Det første trin.

Jeg har lige nu for ganske kort tid siden haft en lille succés-oplevelse med at sige fra.... Men det er med blandede følelser..

Drengenes far har helt egenrådigt disponeret over skiferien og købt en skirejse i vinterferien. Og dette var inden vi nogensinde havde aftalt, hvem der skulle have drengene i vinterferien. Jeg havde nævnt for drengene, at hvis vi fik sparet penge sammen, så kunne det være sjovt at tage afsted på skiferie, og så går han uden videre ind og overtager projektet, inden det overhovedet er blevet til andet end en strøtanke.
Eftersom han har dem i efterårsferien, troede jeg det var logisk, at så skulle jeg have dem i vinterferien. Jeg havde aftalt med min arbejdsplads at få ferien i den uge. Og det er i forvejen ikke nemt på en arbejdsplads fyldt med kvinder med børn i skolealderen.

Hans argument var, at det var han nødt til - ellers kunne han ikke få den i tide og til billige penge. Jeg var rasende. Rasende over at han gjorde det uden at aftale det med mig først....
Så siger han guddødemig at det er for 2 voksne og 2 børn, så jeg er velkommen til at tage med!!
Jeg er målløs... Sagde til ham at jeg syntes bare ikke det var i orden, og at jeg forøvrigt aldeles ikke ville med ham på skiferie.....
Han siger så at han er villig til at aflyse det... Men han har allerede fortalt det til drengene.. Så det er nemt at se, hvem der bliver den "onde", hvis jeg siger at de ikke kan komme afsted alligevel. Og jeg aner ikke om jeg overhovedet får råd til at tage på skiferie alene sammen med drengene....

Jeg er ulykkelig og vred over at han har sat os i denne situation....

Synes virkelig ikke at han kan være det bekendt - og det sagde jeg til ham.. Men der er ikke kommet nogen løsning endnu...

Men jeg har stadig svært ved at adskille fornuft fra følelser......

Babysteps - babysteps.........

Må man i øvrigt kalde nogen for en idiot i en blog?????

Mod.

Min søster er på tøseferie sydpå.
Hun ringede til mig - helt høj, eksalteret og kun en lille smule beruset - og fortalte at hun var hoppet ud fra en 10 meter høj klippe. Ned i vand selvfølgelig.... ;-) Og bagefter drak hun sig stiv..
Det synes jeg er modigt.... Altså springet.. Ikke at drikke sig stiv ;-)

Det fik mig til at tænke på min egen situation.
Det tog mere mod end jeg nogensinde har kunnet mestre, at forlade min mand og ønske skilsmisse..
Men siden da synes jeg mit mod er svært at få øje på.

Jeg har tendens til at trække mig, når der er for voldsomme konfrontationer. Og jeg bliver mundlam og har svært ved at argumentere min sag, når jeg står overfor folk, der er veltalende og gode til at argumentere. Uanset om de har ret eller ej...

Men min største svaghed er, at jeg oftest handler ud fra mine føleleser og ikke altid ud fra hvad der er det mest fornuftige.... Og det er svært at argumentere for. Jeg føler mere at jeg skal forsvare mine handlinger bagefter. Og det er trættende og frustrerende.

Så jeg er nødt til at samle mig mod igen og argumentere for min sag. Hvis ikke jeg gør det, så kommer det her til at knække mig, fordi jeg hele tiden danser efter andres piber og ikke min egen.

To be continued............

Oh små glæder!!!

Hurra hurra...

Har lige set at der er sæsonpræmiere på min yndlingsserie..... Dr. House!!!!!!!!!!!!!!!!

Verdens (eller ihvertfald filmverdens) mest utiltalende læge....

Humøret og energiniveauet steg pludseligt betydelig :-)

Og det bedste er, at for første gang i 11 år behøver jeg ikke forsvare mit ønske om at se serier eller slås med nogen om fjernbetjeningen...

Hurra hurra.....

Efterårstræthed?

Jeg synes mit energiniveau er totalt i bund idag.

Har lavet nem aftensmad til mig og drengene og sidder nu bare og flader ud foran tv'et.
Ser den ene dumme serie efter den anden og orker absolut ikke at lave noget som helst nyttigt idag.
Idag er en nul-dag. Har tænkt mig at blive siddende på sofaen indtil jeg skal i seng.

I morgen har jeg tænkt mig at vågne frisk og fuld af energi... En stor hjælp er tanken om at der i morgen kun er en uge til at jeg skal se min kæreste igen.....

