Hjemme igen.

Efter en dejlig uge i Stockholm er jeg hjemme i DK igen.
Det var en lang rejse hjem. Der gik næsten 12 timer fra jeg forlod Stockholm til jeg kørte op i indkørslen igen.
Jeg var træt.
Og trist.
Mærkeligt nok er det sværest at være den, der rejser - for mit vedkommende ihvertfald. Sådan har det været de sidste 2 gange, hvor jeg er rejst fra K. Jeg har bare siddet og grædt i bussen og nu igår i bilen. Måske er det fordi den fysiske afstand bliver mere mærkbar, når man er den, der flytter sig.. Og fordi man ikke har andet at give sig til, end at blive ført længere og længere bort fra den, man elsker.... Og det er hårdt... Meget hårdt...

Men det har været en dejlig uge i Stockholm. Fyldt med sne, Ikeabesøg, praktiske gøremål og indkøb til K's nye dejlige lejlighed. Og kærlighed.... Masser af kærlighed og sofahygge med stearinlys, og L-word på DVD'en.

Og det hævner sig desværre. Vægten her til morgen viste at sofahyggen havde sat sig grundigere fast end frygtet... Og cigaretterne er også lagt på hylden, så nu skal der passes på. Decembermåneden og vinterhalvåret generelt er ikke godt for sidebenene..
Så jeg har været ude og løbe her til morgen!!
Jeg er ikke ret god til at løbe. Har aldrig brudt mig særlig meget om det, men det er nu altså mest praktisk i forhold til tidsforbrug og tidspunkt for dyrkelse af motion.. Anyways.. Min største fejl er altid at jeg er startet for hårdt ud, men jeg har fundet et fantastisk løbeprogram, som jeg tidligere har fulgt slavisk - og det virker - for mig ihvertfald....

http://www.mettebloch.dk/pdf/10-12.pdf

Det er et program, hvor man træner sig selv op til at løbe 10km. Men det har jeg ingen ambitioner om.
5 km er rigeligt for mig. Kan jeg komme op på at løbe det en til 2 gange om ugen, så er jeg mere end tilfreds.
Jeg har gjort det før og det var forbavsende let, men måtte holde pause pga en skade... Desværre har denne pause varet i 3 år!!!!! Men nu er det slut.. Jeg er i gang. Og i morgen vil jeg have mine drenge med. I særdeleshed den yngste. Han er blevet alt for rund og det er synd for ham.....

Hausfrau i Stockholm

Efter at min elskede K var hos mig i en hel uge, rejste vi sammen til Stockholm. Jeg har en uges ferie, som jeg nyder i hendes selskab i hendes nye lejlighed.

Mens vi var i DK var jeg på arbejde noget af tiden og hun var hjemme og passede drengene, når de kom hjem fra skole... Det nöd de meget... Og det gjorde jeg også... Det er altså en dejlig fölelse at komme hjem og blive mödt i dören af kys og knus......

Og nu sidder jeg så hjemme i hendes lejlighed og venter på at hun kommer hjem fra arbejde, så jeg kan möde hende i gangen med kys, knus, kaffe og hjemmebag...

Men inden hun kommer skal jeg have pyntet terassen med lys og gran og ströget og hängt gardiner op......

SÅ småborgerligt
og SÅ skönt!!!!

Efterveer og oprejsning.

I lørdags kom X herud og hentede drengene. Det var første gang at jeg så ham efter angrebet. Dvs at jeg gjorde alt for ikke at se ham. Jeg blev indendøre mens drengene gik udenfor til ham, men jeg måtte ud for at kysse drengene farvel. Jeg så silhouetten af ham og fik det dårligt. Jeg fik ondt i maven og græd bagefter.

Derefter skulle jeg forberede mig på at se ham igen mandag eftermiddag til skolesamtale med den ældste dreng. Jeg havde svært ved at finde ud af hvordan jeg havde det med det. Jeg ville afsted for drengens skyld, men ville helst undgå det fordi jeg ikke ville se hans far.

Men typisk mig, så forsøgte jeg ikke at tænke for meget over det og istedet stole på min mavefornemmelse. Så jeg tog afsted.

Det var akavet. Jeg talte ikke med ham, kiggede ham ikke engang i øjnene, men fokuserede kun på min søn og talte med ham og kun ham.

Inde til samtalen slog det mig pludseligt at JEG har da for fa... ikke noget at skamme mig over. Hvor skal jeg gå rundt og have det skidt, når det er HAM der er idioten?! Og så drejede jeg hovedet og kiggede på ham fra siden uden at han så på mig. Jeg følte foragt og overlegenhed. Tænkte at hvis han bare følte sig en brøkdel så lille, som jeg syntes han var - så var han ca. på smølfestørrelse!

