Idag var der skole/hjem samtale for min yngste søn.
Sidste gang var i nov. Dengang var der info om det flere uger i forvejen på skolens intranet, men X havde ikke lige fået opdateret sin kode (havde egentlig aldrig været derinde) og gav mig skylden for at han ikke havde set det. Trods det at han 4 uger forinden, da vi var til samtale med den ældste, sad og nikkede da lærerne roste forældrene for at bruge intranettet.... Hvordan kunne jeg så tro andet, end at han brugte det???
Nå men denne gang mindede jeg ham om det 8 dage forinden (mod alle mine principper om at skulle holde styr på noget som helst for ham) og guddødemig om han ikke glemte det alligevel....
Jeg sendte en sms til ham en time inden, for at bede ham tage noget med, som jeg skulle bruge og først da vi træder indenfor hjemme efter samtalen, ringer han.
Jeg var rasende, men rolig. Tog den iskolde stemme på og sagde at jeg syntes at det var for dårligt. Han undskyldte mange gange med at han havde glemt det, men jeg sagde bare at det var hans egen samvittighed han måtte slås med.
Og jeg håber virkelig at han havde det bare halvt så slemt som han lød på stemmen. For det var SÅ pinligt at sidde overfor hans lærer endnu engang og vente forgæves på ham. Og det var hjerteknusende at se min søns skuffelse...
Jeg øver mig stadig i tilgivelse, men for he.... hvor gør han det svært for mig..
-
tirsdag den 28. april 2009
mandag den 27. april 2009
Dumme kællinger og øvelse i tilgivelse...
Imorges da jeg skulle på arbejde, skulle jeg have bensin på bilen.
Jeg kører ind på tanken og holder og venter på at komme til en stander, da en gås komemr drønende ind gennem udkørslen og smider sin bil ved standeren, som jeg var på vej hen til. Jeg blev rasende..... Sådan en dum lille gås med grimt permanentet hår og en lille rap sort Fiat 500.. (Er ikke helt fri for at være liiidt misundelig på bilen).
Jeg åbner døren og siger/råber til hende: Der var altså indkørsel forbudt - du må ikke køre ind den vej.
Hun lader i første omgang somom hun ikke hører mig og anden gang jeg råber svarer hun bare surt - det vidste jeg altså ikke... Men fortsætter med at gå hen til betalingsautomaten...
Jeg har lyst til at skrige.. SÅ TAG DOG DIN TEORI OM IGEN - LÆR DIG SKILTENE OG FLYT DIG SÅ FRA MIIIIIN PLADS!!!!!
Men det gjorde jeg ikke. Jeg skummede, trak vejret dybt et par gange og tog så en anden plads, der blev ledig. Jeg fik min bensin, kom ikke for sent på arbejde men kan stadig hidse mig op over den hjernetomme, egoistiske, idiotiske gimpe!
Så jeg øver mig i at tænke positivt og tilgivende:
Jeg kører ind på tanken og holder og venter på at komme til en stander, da en gås komemr drønende ind gennem udkørslen og smider sin bil ved standeren, som jeg var på vej hen til. Jeg blev rasende..... Sådan en dum lille gås med grimt permanentet hår og en lille rap sort Fiat 500.. (Er ikke helt fri for at være liiidt misundelig på bilen).
Jeg åbner døren og siger/råber til hende: Der var altså indkørsel forbudt - du må ikke køre ind den vej.
Hun lader i første omgang somom hun ikke hører mig og anden gang jeg råber svarer hun bare surt - det vidste jeg altså ikke... Men fortsætter med at gå hen til betalingsautomaten...
Jeg har lyst til at skrige.. SÅ TAG DOG DIN TEORI OM IGEN - LÆR DIG SKILTENE OG FLYT DIG SÅ FRA MIIIIIN PLADS!!!!!
Men det gjorde jeg ikke. Jeg skummede, trak vejret dybt et par gange og tog så en anden plads, der blev ledig. Jeg fik min bensin, kom ikke for sent på arbejde men kan stadig hidse mig op over den hjernetomme, egoistiske, idiotiske gimpe!
Så jeg øver mig i at tænke positivt og tilgivende:
- Hun havde sikkert også travlt. (Det hår tager sikkert lang tid om at tørre.)
- Måske var hendes kæreste sur over at hun bruger for meget bensin på at køre rundt med sine veninder og shoppe - og så måtte hun nå at tanke her til morgen, hvor prisen var lidt lavere.
- Alle andre på tanken hørte hvad jeg sagde, så hun må da have følt sig rigtig dum.(HA!)