Min svenska flickven ;-)

Separation og sodavandsdiskotek

Som tiden dog flyver afsted.
Mit sidste indlæg indledtes med at K nu havde været her i 2 uger og idag har jeg lige kørt hende til flyet. Hun er rejst hjem og huset føles ulideligt tomt. På trods af 2 katte, en hamster, fisk og 2 mine 2 drenge. Hun er væk. Der er ingen, der kommer hen og kysser mig i nakken, mens jeg sidder her ved PC'eren. Ingen, der giver mig en kram eller et kys, når de går forbi.

Og så dog. Mit ældste barn er meget kærlig for tiden. Han er ellers ved at blive en lille præ-teenager... Gyyyys... Han var til sodavandsdiskotek for første gang i fredags sammen med sin 3 år ældre fætter.
Han var bare for sej. Fik endda sat håret med géle. Noget han ellers hader!
Men jeg kan mærke på ham, at der er mange ting, der fylder for tiden. Der er selvfølgelig hele problematikken omkring skilsmissen og samværsordningen, som går ham på.
Han er som en lille svamp. Selvom vi forsøger ikke at involvere ham i ting, han ikke behøver forholde sig til, så suger han det hele til sig. Og der er ingen tvivl om, at han er i loyalitetskonflikt, på begge sider...
Og så er der hans problemer i skolen. Dvs at han har ikke faglige problemer, men sociale problemer og det synes jeg på en måde er værre. Hvis han havde faglige problemer, ville det være lettere at sætte ind med en handlingsplan. Men når man føler sig udenfor, føler sig uretfærdigt behandlet og misforstået, så er det en anden problematik og den er meget svært at gribe fat i.
Men der er fokus på problemerne, både fra vores og skolens side og det er godt. Det kommer til at tage tid, men det er ok. Bare der bliver forbedring at spore.

For at vende tilbage til kærligheden, så har det været 3 fantastiske dejlige uger. De er bare gået alt for stærkt.
Jeg havde selvfølgelig gjort mig nogle tanker forinden. Hvordan skulle det gå at have en hverdag sammen. Hvordan ville børnene reagere, når hun nu var her dagligt og i så lang tid. Hvordan ville hun trives herude på landet med husdyr, have og fluer og andre ulækre kryb, som hører sig til, når man bor udenfor bygrænsen.....

Men det er gået fantastisk godt. Drengene har tilsyneladenede accepteret at hun er her. Det må være svært for dem, men jeg synes de tager det flot.

Vi har bestået det nye parforholds første og afgørende stopprøver/forholdstestere. Vi har samlet møbler fra IKEA uden at komme op og skændes og samlet et monstrum af et hjemmelavet skab tungere end et ondt år uden at snerre af hinanden. Og det er stort ;-)
Så tror jeg på at vi kan klare alt!!!
Selvom dette langdistance-forhold er noget lort. Men jeg kan godt se, at i forhold til f.eks 100 eller 200 år siden, hvor man fik post en gang om måneden eller 2 gange om året, alt efter hvor man boede, så har vi det nemt i 2008. Eller ikke. Man bliver også hurtigt forvænnet. Man vænner sig til e-mails, sms'er, daglige flyafgange og alle andre bekvemmeligheder, der hører den højteknologiske tid til.

Men der er heldigvis mindre end 2 uger til vi ses igen............................................

Suburban happieness

Det er utroligt så hurtigt man kan tilpasse sig. Jeg kan ihvertfald.

K. har nu været her i 2 uger - og det er skønt. Skønt at komme hjem og blive mødt med et "Hej" og et kys - istedet for kun kattenes "giv mig mad NU" ritualer.

Vi har fundet en "rolig" hverdag, hvor vi suppelerer hinanden godt. Hun er en fantastisk sparringspartner. Stiller sig objektivt undrende til alt det kaos, der er omkring mig - og som hun uværgeligt bliver trukket ind i. Men hun formår at holde hovedet koldt og støtter mig, som jeg ikke troede var muligt. En støtte der hjælper og ikke giver anledning til dårlig samvittighed eller nye dilemmaer.

Det kan næsten lyde småborgerligt og kedeligt, når jeg her skriver om det. Men det er det ikke. Alt andet end kedeligt. Vi udforsker stadig hinanden og finder nye sider af hinanden, os selv og "os" - og det er spændende.
Og til alt det som jeg har set indtil videre, kan jeg kun sige "me like - me like alot!!"

Jeg har ferie i denne uge, hvor skolen er startet igen. Det er rart at kunne sende børnene i skole stille og roligt, uden selv at skulle ræse ud af døren. Det er skønt og luxeriøst.

