Julen 2009

Wow.

Imorgen er det 5 måneder siden mit sidste indlæg!!!!!

Meget er sket de sidste 5 måneder.

Vi er alle blevet 5 mdr ældre ;-)
Jeg er blevet mor/far/forælder til en vidunderlig drenge, som min kæreste fødte for snart 4 mdr siden.
Mit livs kærlighed er flyttet til Danmark sammen med vores lille søn.
Jeg skal være faster.

Det er vist i korte træk de vigtigste ting, der er sket.
Der er selvf. mange flere detaljer omkring det hele, men svært at komme ind på, hvis det skal gøres kort og bloggvenligt.

Jeg var med til min kærestes fødsel og det var en stor ting.
Jeg har været med til flere fødsler gennem mit arbejde, men denne gang var det noget helt særligt.
Jeg var cool og professionel, selvom jeg selvf. var meget følelsesmæssigt involveret. Lige indtil han var ude. Så hylede jeg mere end jeg gjorde til mine egne fødsler (hvor jeg vistnok slet ikke græd i al endorfinrusen)
Jeg har hele tiden haft den indstilling at min kæreste skulle have et barn og at vi "bare" skulle blive ved med at være kærester. Hvor naivt!
Nu har jeg en kæreste OG en søn mere....
Han er helt inde i mit hjerte på samme vis som mine egne biologiske drenge. Men jeg har jo også været med helt fra starten. Ja faktisk inden starten.

-

Sommerferie.

Nu er sommerferien slut for mit vedkommende og jeg er begyndt på arbejde igen.

Bloggen har også ligget stille længe. Jeg har slet ikke haft behov for at skrive i den.
Det er nok fordi at jeg har været så meget sammen med min kæreste.
Jeg glemmer helt at skrive i den, når hun er i nærheden. Nok fordi at jeg har hende at fortælle alle mulige små finurligheder og så glemmer jeg at skrive dem ned også.

Det har været en dejlig sommer. Vekslende vejr, besøg hos familien med drengene, besøg af og hos venner, kærestebesøg og alt for meget god mad og drikke.

Igår var min højgravide kæreste og jeg ude og plukke solbær i haven. Vi fik en hel skålfuld og idag skal der syltes...... Sådan rigtig Hausfrau-agtige :-)

Vi er også ved at gøre klar til babyankomst... Jeg vågnede imorges kl 4 og kunne ikke sove mere. Kom pludselig i tanker om at mit lille soveværelse med skråvægge ikke er særlig praktisk, hvis man skal sidde oppe om natten og amme... Så der skal ommøbleres lidt... Det gjorde jeg dog ikke kl 4 i morges. Men jeg stod tidligt op og nød morgenstilheden - kun mig og den lille nye killing, som er seneste familiemedlem. En nuttet lille kælen hunkat, der synes at hun skal ligge heeelt oppe under hagen på mig, når jeg sidder ned.
-

Sulten på en lyserød sky...

Er kommet hjem igen til Danmark efter en dejlig - omend alt for kort - weekend i Sverige.

En weekend fyldt med hygge og kærlighed - masser af kærlighed.
Det sidder stadig i hele systemet og summer. I mit hjerte og i hele min krop.
Fik slet ikke nok - blev ikke mæt.
Fik blot vækket appetitten... Som en lille smagsprøve.

Men om blot 2 dage kommer hun til mig. Om 2 laange dage...
Jeg længes med hele min krop og sjæl......
-

Rabarbergrød.

Har i dag lavet årets sidste portion rabarbergrød.
Det er altid lidt sørgeligt, når rabarbersæsonen er ovre. Og jeg synes at den har været kort i år. Måske fordi jeg ikke har en stor fryser, som jeg kan fryse dem ned i....

Hader ikke at have en stor fryser, som jeg kan gemme og lagre i.
Jeg er i dén grad en samler......
Har gerne en fryser fyldt godt op men alle mulige ting (altså mad), kød, hjemmebag, is, bær og frugter.
Jeg mangler en fryser.............

Som den husmor jeg er ;-)
-

Morgengry og minus-travlhed.

Vågnede i morges/nat ved at katten mjavede sultent.
Jeg sover med vinduet åbent her om sommeren og jeg kunne høre at fuglene end ikke var vågnede. Hørte kirkeklokken og den slog 4!!
Tænkte at det her er bare løgn. Lukkede katten ud, lukkede vinduet og hoppede under dynen igen - og var lysvågen!!!!

Efter en times roteren i sengen gav jeg op og stod op. Lavede en kop te og satte mig nede i stuen med et tæppe omkring mig og så et afsnit af Dr. House... Endte faktisk med at blive meget hyggeligt..

Har haft en stille og rolig morgen med masser af tid og nu har jeg pludselig travlt alligevel.

Så uanset hvor meget tid man har, eller ihvertfald jeg har, så ender jeg med at få travlt fordi jeg så snøvler.. Men hvor er det hyggeligt at kunne snøvle engang imellem.....
-

Sol og krystalkugle......

Nu ender det nok snart med at jeg bliver smidt ud af blogverdenen, så sjældent som jeg skriver for tiden........

Men det seneste, der er sket er at min kæreste og jeg skulle på en kærlighedsferie sydpå.
Den første (og nok eneste i lang tid) uden børn og mens hun stadig kunne flyve.