Ved nærmere eftertanke tror jeg nok at jeg må øve mig meget mere i tilgivelse og positive tanker.. Men hun var jo også bare en fremmed og så var hun jo dum...
Bortset fra det, så har det været en dejlig weekend. Jeg havde besøg af 2 veninder fra min hjemstavn og en besøgende relateret til min kæreste. Det var meget hyggeligt. Vi grillede, sad udenfor i det gode vejr og spiste.
Igår var der dejligt vejr og den stod i havens tegn. Fik slået græs, sået gulerødder og salat. Og gik igang med at fjerne mos fra græsplanen.. Det var noget af et projekt. Drengene var flinke til at hjælpe (mod lovning af lommepenge selvf.. ) og vi fik fyldt 10 sorte 100L affaldssække med mos.. Det er fa.... meget mos!! Og vi kunne sagtens have fyldt 10 mere, men nu må jernvitriolen tage resten!
Idag bliver en smuk dag. Sol og ml 15 og 20 grader. Det er skønt. Og om kun 2 dage kommer min kæreste! Det glæder jeg mig meget til... Savnet er stort lige nu.
-
torsdag den 23. april 2009
Therapi
Var til familietherapi igår.
Det var hådt men ok.
Hårdt at høre min X mand sige at han helst så at jeg forsvandt fra jordens overflade, men nok ikke uventet.
Det var et par kompetente therapeuter og vi skal derop igen om en måned. Håber der kommer noget godt ud af det.
Jeg kan ihvertfald mærke at jeg er ved at være klar til en eller anden form for forsoning på et eller andet plan.
Orker ikke at skændes mere........
Orker ikke at være vred og bitter mere....
Víl videre......
-
Det var hådt men ok.
Hårdt at høre min X mand sige at han helst så at jeg forsvandt fra jordens overflade, men nok ikke uventet.
Det var et par kompetente therapeuter og vi skal derop igen om en måned. Håber der kommer noget godt ud af det.
Jeg kan ihvertfald mærke at jeg er ved at være klar til en eller anden form for forsoning på et eller andet plan.
Orker ikke at skændes mere........
Orker ikke at være vred og bitter mere....
Víl videre......
-
søndag den 19. april 2009
Længe siden sidst....
Længe siden sidst er det at jeg har:
- Skrevet i min blog.
- Været i byen 2 aftener i træk.
- Været til koncert.
- Været i byen og på gaybar (læs aldrig!)
- Slået græs.
Ikke desto mindre er det essensen af hvad min weekend er gået med.
Og nu sidder jeg her og stener foran tv'et og skal meget snart gå i seng.
Turen på gaybar var en meget sjov oplevelse. Aldrig har jeg følt mig så meget udenfor (eller egentlig ved siden af) til en fest. Var tydeligvis alt for "straigt" til at være berettiget til at være der. Der var så absolut ingen, der værdigede mig et blik. Somom jeg var usynlig. Eller dvs. jeg fik lidt opmærksomhed fra 2 personer. Den ene var en stor bøsse, der hele tiden ville kramme og kysse mig. Han var meget fuld og jeg tror at han fejlagtiget forvekslede mig med enten en krammebamse eller hans mor..... Begge kategorier falder jeg egentlig meget fint i, både størrelsesmæssigt og aldersmæssigt!! :-)
Den anden var en klam fyr fra den sydøstlige side af middelhavskysten, der nærmest stolt fortalte at han var blevet far for 3 uger siden, men at han ikke var sammen med barnets mor længere... Skrid siger jeg bare!!
Men det var meget sjovt. Fik danset en masse sammen med en veninde, som jeg fulgtes med og set en del på en masse underholdende mennesker... Men var dødmisundelig på alle dem, som stod og kyssede med deres kærester.. Savnede min egen noget så grusomt...
-
- Skrevet i min blog.
- Været i byen 2 aftener i træk.
- Været til koncert.
- Været i byen og på gaybar (læs aldrig!)
- Slået græs.
Ikke desto mindre er det essensen af hvad min weekend er gået med.
Og nu sidder jeg her og stener foran tv'et og skal meget snart gå i seng.