K. ligger stadig og sover oppe i sengen. Om lidt går jeg op og putter mig hos hende. Og dét er lykken! Lige dér under en morgenvarm dyne, i den blødeste favn af alle..

Bekymring og glæde

Jeg ville ønske at jeg kunne spole tiden ½ år frem. Frem til dér, hvor der er faldet ro over tingene og hvor jeg ikke behøver at undertrykke det sug, der er i maven mere eller mindre konstant.
Et sug, som jeg forsøger at overdøve på mere eller mindre sund vis. Men det får være sådan for tiden. Jeg har ikke energi eller overskud til at løbe maraton'er eller spise GI-kost for tiden. Den står istedet på masser af god mad, sukker i mange forskellige forklædninger og en masse hygge øl og vin. Undskyldningen er, at vi har ferie. Og hvor heldigt at vi har ferie forskudt af hinanden, så den undskyldning har vi brugt nu i snart 1½ måned.... Og den holder 1½ uge endnu ;-)

Men der er også meget glæde midt i det hele. Og dagen i dag er ganske særlig. I dag er det præcis et år siden, jeg så min elskede for aller første gang.
Og det skal fejres.

To be continued..........

Håb.

Jeg håber.
Prøver at holde næsen oven vande og håber på det bedste. Der er ikke så meget andet jeg kan gøre.
Det frustrerer mig, der er vant til at få tingene til at hænge sammen og fungere, at der er så meget lige nu, der er udenfor min kontrol og rækkeevne.
Så jeg holder vejret og håber. Håber at jeg kan få lov til at beholde børnene. At jeg får lov til at se dem mest muligt. At vi kan få ro på hverdagen og at de ikke lader sig mærke alt for meget, af det der sker omkring dem lige nu.

Jeg er tilgengæld stolt af mig selv lige nu. Stolt af at jeg er i stand til at vise overbærenhed, at jeg kan holde hovedet koldt og være konstruktiv, når en stor del af mig skriger, stamper i gulvet og tuder over den uretfærdighed, som jeg synes overgår mig for tiden. Men jeg prøver på at sige til mig selv, at jeg ikke er den, der har det værst lige for tiden. Og det hjælper.

Det hjælper også ufatteligt meget, at jeg har et par brede skuldre at græde ud ved. En at støtte mig til. Og det er meget mere end jeg kan forlange.
Bare det at kunne ligge i sengen og læse i en bog, mens min elskede falder i søvn i mine arme - det er lykke.......
Og det er masse små (og store) ting som dette, der gør at det er det hele værd!!!!!

Sorg og bekymring

Jeg er knust.
Går rundt nærmest apatisk.
Har skiftevis ængstelse i hele kroppen og tungsind, så jeg nærmest ikke kan slæbe mine fødder afsted.

Jeg er i skilsmisseforhandling med min mand gennem snart 11 år.
Han er ved at acceptere, at jeg ikke elsker ham mere, men kan ikke forstå hvorfor.
Kan ikke se, at man skal være 2 for at få et ægteskab til at fungere. Han fralægger sig ethvert ansvar og har altid gjort det - samtidig med at han ville diktere dagsordenen.
Og det fortsætter han så med. Han kræver at børnene skal bo ved ham og at de så kan komme på besøg hos mig.. ??!!

Han har et arbejde, der gør at han er væk minimum 40 % af tiden og har været det de sidste 8 år. Og nu vil han så ind og påtage sig ansvaret for børnene. Jeg mener så, at det er da dejligt at han vil det, men at det ikke skal være på bekostningen af mig eller børnene. At de skal miste mig, som den primære person i deres liv. Det er og har altid været mig, der har stået for alle de arrangementer og planlægninger, der har været i og omkring børnenes og vores liv.
Så jeg har svært ved at tage det alvorligt, når han nu siger at han vil have dem.
Men samtidig, så er jeg bange. Bange for hvad han kan finde på at sige til børnene, for han skyr åbenbart ingen midler for at få sin vilje. Bange for at han vil vende dem mod mig og sætte dem i loyalitetskonflikt. Og det ønsker jeg virkelig ikke. Så er min umiddelbare tanke at jeg går med til hans krav for at beskytte børnene, men samtidig så VIL jeg ikke det. For jeg ved godt, hvad der er bedst for dem og hvem der er den primære person i deres liv.
Han skal selvfølgelig også være i deres liv og de skal have et godt forhold til ham, så det er jeg nødt til at anstrenge mig for at få også - men det er svært..