Vi nåede at være dernede i 7 timer, da telefonen ringede og min X fortalte at min yngste søn var blevet indlagt med meget høj feber, ondt i maven og eksplosive opkast.
De troede i første omgang at det kunne være blindtarmsbetændelse og truede med at han skulle opereres....
Jeg gik næsten i panik. Kunne ikke klare tanken om at være så lang væk hjemmefra mens han lå på sygehuset med drop og en operation hængende over sig.

Så de næste 10 timer gik med at finde ud af hvornår og hvordan vi kunne komme hjem igen.

Det blev en længere tur med forsinket fly og en ekstra overnatning på hotel i Kbh, fordi vi missede det sidste fly til provinsen.
Men 30 timer fik vi under de sydlige himmelstrøg. Nåede lige at blive dyppede i Middelhavet, men solen satte ikke de store spor, når man smører sig ind i faktor 20.

Og enden blev på det blev at da vi endelig kom hjem kl 12.30, på 3. dagen for hans indlæggelse, blev han udskrevet....... De mente at det havde været en voldsom virusinfektion....

Så der sad vi så i DK istedet for i sydens sol og varme... Surt show..........

Men vejret var heldigvis dejligt, så vi havde en lille miniferie, hvor vi tog til stranden og spiste is og stegte rødspætter. Men vandet var godt nok noget koldere end Middelhavet!!

Havde man dér haft en krystalkugle, så havde det været fedt...
-

Hvorfor?

Hvorfor skal det hele være så svært?

Hvorfor gør det så ondt?

Hvorfor skal det regne lige som jeg skal ud og afreagere med en løbetur?

Hvo'ffor hvo'ffor dit og hvo'ffor dat........................
-

Lykken er......

Lykken er at ligge i ske med sin elskede og mærke babyen inde i hendes mave sparke så hårdt at h*n rammer min lige i enden ;-)
-

Inde i varmen igen.

Jeg har verdens sejeste svigerveninde, som nu er blevet min veninde. Ikke noget sviger mere.

Da hun blev tvunget til at vælge mellem mig og min X-svigerfamilie var hun rasende og meget ked af det. Men nu har hun sendt X en mail og fortalt ham om hvad hun synes om hans mafiametoder. Hun er bare så sej. Det er et velformuleret og velargumenteret brev. Men han skal nok få det hele rodet sammen på en eller anden forskruet måde, som han plejer og komme med åndssvage bemærkninger.

Men Fu.. ham!!! Jeg har fået min veninde tilbage................

Masturbation og andre spørgsmål.

Min yngste søn på 9½ spurgte mig, sådan helt aber dabei, mens han hoppede på trampolinen og jeg gik og strøede græsfrø og gødning på græsplænen, om det var sandt at der var mange, der "bollede" sig selv, mens de var i bad. Det var der en af hans venner, der havde sagt.
Samtalen udviklede sig til en forklaring om onani, orgasme og sædafgang. Han havde svært ved at se, at det skulle kunne være dejligt... :-)
Han spurgte mig om man nogensinde løb tør for sæd og om man så kunne dø og det forklarede jeg ham, at det gjorde man heldigvis ikke.
Så spurgte han mig, hvordan jeg kunne vide så meget om drenges onani, når jeg var en pige? Hvad svarer man så i en hurtig vending??
"Det har din far fortalt mig!!" :-D

Så fortalte han mig at han i en butik havde set et blad, hvor der var et billede af en d-i-l-d-o (han staver de frække ord ud - det er åbenbart mindre pinligt for ham end at sige det :-)) til batterier - med orgasmegaranti!! "Sådan en skulle du have mor" sagde han!!! Min 9 årige søn!!!!
Jeg havde svært ved at ikke at grine højlydt.... Oh my god... Og dette er vist kun starten...
-

Konfirmation

Konfirmationen gik godt.

Vi kom ind i kirken 10 min inden det startede og da var kirken allerede fyldt helt op. Drengene gik først ind i kirken og farmor rejste sig fra 3. sidste bænk og kom løbende imod drengene med et stort smil. Tro egentlig først hun opdagede mig efter at hun havde sat sig i bevægelse.
Hun kiggede på mig, mens hun stadig smilte og sagde hej. Jeg kiggede koldt på hende og sagde hej. Havde så absolut ingen intentioner om at vise andet end kølig høflighed.
Så gik jeg direkte forbi hende sammen med drengene og vi satte os på bagerste bænk, hvor der lige var 3 pladser tilbage.

Efter konfirmationen gik vi alle udenfor. Der stod en flok af min svigervenindes familie og venner og de hilste varmt og hjerteligt på mig og gav mig knus. Mine X svigerforældre holdt sig i baggrunden og dem talte jeg ikke med - udover da svigermor kom og spurgte om hvornår drengene skulle køres hjem igen. De havde fået tilbuddet om at sove hos hende og jeg havde sagt til drengene, at det selvfølgelig var helt ok med mig.
Højdepunktet var da min 5 årige nevø kom stormende hen til mig og gav mig jordens største knus og lige i hælene på ham, kom min Xsvoger, med den yngste i armene og hilste på. Min lille nevø, som jeg havde været med til at bringe til verden. Jeg havde næsten tårer i øjnene.
Jeg følte virkelig at jeg stadig havde deres kærlighed og accept. På trods af min X og hans forældres forsøg på at ødelægge mit forhold til dem.

Så jeg gik derfra med hovedet højt løftet og var kun liiidet ked af at jeg ikke kunne være med til festen bagefter.