Turen på gaybar var en meget sjov oplevelse. Aldrig har jeg følt mig så meget udenfor (eller egentlig ved siden af) til en fest. Var tydeligvis alt for "straigt" til at være berettiget til at være der. Der var så absolut ingen, der værdigede mig et blik. Somom jeg var usynlig. Eller dvs. jeg fik lidt opmærksomhed fra 2 personer. Den ene var en stor bøsse, der hele tiden ville kramme og kysse mig. Han var meget fuld og jeg tror at han fejlagtiget forvekslede mig med enten en krammebamse eller hans mor..... Begge kategorier falder jeg egentlig meget fint i, både størrelsesmæssigt og aldersmæssigt!! :-)
Den anden var en klam fyr fra den sydøstlige side af middelhavskysten, der nærmest stolt fortalte at han var blevet far for 3 uger siden, men at han ikke var sammen med barnets mor længere... Skrid siger jeg bare!!
Men det var meget sjovt. Fik danset en masse sammen med en veninde, som jeg fulgtes med og set en del på en masse underholdende mennesker... Men var dødmisundelig på alle dem, som stod og kyssede med deres kærester.. Savnede min egen noget så grusomt...
-
søndag den 29. marts 2009
Misundelsens grønne monsteransigt
Jeg faldt over en blog http://tingeling1.wordpress.com/2009/03/28/barnkoden/ og jeg må indrømme at jeg blev oprørt over det jeg læste.
Første gang jeg læste det, var jeg nødt til at stoppe. Men jeg måtte læse det igen og igen for at være sikker på at jeg forstod det rigtigt.
På den ene side forstår jeg godt hendes undren og afstandtagen til den opslugthed, der kan forekomme når man bliver gravid og får børn, især når man står som udenforstående og selv ikke har oplevet at være centrum for sin egen mors ubetingede kærlighed og opmærksomhed.
På den anden side kan jeg også tænke og få lyst til at sige "Tough - Suck it UP!!!!"
For uanset om man vil det eller ej, så bliver man en del af den verdensomspændende mødregruppe/symbiose der kun er forbeholdt mødre.
Og gudskelov for det. For når man oplever noget så skelsættende som en graviditet eller bare det at få barn, uanset hvordan, så er det stort.
Alt for stort til at man kan rumme det alene.
Man oplever at ens egen navlebeskuen og selvcentrerede verdensopfattelse pludselig får et helt andet fokus. Og det er udenfor ens egen kontrol.
Naturen har som udgangspunkt sørget for at vi biologisk bliver påvirkede rent kemisk til at tage vare på vores børn. Men der findes altid undtagelser. Også i naturen.
Nogle mangler simpelthen det rette hormonelle påvirkning til at denne binding sker - andre kan ikke acceptere den invasion som det er at få børn.
Det kan der være mange årsager til. Mine mange års erfaring siger mig at - udover de kemiske faktorer - er det oftest overgreb, svigt eller egen mangel på omsorg, der gør at nogle kvinder ikke kan klare det.
Men at være fordømmende på noget, som man dybest set ikke fatter noget af, kan virkelig bringe mit pis i kog. At se ned på andre og kategorisere dem som enten hjernetomme høns, der ikke kan tale om andet end bleer, eller intelektuelle, der "kan finde ud af " at efterlade deres børn en stund for at tage på café med veninderne synes jeg er for simpelt.
Det synes jeg at kvinder er alt for forskellige til - og gudskelov for det.
Jeg har mange gange oplevet at når jeg talte om praktiske og teoretiske ting i undervisningens navn om børn etc. så fik jeg tit spørgsmålet - har du selv børn?
Og nu hvor jeg kan sige, ja det har jeg faktisk, så vægtes mine ord tungere. Selvom jeg måske siger det samme som før.
Men jeg ved hvor lykkelig man bliver når man mærker liv for første gang inde i sin egen krop. Hvor panisk bange man er for at miste dette liv igen (og det bliver ikke nemmere med årene skulle jeg hilse og sige).
Hvor træt man kan være når man er gravid eller nybagt mor.
Hvor meget det gør ondt på en selv, når børnene skal vaccineres eller kommer til skade.
Hvor fantastisk det føles at få en kram af de blødeste barnearme rundt omkring ens hals.
Hvor meget glæde, sorg, ængstelse, lyksalighed, bekymring, og lykke det er at have børn.
Men jeg ved også alt om, hvor knusende det er, når ens højeste ønske om et barn ikke går i opfyldelse. Og så kan det være svært at være empatisk. Fred være med det.
Men jeg kan kun synes synd om de snæversynede kvinder, der patroniserer mødrerollen og vender ryggen til andre gravide bare fordi de enten ikke kan eller ikke vil have børn.
Jeg håber at det lykkes for dem at få de børn de ønsker (eller ikke hvis det er det de vil). Og når/hvis de bliver gravide vil jeg med glæde tage imod dem med åbne arme og byde dem velkommen i den verdensomspændede mødregruppe.