Men jeg besluttede mig for at hæve mit hoved og gå derfra med min stolthed i behold. Vist er der meget som jeg har gjort i hele dette forløb, som kunne være gjort bedre og med mere fintfølelse. Men jeg har aldrig prøvet at blive skilt før og jeg synes at jeg har gjort det så godt som jeg har kunnet, ud fra de givne omstændigheder. Såeh deeet.....

Jeg har dagligt hovdpine, formodentlig pga slaget, der gav en lille hjernerystelse - og det er min daglige reminder om hvilken stor nar han er. I tilfælde af at jeg skulle glemme det for en kort stund.

Min elskede er nu tættere og tættere på (ihvertfald i mine tanker) og om kun 2 dage er hun så tæt på, at jeg kan kramme hende hårdt og kysse hende fra top til tå.... Hvilken lyksalighed....

At vågne op.

En god ting, der kom ud af overfaldet er, at det udløser 12 samtaler hos psykolog med tilskud fra sygesikringen.
Planen var oprindeligt at min X og jeg sammen skulle til psykolog i et forsøg på at kommunikere bedre omkring skilsmissen og børnene. Men det blev aflyst efter d. 22.okt.
Vi prøvede også umiddelbart inden sommerferien, men hans dagsorden var at det var partherapi og at vi skulle finde sammen igen. Min dagsorden var at få ham til at forstå at det var slut og hvorfor. Så det var dømt til at mislykkes.

Jeg ved ikke om vi nogensinde kommer til at kommunikere godt og hvad er egentlig "godt"?
Lige nu passer det mig fint ikke at se ham eller tale med ham. Den holder ikke i længde, det ved jeg godt. Men jeg får ondt i maven bare ved tanken om at støde ind i ham eller høre hans stemme i tlf. Så lige nu holder jeg afstand - og det gør han heldigvis også.

Men jeg var til psykolog igår.
Det var en positiv oplevelse. Jeg var lidt bekymret for om jeg bare ville sidde og vræle, men der kom rent faktisk også fornuftige ting ud af min mund. Hjulpet godt på vej af hendes indsigtsfulde spørgsmål.

Det gik pludselig op for mig mens jeg stod og vaskede op her til mogen - at jeg overhovedet ikke bryder mig om den person X er og egentlig aldrig har gjort. Men på en eller anden måde, så har den første tiltrækning og sidenhen den opslugthed man oplever af fælles familiegøremål, husprojekter, ferieplanlægning, arbejde osv osv gjort, at jeg ikke har stoppet op før nu og tænkt nærmere over det.

Tænk at have været sammen i så mange år med en, som man dybest set er uenig med om stort set alt og i perioder har jeg ligefrem foragtet ham... Men da jeg ikke er en furie og til tider konfliktsky, har jeg for det meste trukket mig og ikke taget det store opgør. Før nu.

Nu hvor jeg endelig havde samlet nok mod sammen.

Mod som er kommet til mig gennem det sidste år og blev forstærket af en spirende følelse af at der var en anden, jeg skulle være sammen med.

En person som jeg bryder mig rigtig meget om.

En som er morsom, klog, indsigtsfuld, empatisk, smuk, sexet og på alle måder et dejligt menneske.

Og hun lytter til mig og tvinger mig til at reflektere ved at spørge ind til tingene. Og det er hårdt for sådan en som mig, der er mere vant til at lægge låg på sine følelser og ikke lytte til dem. Men jeg bliver bedre og bedre til det og det er jeg hende taknemlig for......

Og bedst af alt er, at jeg elsker hende og hun elsker mig..................................

Hverdag igen.

Jeg har fået drengene tilbage igen og det er skønt. Jeg savner at undvære dem i en hel uge, især da jeg overhovedet ingen lyst havde til at aflevere dem hos deres far, efter det han havde udsat mig for. Var og er vred på ham og vil helst ramme ham dér, hvor det gør allermest ondt - nemlig ved at tage børnene fra ham. Men det ville være en større straf for børnene end det ville være en glæde for mig. Så jeg bider det i mig - for nu.

På plus siden har jeg haft en skøn forlænget weekend med min elskede, sødeste, dejligste kæreste.... Hun kom i torsdags og blev til søndag eftermiddag.
Det holdt ellers hård at hun overhovedet kunne komme.
Sterling krakkede jo, og alle vores efterårs og julebiletter gik i vasken. Penge lige ned i afløbet. Og siden en masse panik om hvilke billetter, hun så kunne få fat på, hvornår hun kunne rejse osv. osv.
Men det lykkedes heldigvis......

Vi har hygget og myset os ;-)
Lørdag havde vi en luksusdag i spabad og store vamsede badekåber. Det var terapi for sjælen og de blå mærker.... Bare ligge der i varmen og kigge ud på efterårsvejret med falmende og faldende blade på træerne gennem store panoramavinduer mens vi fråsede i fri frugt og vand... Mums....
Det er ikke sidste gang det er prøvet...

Og nu er der heldigvis kun 10 dage til vi ses igen (siger vi - selvom der er reelt er 12) og det er jo ikke så længe til..