Jeg kom, jeg så, jeg sejrede.

Med fare for at lyde alt for skadefro, så ringede drengene til mig kl 22 og sagde at de gerne ville hjem og sove. De gad ikke at sove hos farmor... (Åh fryyyyd!!!)
-

I morgen skal min nevø konfirmeres.

Det er min svigervenindes ældste søn.

Jeg er ikke inviteret til konfirmationen fordi mine X-svigerforældre ikke vil have at vi har kontakt med hinanden. Det er en laaang historie, som jeg har skrevet om tidligere.

Men hun er ked af at jeg ikke kan inviteres med. Jeg spurgte hende om det var ok, hvis jeg kom til glo-konfirmation i kirken og det var det heldigvis. Så afleverer jeg drengene til bedsteforældrene, som så tager dem med til festen.

Det bliver første gang at jeg skal se hele X-svigerfamilien i over ½ år. Kan ikke sige at jeg just glæder mig, men jeg ha tænkt mig at hold hovedet knejset og panden oprejst.
Jeg har intet at skamme mig over - men det har de - og det håber jeg at de selv er klar over.
Ellers er de dummere end jeg troede var muligt.

To be continued.........
-3

Hvem skulle have troet det!?!

Efter 4 dejlige dage med min skønne, kloge, søde, dejlige kæreste er jeg alene igen.

Kun katten og mig.

Og en gang fyldt med baby-sager - og en barnevogn i garagen...

Vi har været på shopping på "gul og gratis".
Har købt barnevogn, autostol, puslepude, tæpper, masser af sengetøj og lagner.
Vi har fået lov til at låne en gammel fin vugge som min veninde selv har ligget i som barn.
Og idag har jeg fået en stor pose fyldt med babytøj fra en anden veninde...

Så jeg er ved at drukne i babysager og er vist nødt til at gemme det væk, til vi skal bruge det. Ellers bliver jeg da helt skruk selv ;-)

Hvem skulle dog have troet det......
-

Venten og længsel.

Sidder her i mit køkken efter hvad der sædvanligvis er min normale sengetid.

Jeg sidder og venter.

Skal have timerne og nu minutterne til at gå til jeg skal afsted. Uret fra IKEA hænger på væggen og tikker højlydt. Minutterne snegler sig afsted.

Jeg skal sætte mig ind i min bil om 35 og køre til lufthavnen og hente min elskede.
Hun er på vej til mig igen. Oh lykke.

Glæder mig til at se hende.

Glæder mig til at se hvor meget hendes mave er vokset siden jeg så hende sidst.

Glæder mig til at putte mig ind til hende og holde om hende.

Glæder mig til at vågne imorgen tidligt og mærke at hun ligger ved siden af mig i sengen.

Glæder mig til at køre hjem imorgen fra arbejde og vide at hun venter på mig derhjemme.

Savner hende.

Og nu er der kun 32 minutter til jeg skal køre........

Så gik der tid med det......
-

IDIOT!!!

Idag var der skole/hjem samtale for min yngste søn.
Sidste gang var i nov. Dengang var der info om det flere uger i forvejen på skolens intranet, men X havde ikke lige fået opdateret sin kode (havde egentlig aldrig været derinde) og gav mig skylden for at han ikke havde set det. Trods det at han 4 uger forinden, da vi var til samtale med den ældste, sad og nikkede da lærerne roste forældrene for at bruge intranettet.... Hvordan kunne jeg så tro andet, end at han brugte det???

Nå men denne gang mindede jeg ham om det 8 dage forinden (mod alle mine principper om at skulle holde styr på noget som helst for ham) og guddødemig om han ikke glemte det alligevel....

Jeg sendte en sms til ham en time inden, for at bede ham tage noget med, som jeg skulle bruge og først da vi træder indenfor hjemme efter samtalen, ringer han.
Jeg var rasende, men rolig. Tog den iskolde stemme på og sagde at jeg syntes at det var for dårligt. Han undskyldte mange gange med at han havde glemt det, men jeg sagde bare at det var hans egen samvittighed han måtte slås med.

Og jeg håber virkelig at han havde det bare halvt så slemt som han lød på stemmen. For det var SÅ pinligt at sidde overfor hans lærer endnu engang og vente forgæves på ham. Og det var hjerteknusende at se min søns skuffelse...

Jeg øver mig stadig i tilgivelse, men for he.... hvor gør han det svært for mig..
-

Dumme kællinger og øvelse i tilgivelse...

Imorges da jeg skulle på arbejde, skulle jeg have bensin på bilen.
Jeg kører ind på tanken og holder og venter på at komme til en stander, da en gås komemr drønende ind gennem udkørslen og smider sin bil ved standeren, som jeg var på vej hen til. Jeg blev rasende..... Sådan en dum lille gås med grimt permanentet hår og en lille rap sort Fiat 500.. (Er ikke helt fri for at være liiidt misundelig på bilen).
Jeg åbner døren og siger/råber til hende: Der var altså indkørsel forbudt - du må ikke køre ind den vej.
Hun lader i første omgang somom hun ikke hører mig og anden gang jeg råber svarer hun bare surt - det vidste jeg altså ikke... Men fortsætter med at gå hen til betalingsautomaten...
Jeg har lyst til at skrige.. SÅ TAG DOG DIN TEORI OM IGEN - LÆR DIG SKILTENE OG FLYT DIG SÅ FRA MIIIIIN PLADS!!!!!