Og hvis ikke de vil have børn, eller bare trænger til at komme ud, så vil jeg gerne med ud og drikke en øl - uden at tale om børn, for det kan jeg også.
---
Første gang jeg læste det, var jeg nødt til at stoppe. Men jeg måtte læse det igen og igen for at være sikker på at jeg forstod det rigtigt.
På den ene side forstår jeg godt hendes undren og afstandtagen til den opslugthed, der kan forekomme når man bliver gravid og får børn, især når man står som udenforstående og selv ikke har oplevet at være centrum for sin egen mors ubetingede kærlighed og opmærksomhed.
På den anden side kan jeg også tænke og få lyst til at sige "Tough - Suck it UP!!!!"
For uanset om man vil det eller ej, så bliver man en del af den verdensomspændende mødregruppe/symbiose der kun er forbeholdt mødre.
Og gudskelov for det. For når man oplever noget så skelsættende som en graviditet eller bare det at få barn, uanset hvordan, så er det stort.
Alt for stort til at man kan rumme det alene.
Man oplever at ens egen navlebeskuen og selvcentrerede verdensopfattelse pludselig får et helt andet fokus. Og det er udenfor ens egen kontrol.
Naturen har som udgangspunkt sørget for at vi biologisk bliver påvirkede rent kemisk til at tage vare på vores børn. Men der findes altid undtagelser. Også i naturen.
Nogle mangler simpelthen det rette hormonelle påvirkning til at denne binding sker - andre kan ikke acceptere den invasion som det er at få børn.
Det kan der være mange årsager til. Mine mange års erfaring siger mig at - udover de kemiske faktorer - er det oftest overgreb, svigt eller egen mangel på omsorg, der gør at nogle kvinder ikke kan klare det.
Men at være fordømmende på noget, som man dybest set ikke fatter noget af, kan virkelig bringe mit pis i kog. At se ned på andre og kategorisere dem som enten hjernetomme høns, der ikke kan tale om andet end bleer, eller intelektuelle, der "kan finde ud af " at efterlade deres børn en stund for at tage på café med veninderne synes jeg er for simpelt.
Det synes jeg at kvinder er alt for forskellige til - og gudskelov for det.
Jeg har mange gange oplevet at når jeg talte om praktiske og teoretiske ting i undervisningens navn om børn etc. så fik jeg tit spørgsmålet - har du selv børn?
Og nu hvor jeg kan sige, ja det har jeg faktisk, så vægtes mine ord tungere. Selvom jeg måske siger det samme som før.
Men jeg ved hvor lykkelig man bliver når man mærker liv for første gang inde i sin egen krop. Hvor panisk bange man er for at miste dette liv igen (og det bliver ikke nemmere med årene skulle jeg hilse og sige).
Hvor træt man kan være når man er gravid eller nybagt mor.
Hvor meget det gør ondt på en selv, når børnene skal vaccineres eller kommer til skade.
Hvor fantastisk det føles at få en kram af de blødeste barnearme rundt omkring ens hals.
Hvor meget glæde, sorg, ængstelse, lyksalighed, bekymring, og lykke det er at have børn.
Men jeg ved også alt om, hvor knusende det er, når ens højeste ønske om et barn ikke går i opfyldelse. Og så kan det være svært at være empatisk. Fred være med det.
Men jeg kan kun synes synd om de snæversynede kvinder, der patroniserer mødrerollen og vender ryggen til andre gravide bare fordi de enten ikke kan eller ikke vil have børn.
Jeg håber at det lykkes for dem at få de børn de ønsker (eller ikke hvis det er det de vil). Og når/hvis de bliver gravide vil jeg med glæde tage imod dem med åbne arme og byde dem velkommen i den verdensomspændede mødregruppe.
Og hvis ikke de vil have børn, eller bare trænger til at komme ud, så vil jeg gerne med ud og drikke en øl - uden at tale om børn, for det kan jeg også.
---
lørdag den 28. marts 2009
For sent - igen....
Åh nej....
Jeg missede det.... Havde læst om det så sent som idag og tænkte at dét skulle jeg ihvertfald huske.
Men det er nok min sprutpåvirkede - dagen derpå- hjerne, der ikke fungerer optimalt, for jeg må med skam og bøjet nakke tilstå:
Jeg missede "sluk lyset Danmark"!!!!
Glemte at slukke al lyset.
http://politiken.dk/tjek/bolig/energi/article487907.ece
Jeg føler mig så skyldig og miljøsvinsk, men tænker at det må kunne opveje lidt, at jeg har købt miljøbevidst vaskepulver, der kun kræver ½ mængde og har vasket ved 30 grader istedet for 40....
