lidt, at jeg har købt miljøbevidst vaskepulver, der kun kræver ½ mængde og har vasket ved 30 grader istedet for 40....
Og lyset er faktisk kun tændt inde i stuen hvor jeg sidder lige nu...
--

Lesbisk med forsinkelse træf

Jeg har ikke fortalt om min weekend med LMF-træffet.
Så her kommer beretningen.

Jeg overlevede weekenden. Trods minimalt med søvn og en bragende forkølelse.


Var på kursus fredag og kørte derefter direkte til LMF-træf. Det var med nerverne udenpå tøjet, men jeg overvejede ikke et eneste sekund at vende om. Jeg glædede mig til at møde dem. Jeg skulle hente 2 af pigerne på banegården og så fulgtes vi ad op til træffet. Det var egentlig meget rart - ikke at skulle ankomme alene til et sted man ikke kende og møde mennesker man ikke kender.



Da jeg stak hovedet indenfor så jeg straks et kendt ansigt! En kvinde fra min "hjemby", som sprang ud og flyttede fra sin mand for 1½ år siden. Jeg kender hende kun sporadisk, som man nu gør, når man træner i det samme træningscenter. Dengang hun sprang ud gik jungletrommerne højt. Og jeg kunne ikke lade være met at blive fascineret over tanken. Jeg nævnte det for min X og jeg har åbenbart lydt lidt for begejstret, for han spurgte mig om det var noget, som jeg overvejede. Og det gjorde jég selvf. ikke på det tidspunkt. Ikke bevidst ihvertfald.



Det var en meget hyggelig aften. Vi spiste og tog en runde, hvor vi fortalte hver isærs vores historier i en afkortet version. Nogen havde været ude længe og havde kærester med. Enkelte kendte hinanden. Nogen var endnu ikke sprunget helt ud endnu. Det fede ved det var, at der i hver isærs historie var noget, som jeg kunne nikke genkendende til.
Endelig.
Jeg følte samhørighed med disse kvinder og det er vigtigt, når man tilhører en minoritet.
-