Men det gjorde jeg ikke. Jeg skummede, trak vejret dybt et par gange og tog så en anden plads, der blev ledig. Jeg fik min bensin, kom ikke for sent på arbejde men kan stadig hidse mig op over den hjernetomme, egoistiske, idiotiske gimpe!

Så jeg øver mig i at tænke positivt og tilgivende:

• Hun havde sikkert også travlt. (Det hår tager sikkert lang tid om at tørre.)
• Måske var hendes kæreste sur over at hun bruger for meget bensin på at køre rundt med sine veninder og shoppe - og så måtte hun nå at tanke her til morgen, hvor prisen var lidt lavere.
• Alle andre på tanken hørte hvad jeg sagde, så hun må da have følt sig rigtig dum.(HA!)

Ved nærmere eftertanke tror jeg nok at jeg må øve mig meget mere i tilgivelse og positive tanker.. Men hun var jo også bare en fremmed og så var hun jo dum...

Bortset fra det, så har det været en dejlig weekend. Jeg havde besøg af 2 veninder fra min hjemstavn og en besøgende relateret til min kæreste. Det var meget hyggeligt. Vi grillede, sad udenfor i det gode vejr og spiste.

Igår var der dejligt vejr og den stod i havens tegn. Fik slået græs, sået gulerødder og salat. Og gik igang med at fjerne mos fra græsplanen.. Det var noget af et projekt. Drengene var flinke til at hjælpe (mod lovning af lommepenge selvf.. ) og vi fik fyldt 10 sorte 100L affaldssække med mos.. Det er fa.... meget mos!! Og vi kunne sagtens have fyldt 10 mere, men nu må jernvitriolen tage resten!

Idag bliver en smuk dag. Sol og ml 15 og 20 grader. Det er skønt. Og om kun 2 dage kommer min kæreste! Det glæder jeg mig meget til... Savnet er stort lige nu.

-

Therapi

Var til familietherapi igår.

Det var hådt men ok.

Hårdt at høre min X mand sige at han helst så at jeg forsvandt fra jordens overflade, men nok ikke uventet.
Det var et par kompetente therapeuter og vi skal derop igen om en måned. Håber der kommer noget godt ud af det.
Jeg kan ihvertfald mærke at jeg er ved at være klar til en eller anden form for forsoning på et eller andet plan.
Orker ikke at skændes mere........
Orker ikke at være vred og bitter mere....
Víl videre......
-

Længe siden sidst....

Længe siden sidst er det at jeg har:

- Skrevet i min blog.
- Været i byen 2 aftener i træk.
- Været til koncert.
- Været i byen og på gaybar (læs aldrig!)
- Slået græs.

Ikke desto mindre er det essensen af hvad min weekend er gået med.
Og nu sidder jeg her og stener foran tv'et og skal meget snart gå i seng.

Turen på gaybar var en meget sjov oplevelse. Aldrig har jeg følt mig så meget udenfor (eller egentlig ved siden af) til en fest. Var tydeligvis alt for "straigt" til at være berettiget til at være der. Der var så absolut ingen, der værdigede mig et blik. Somom jeg var usynlig. Eller dvs. jeg fik lidt opmærksomhed fra 2 personer. Den ene var en stor bøsse, der hele tiden ville kramme og kysse mig. Han var meget fuld og jeg tror at han fejlagtiget forvekslede mig med enten en krammebamse eller hans mor..... Begge kategorier falder jeg egentlig meget fint i, både størrelsesmæssigt og aldersmæssigt!! :-)
Den anden var en klam fyr fra den sydøstlige side af middelhavskysten, der nærmest stolt fortalte at han var blevet far for 3 uger siden, men at han ikke var sammen med barnets mor længere... Skrid siger jeg bare!!

Men det var meget sjovt. Fik danset en masse sammen med en veninde, som jeg fulgtes med og set en del på en masse underholdende mennesker... Men var dødmisundelig på alle dem, som stod og kyssede med deres kærester.. Savnede min egen noget så grusomt...
-

Misundelsens grønne monsteransigt

Jeg faldt over en blog http://tingeling1.wordpress.com/2009/03/28/barnkoden/ og jeg må indrømme at jeg blev oprørt over det jeg læste.
Første gang jeg læste det, var jeg nødt til at stoppe. Men jeg måtte læse det igen og igen for at være sikker på at jeg forstod det rigtigt.

På den ene side forstår jeg godt hendes undren og afstandtagen til den opslugthed, der kan forekomme når man bliver gravid og får børn, især når man står som udenforstående og selv ikke har oplevet at være centrum for sin egen mors ubetingede kærlighed og opmærksomhed.

På den anden side kan jeg også tænke og få lyst til at sige "Tough - Suck it UP!!!!"

For uanset om man vil det eller ej, så bliver man en del af den verdensomspændende mødregruppe/symbiose der kun er forbeholdt mødre.
Og gudskelov for det. For når man oplever noget så skelsættende som en graviditet eller bare det at få barn, uanset hvordan, så er det stort.
Alt for stort til at man kan rumme det alene.

Man oplever at ens egen navlebeskuen og selvcentrerede verdensopfattelse pludselig får et helt andet fokus. Og det er udenfor ens egen kontrol.