Og lyset er faktisk kun tændt inde i stuen hvor jeg sidder lige nu...
--
Jeg missede det.... Havde læst om det så sent som idag og tænkte at dét skulle jeg ihvertfald huske.
Men det er nok min sprutpåvirkede - dagen derpå- hjerne, der ikke fungerer optimalt, for jeg må med skam og bøjet nakke tilstå:
Jeg missede "sluk lyset Danmark"!!!!
Glemte at slukke al lyset.
http://politiken.dk/tjek/bolig/energi/article487907.ece
Jeg føler mig så skyldig og miljøsvinsk, men tænker at det må kunne opveje lidt, at jeg har købt miljøbevidst vaskepulver, der kun kræver ½ mængde og har vasket ved 30 grader istedet for 40....
Og lyset er faktisk kun tændt inde i stuen hvor jeg sidder lige nu...
--
onsdag den 4. marts 2009
Lesbisk med forsinkelse træf
Jeg har ikke fortalt om min weekend med LMF-træffet.
Så her kommer beretningen.
Jeg overlevede weekenden. Trods minimalt med søvn og en bragende forkølelse.
Var på kursus fredag og kørte derefter direkte til LMF-træf. Det var med nerverne udenpå tøjet, men jeg overvejede ikke et eneste sekund at vende om. Jeg glædede mig til at møde dem. Jeg skulle hente 2 af pigerne på banegården og så fulgtes vi ad op til træffet. Det var egentlig meget rart - ikke at skulle ankomme alene til et sted man ikke kende og møde mennesker man ikke kender.
Da jeg stak hovedet indenfor så jeg straks et kendt ansigt! En kvinde fra min "hjemby", som sprang ud og flyttede fra sin mand for 1½ år siden. Jeg kender hende kun sporadisk, som man nu gør, når man træner i det samme træningscenter. Dengang hun sprang ud gik jungletrommerne højt. Og jeg kunne ikke lade være met at blive fascineret over tanken. Jeg nævnte det for min X og jeg har åbenbart lydt lidt for begejstret, for han spurgte mig om det var noget, som jeg overvejede. Og det gjorde jég selvf. ikke på det tidspunkt. Ikke bevidst ihvertfald.
Det var en meget hyggelig aften. Vi spiste og tog en runde, hvor vi fortalte hver isærs vores historier i en afkortet version. Nogen havde været ude længe og havde kærester med. Enkelte kendte hinanden. Nogen var endnu ikke sprunget helt ud endnu. Det fede ved det var, at der i hver isærs historie var noget, som jeg kunne nikke genkendende til.
Endelig.
Jeg følte samhørighed med disse kvinder og det er vigtigt, når man tilhører en minoritet.
-
Så her kommer beretningen.
Jeg overlevede weekenden. Trods minimalt med søvn og en bragende forkølelse.
Var på kursus fredag og kørte derefter direkte til LMF-træf. Det var med nerverne udenpå tøjet, men jeg overvejede ikke et eneste sekund at vende om. Jeg glædede mig til at møde dem. Jeg skulle hente 2 af pigerne på banegården og så fulgtes vi ad op til træffet. Det var egentlig meget rart - ikke at skulle ankomme alene til et sted man ikke kende og møde mennesker man ikke kender.
Da jeg stak hovedet indenfor så jeg straks et kendt ansigt! En kvinde fra min "hjemby", som sprang ud og flyttede fra sin mand for 1½ år siden. Jeg kender hende kun sporadisk, som man nu gør, når man træner i det samme træningscenter. Dengang hun sprang ud gik jungletrommerne højt. Og jeg kunne ikke lade være met at blive fascineret over tanken. Jeg nævnte det for min X og jeg har åbenbart lydt lidt for begejstret, for han spurgte mig om det var noget, som jeg overvejede. Og det gjorde jég selvf. ikke på det tidspunkt. Ikke bevidst ihvertfald.
Det var en meget hyggelig aften. Vi spiste og tog en runde, hvor vi fortalte hver isærs vores historier i en afkortet version. Nogen havde været ude længe og havde kærester med. Enkelte kendte hinanden. Nogen var endnu ikke sprunget helt ud endnu. Det fede ved det var, at der i hver isærs historie var noget, som jeg kunne nikke genkendende til.
Endelig.
Jeg følte samhørighed med disse kvinder og det er vigtigt, når man tilhører en minoritet.
-
Abonner på:
Opslag (Atom)
.jpg)