Naturen har som udgangspunkt sørget for at vi biologisk bliver påvirkede rent kemisk til at tage vare på vores børn. Men der findes altid undtagelser. Også i naturen.
Nogle mangler simpelthen det rette hormonelle påvirkning til at denne binding sker - andre kan ikke acceptere den invasion som det er at få børn.
Det kan der være mange årsager til. Mine mange års erfaring siger mig at - udover de kemiske faktorer - er det oftest overgreb, svigt eller egen mangel på omsorg, der gør at nogle kvinder ikke kan klare det.

Men at være fordømmende på noget, som man dybest set ikke fatter noget af, kan virkelig bringe mit pis i kog. At se ned på andre og kategorisere dem som enten hjernetomme høns, der ikke kan tale om andet end bleer, eller intelektuelle, der "kan finde ud af " at efterlade deres børn en stund for at tage på café med veninderne synes jeg er for simpelt.
Det synes jeg at kvinder er alt for forskellige til - og gudskelov for det.

Jeg har mange gange oplevet at når jeg talte om praktiske og teoretiske ting i undervisningens navn om børn etc. så fik jeg tit spørgsmålet - har du selv børn?
Og nu hvor jeg kan sige, ja det har jeg faktisk, så vægtes mine ord tungere. Selvom jeg måske siger det samme som før.
Men jeg ved hvor lykkelig man bliver når man mærker liv for første gang inde i sin egen krop. Hvor panisk bange man er for at miste dette liv igen (og det bliver ikke nemmere med årene skulle jeg hilse og sige).
Hvor træt man kan være når man er gravid eller nybagt mor.
Hvor meget det gør ondt på en selv, når børnene skal vaccineres eller kommer til skade.
Hvor fantastisk det føles at få en kram af de blødeste barnearme rundt omkring ens hals.
Hvor meget glæde, sorg, ængstelse, lyksalighed, bekymring, og lykke det er at have børn.

Men jeg ved også alt om, hvor knusende det er, når ens højeste ønske om et barn ikke går i opfyldelse. Og så kan det være svært at være empatisk. Fred være med det.

Men jeg kan kun synes synd om de snæversynede kvinder, der patroniserer mødrerollen og vender ryggen til andre gravide bare fordi de enten ikke kan eller ikke vil have børn.
Jeg håber at det lykkes for dem at få de børn de ønsker (eller ikke hvis det er det de vil). Og når/hvis de bliver gravide vil jeg med glæde tage imod dem med åbne arme og byde dem velkommen i den verdensomspændede mødregruppe.
Og hvis ikke de vil have børn, eller bare trænger til at komme ud, så vil jeg gerne med ud og drikke en øl - uden at tale om børn, for det kan jeg også.
---

For sent - igen....

Åh nej....

Jeg missede det.... Havde læst om det så sent som idag og tænkte at dét skulle jeg ihvertfald huske.

Men det er nok min sprutpåvirkede - dagen derpå- hjerne, der ikke fungerer optimalt, for jeg må med skam og bøjet nakke tilstå:

Jeg missede "sluk lyset Danmark"!!!!

Glemte at slukke al lyset.


http://politiken.dk/tjek/bolig/energi/article487907.ece

Jeg føler mig så skyldig og miljøsvinsk, men tænker at det må kunne opveje lidt, at jeg har købt miljøbevidst vaskepulver, der kun kræver ½ mængde og har vasket ved 30 grader istedet for 40....
Og lyset er faktisk kun tændt inde i stuen hvor jeg sidder lige nu...
--

Lesbisk med forsinkelse træf

Jeg har ikke fortalt om min weekend med LMF-træffet.
Så her kommer beretningen.

Jeg overlevede weekenden. Trods minimalt med søvn og en bragende forkølelse.


Var på kursus fredag og kørte derefter direkte til LMF-træf. Det var med nerverne udenpå tøjet, men jeg overvejede ikke et eneste sekund at vende om. Jeg glædede mig til at møde dem. Jeg skulle hente 2 af pigerne på banegården og så fulgtes vi ad op til træffet. Det var egentlig meget rart - ikke at skulle ankomme alene til et sted man ikke kende og møde mennesker man ikke kender.



Da jeg stak hovedet indenfor så jeg straks et kendt ansigt! En kvinde fra min "hjemby", som sprang ud og flyttede fra sin mand for 1½ år siden. Jeg kender hende kun sporadisk, som man nu gør, når man træner i det samme træningscenter. Dengang hun sprang ud gik jungletrommerne højt. Og jeg kunne ikke lade være met at blive fascineret over tanken. Jeg nævnte det for min X og jeg har åbenbart lydt lidt for begejstret, for han spurgte mig om det var noget, som jeg overvejede. Og det gjorde jég selvf. ikke på det tidspunkt. Ikke bevidst ihvertfald.



Det var en meget hyggelig aften. Vi spiste og tog en runde, hvor vi fortalte hver isærs vores historier i en afkortet version. Nogen havde været ude længe og havde kærester med. Enkelte kendte hinanden. Nogen var endnu ikke sprunget helt ud endnu. Det fede ved det var, at der i hver isærs historie var noget, som jeg kunne nikke genkendende til.
Endelig.
Jeg følte samhørighed med disse kvinder og det er vigtigt, når man tilhører en minoritet.
-

Narnia

-
Ligesom det var ved at blive varmere i vejret og de fortalte i radioen om fugle, der var gået i forårsmode, lader det til at vi skal rammes af sygdom herhjemme.



Drengene går og hoster og snøfter og jeg synes at jeg kan mærke at mine slimhinder lægger an til et eller andet ubehageligt. Og det giiiiiiiider jeg bare ikke lige nu.. Har ikke tid eller lyst.



Jeg skal på kursus hele weekenden og fredag aften skal jeg for første gang mødes med ligesindede.
Der er træf med andre Lesbiske Med Forsinkelse og jeg glæder mig. Men er også meget nervøs. Jeg ville ønske at min elskede K kunne komme med, så jeg havde en at holde i hånden.
Men også fordi at jeg ville være så stolt af at vise hende frem, som hende, der fik mig ud af det mørke, triste skab ;-)

Det er næsten som Narnia. Igennem det mørke og uhyggelige skab og man træder ind/ud i den mest fantastiske, smukke og fortryllede verden. Men også en verden med modstand og ondskab som man skal kæmpe imod.

Jeg er pr definition optimist, så jeg tror på en happy ending. Eller rettere så tror jeg på at man skal være lykkelig på rejsen hellere end at sætte alt på endestationen.

For man ved jo ikke hvor man ender. Og det kan i grunden også være ligegyldigt, så længe man rejser lykkeligt og ikke får pakket alt for meget gammelt lort med ned i kufferten ;-)

Det er bare så tungt at slæbe på.....

Så unødigt, som min elskede K siger.

Så vi rejser let. (Det er man nødt til, når man er "weekend kærester" og stort set kun har håndbagage med ;-)

-

Milesten

Min kæreste har været til scanning idag.
Nakkefoldsscanning og risikoberegning.

Hun 13 + 0 og det hele er indtil videre gået godt. Ihvertfald set fra mit synspunkt.
For hende har det derimod været en op og nedtur af håb, skuffelse, bekymring og angst for at håbe... Men det ved den lille ikke noget om.
Den ligger trygt derine i maven og vokser med lynets hastighed.

Og scanningen idag viste også at der kun er 0,08 procents risiko for at det er et kromosomsygt barn.
Eller sagt på en anden måde - 99,92 procents chance for at den helt enkelt er sund og rask.
Og det må da siges at være ganske gode odd's.

Nemmerli'!!

Sejren over sokkemonsteret

-
Nu har jeg gjort det! Jeg har endelig gjort det, som jeg har talt om og truet med i ca. 15 år....

Jeg har købt 3 x 12 = 36!!!! par ens sorte strømper!!!! (Det skal lige siges at de var på tilbud og meget billige)

Så nu har jeg vasket alle mine "gamle" sorte strømper, parret og beholdt dem, der er absolut bedst og mest bevaringsværdige og resten er smidt ud!

Så nu har jeg (næsten) kun ens sorte strømper. Dvs at jeg aldrig kommer til at lede efter en forsvundet makker. Bevares - jeg ved godt at der en gang imellem kan være et ulige antal, men der vil altid være en makker et eller andet sted!

HA - tag den sokkemonster!!!!!!!!!!!

1 - 0 til mig..

To be continued!
-

Lykke i forstaden

Jeg sidder i den blödeste morgenkåbe, varme hjemmestrikkede sokker på födderne, en kop varm te ved hånden og min käreste er ved at hänge vasketöj op.. Sagde nogen lykke ??

Selv ikke sms fra min nabo om at hamsteren er fundet död i buret kan ödelägge forstadsidyllen..

Stak hovedet ud i det grå formiddagsvejr på altanen og havde lyst til at skrige "JEG VIL HAVE SNE!!!" Men lod väre...
Tänker naboerne nok ikke ville väre så glade for en skrigende morgengrim dansker så tidligt en söndag formiddag.

Og nu skal vi lave morgenYoga...

Åh söndagslykke...

Fryd, fryd, fryd.. Og taknemlighed..

Jeg arbejder på et sygehus og min svigerveninde er højgravid og er 2 uger over tiden nu om 2 dage. Dvs at det ville hun have været, men i søndags havde jeg vagt på sygehuset og hun fik veer. Vi havde talt om hvad vi skulle gøre, hvis hun fik veer og jeg var på arbejde. De havde talt om det indbyrdes og var begge rørende enige om at så skulle jeg være med til fødslen.

Så det korte af det lange er at hun kommer ind på sygehuset og jeg er med til fødslen....
Jeg, der er bandlyst af mine x-svigerforældre, er med til fødslen af deres barnebarn ....
Åh fryd!!!

Det var en fantastisk oplevelse og jeg er så taknemlig over at få lov til at være med. Det var en tillidserklæring ud over alle grænser af min svigerveninde og min x-svoger. Og min lille nevø er bare aldeles skøn og dejlig..

Det fik mig til at tænke på, at om lidt over ½ år, skal min elskede føde. Og jeg glæder mig faktisk helt vildt.
Jeg har haft mange tanker om hvorvidt jeg var klar til endnu en baby, nu hvor mine egne er så store og jeg har brugt mange år på at vænne mig til tanken om at jeg ikke skulle have flere.
Men i søndags var jeg så absolut klar og det er jeg stadig....
Så hæng i lille baby........ Du er længe ventet....

Jeg var forresten hos en håndlæser for 5 år siden, og da jeg spurgte hende om jeg ville få flere børn, sagde hun at hun så at jeg lagde et barn i vuggen - en pige, men at det ikke så ud som om at det var min. Hun så mig mere som én, der tog sig af en andens barn.. Og det giver lige pludselig mening.. Men liiidt min er det vel??
-

Blogs og minder.

Min kæreste har også en blog som jeg læste flittigt allerede inden vi blev kærester.

Hun skriver fabelagtigt godt og jeg har altid nydt at læse hendes blog.
Hun er klog og eftertænksom og formår så godt at få det ned på "papir".

Igår aftes sad jeg og læste nogle gamle indlæg. Indlæg fra før vi blev kærester og tiden omkring da vi mødtes for første gang som kærester-
Det var morsomt og rørende at læse om hendes tanker fra dengang. Og alle minderne stod så klare frem igen.
Og jeg huskede så klart da det gik op for mig at jeg var forelsket i hende - og at jeg havde været det i et godt stykke tid, uden at jeg selv var klar over det.

Jeg er så taknemlig og glad for at jeg har hende. At det faktisk var på et hængende hår at vi overhoved sås igen. Hun var på vej videre i sit liv, da jeg vovede alt og tog kontakt til hende og fortalte hende om mine følelser. Og heldigvis gengældte hun mine følelser. Hvilken lykke og hvilket held. Eller var det? Måske var det ikke held, men derimod skæbnen og så ville det være sket uanset, eller ikke. Det er en skræmmende tanke at tænke sig, hvis jeg ikke havde vovet at tage springet, hvor var jeg så nu i mit liv?

Uden tvivl var jeg stadig flyttet fra min x, men spørgsmålet er bare hvornår og hvordan.
Det ville måske have været et nemmere forløb efter seperationen, men jeg ville ikke have gjort det anderledes. Jeg ville ikke være foruden hende og alt det hun giver mig og er for mig - selvom det er en lang og besværlig process på mange måder.

Som en klog kvinde sagde til mig, du har sikkert gjort nogle fejl, men du har ikke gjort noget forkert - husk det.....
Så det husker jeg. Det og mange andre ting... Dejlige ting.. Min dejlige kæreste... Min dejlige gravide kæreste.....

Slået ned igen....

Igår fik jeg endnu et slag af min X, bare ikke fysisk..

Jeg var hjemme med drengene, der var ved at komme sig efter en voldsom omgang Roskilde-syge (eller Århus-syge, som min ældste søn kaldte det ;-)) og alt åndede fred og ro i den lille landsby..

Ved aftenstid ringer min svoger, som er X's storebror. Ham og hans kone, som jeg har været veninde med siden dag 1 jeg mødte hende, var blevet stillet et ultimatum.
Enten så afbrød de al forbindelse med mig, eller også så ville familien slå hånden af dem....
De har helt fra starten meldt klart ud at de stillede sig upartiske og ikke ville tvinges til at vælge side i forbindelse med skilsmissen. Og det har de allerede hørt en del for.
X og hans bror aldrig har været specielt tætte, så det har naturligt nok mest været svigerveninden og jeg, der har haft mest kontakt gennem årene.

Svigerveninden var rasende. Hun ville ikke træffe valget, men lod sin mand gøre det, da det er hans familie det drejer sig om. Og af hensyn til deres børn, forestående konfirmation osv. valgte han forståeligt nok sin familie.
Jeg sagde til ham, at det skulle han ikke havde det skidt med, at jeg sikkert ville have gjort det samme og at jeg var dem dybt taknemlige for al den hjælp og støtte jeg havde fået siden jeg flyttede fra X.

Men jeg var knust. Jeg brød hulkende sammen. Følte virkelig at jeg mistede en af de få tætte relationer jeg efterhånden har, der knytter mig til dette provinshul. I går aftes ville jeg bare flygte og flytte med børnene hvor som helst, så gal og vred og skuffet var jeg.

Drengene kunne ikke undgå at se at jeg var ked af det og selvom jeg har gjort meget for at skåne dem - og det har jeg tænkt mig at fortsætte med - så var det bare for meget.

Jeg var for ked af det til at kunne lade somom alt var godt. Led og ked af at være stødpude og buffer for deres far og hans families dumheder mod mig. Led og ked af at lade somom at det var ok, at alle er vrede på mig og hader mig fordi jeg tillod mig at flytte fra X.
Så jeg fortalte dem hvorfor jeg var ked af det. Fortalte at deres far og bedsteforældre havde forbudt min svoger og svigerveninde at have kontakt med mig længere. Jeg ved ikke hvor meget de forstår af konsekvenserne, men de forstår i hvertfald at jeg er såret og ked af det og at det er idioternes skyld - og det glæder mig... På en eller anden primitiv måde.. Og idag fryder det mig voldsomt at tænke på, at X's egen bror ikke engang valgte hans side frivilligt i forb. med skilsmissen, men først gjorde det, da X og hans forældre truede med at slå handen af dem og boycotte deres ældste søns konfirmation, hvis de fortsat havde kontakt med mig!! Hvor lavt kan man synke? Bruge børn som gidsler i spillet...

Men han ved at han ikke kan ramme mig. Det har han forsøgt og det endte med 60 dages betinget fængsel. (Dommen faldt i mandags. Han blev dømt skyldig! Hurra hurra)
Derfor forsøger han at ramme mine omgivelser og det hader jeg ham for.
Hader ham for at han skal forpeste deres liv såvel som mit og drengenes.
-

The only gay in the village

Jeg er langt om længe blevet færdig med bogen "lesbisk med forsinkelse" og kan ikke finde ud af om jeg egentlig bare er mere frustreret efter at have læst den, fordi jeg ikke rigtig synes at jeg kan identificere mig med nogen af dem.
Og fordi at jeg egentlig også synes at den er enormt dårligt skrevet, men sådan bliver det nok, når man skal koge et helt liv ned på 8-10 sider.
Men jeg bøjer mig i dyb respekt for de modige kvinder, der står frem i bogen og fortæller deres spændende hitorier.

Der er nogle brudstykker i andres tanker og skæbner, som jeg kan forholde mig til, men ikke nok til at det giver ret meget mening for mig.
Fælles for dem alle er at de har haft meget glæde af HMF-gruppen (homo med forsinkelse) og den støtte de har oplevet af det fællesskab, som det har givet dem. Så jeg overvejer at være lidt mere aktivt søgende i forhold til et sådant fællesskab, for helt ærligt, så er det fu.... ensomt her i landsbyen når min elskede K ikke er her.

Jeg savner at kunne snakke med ligesindede, som også slås med dårlig samvittighed, dumme, bitre x-mænd og den krise/forandring det pludselig er at stå frem i verden som officielt lesbisk efter så mange år i et straigh liv. Især når den verden er så lille og lukket, som der hvor jeg bor.

Der er et debatforum under LMF (lesbisk med forsinkelse), men det har jeg ikke haft adgang til medmindre jeg har betalt for VIPmedkemskab, da de kun lukker et vist antal "gratister" ind.
Og så går der principiel stædighed i mig. Jeg bliver totalt 3-årig og nægter at bøje mig - indtil nu ;-) Men jeg holdt stand i over 1 måned, så var det slut. Blev træt af aldrig at kunne komme ind i debatten..........
Men lang de fleste tiltag foregår desværre i København, så det er allerede udelukket. Nej jeg må bare indse at det er hårdt og ensomt at være "the only gay in the village"... :-)
-

Nytårsforsæt

Jeg havde et nytårsforsæt om at jeg ville være bedre til at skrive i min blog i 2009, men det har vist sig at være svært at holde dette løfte. (Det og så at jeg skal tabe de 4 kg som jeg har taget på i december måned!)



Der er sket mange ting. Rigtig mange ting.

Både gode og knap så gode.



På den gode side, så er min elskede stadig gravid og indtil nu går det som det skal. Den lille inde i maven er 1,5 cm stor (eller lille om man vil) og hun er ramt af alle de bekymringer, der følger med i den tidlige graviditet. Tør dårligt tro på at alt går som det skal og at det skal blive ved med det. Men det ved den lille heldigvis ikke noget om. Den vokser videre, lykkelig uvidende om alle de bekymringer dette afstedkommer.
Uanset hvad så er det ude af nogens hænder. Den skal bare have de bedste vækstbetingelser og det har den. Så vi fortsætter med at håbe og ønske at alt skal fortsætte med at gå godt.

På den knap så gode side, så har min x-svigerfamilie vendt mig ryggen. X's forældre vil ikke have noget med mig at gøre, og i deres verden er det åbenbart ok at slå på andre og de blå mærker jeg fik, havde jeg sikkert bare sminket mig til for at få melidenhed. Hvor lang ude kan man være?!?!
Men jeg må nok sige at det er ikke det store savn for mig ikke at havde dem i mit liv længere. Det er virkelig ikke mennesker der bidrager med noget som helst positivt til deres omgivelser. Altid når man er sammen med dem, skal man lægge øre til alle deres elendigheder. De spørger aldrig "nå hvordan går det så med dig?". De er de mest selvcentrerede og selvopfyldte mennesker jeg nogensinde har mødt. Og jeg er bare glad for at jeg ikke behøver at lægge øre til deres brok længere....

X skal for retten i morgen og jeg er nervøs for udfaldet. På den ene side, så håber jeg at han bliver dømt, men jeg ønsker ikke at han skal i fængsel. Det ville være en større straf for ham at blive idømt samfundstjeneste - især ulønnet. Jeg ville fryde mig baglæns, hvis han f.eks. skulle skifte bleer på et plejehjem. Men det ville til gengæld være enormt synd for de stakkels gamle at skulle passes af ham.
-

Nytårsblues

01. januar 2009.
Så er der taget hul på det nye år...
Min yngste søn siger at 2008 var det værste år i hans liv. Pga skilsmissen, flytningen og alt hvad det har medført af ændringer i hans liv.
Så vi håber og ønsker at 2009 bliver bedre, men jeg føler lige nu at det har lange udsigter.

Jeg spæner rundt som en skoldet skid og rydder op og gør rent, selvom jeg burde sidde og forberede mig til et møde med banken imorgen.
Jeg skal gennemgå mit budget og lægge en langsigtet plan sammen med min bankrådgiver.
Men jeg tror at det bliver meget deprimerende, så jeg er allerede nede over det.
Jeg synes det hele er så uoverskueligt og håbløst lige nu.

Der kom et brev fra advokaten igår og jeg kunne simpelthen ikke forholde mig til indholdet. Jeg forsøgte at læse det, men det var somom min hjerne ikke ville forstå, hvad der stod. Det var en masse praktiske ting omkring opgørelse, bodeling samt deling af børnene. Og jeg bliver så træt allerede bare ved at skrive om det.....

Men lige her og nu skal jeg ud at gå en tur i det dejlige frostklare vejr i min lille landsby sammen med mine børn og min elskede kæreste...
Min elskede gravide kæreste....
Lige her og nu!.